
NYHED // POV OVERBLIK – Præsident Volodymyr Zelenskyjs store frygt er, at andre konflikter kommer til at overskygge krigen i Ukraine, og at Vestens ledere bliver uenige om, hvem og hvordan de skal støtte. Han appellerer til Europa om at holde sig gode venner med USA, og deler velvilligt ud af Ukraines ekspertviden om dronekrig.
Når EU’s stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles i morgen og fredag, står Ukraine som altid på dagsordenen. Konflikten har været fast programpunkt siden Ruslands invasion for lidt over fire år siden.
Det fremgår ikke af den officielle dagsorden, men denne gang handler det for EU om at bryde dødvandet med Ungarn, som blokerer for et løfte om at give ukrainerne et lån på 90 milliarder euro til at finansiere krigen i år og næste år. Et løftebrud, som betød, at EU-toppen i februar måtte rejse næsten tomhændede til markeringen af fireåret for invasionen i Kyiv. Planen var ellers at have den store check og en 20. sanktionspakke med som gave.
Kort fortalt vendte Ungarns premierminister Viktor Orbán på en tallerken, efter han i december havde accepteret EU’s støtteplaner. Det skyldes, at russisk olie, som flyder gennem Ukraine og forsyner Ungarn og Slovakiet, stoppede, fordi Druzhba-olierørledningen blev ramt af et russisk angreb på det vestlige Ukraine i januar.
Ungarn og Slovakiet har siden beskyldt Kyiv for at trække reparationerne i langdrag, hvilket Ukraine afviser. Tanken er dog nærliggende, fordi russisk oliesalg finansierer krigen.
Bruxelles har forhandlet, lokket og truet, men Orbán har stået fast. I går opsummerede han sit budskab på Facebook: Hr. Zelenskyj! Ingen olie, ingen penge!
I går kunne lederen af EU-Kommissionen Ursula von der Leyen og Det Europæiske Råds formand António Costa meddele, at der måske er skred i forhandlingerne. Zelenskyj har accepteret EU’s tilbud om “teknisk støtte og finansiering” til at reparere de beskadigede olierørledninger. Det skriver POLITICO.
Det er måske ikke så overraskende, at Zelenskyj accepterer. Han turnerer fortsat verdens hovedstæder for at få støtte til krigen, og i går var han i London, som sidste stop på en større Europaturné.
Efter en audiens hos kong Charles forsøgte han, ifølge et interview han efterfølgende gav til BBC, at overtale premierminister Keir Starmer til at reparere på forholdet til den amerikanske præsident. Donald Trump er sur over, at Storbritannien ikke vil trækkes ind i krigen mod Iran.
I en tale i det britiske parlament understregede han, at Ruslands invasion har givet ukrainerne stor ekspertviden om dronekrig, som nu bliver tilbudt lande i Mellemøsten, der dagligt bliver ramt af iranske missiler og droner. Rusland og Iran er “hadsbrødre”, og det samme gælder våben. “Regimer, som bygger på had, må aldrig, aldrig vinde noget som helst”, sagde Zelenskyj til de britiske politikere.
Zelensky frygter kort og godt, at krigen i Iran splitter vestens ledere og han har en “skidt fornemmelse” af, hvad krigen i Iran vil betyde for Ukraine.
EU har siden Orbán blokerede for kæmpelånet og i samme omgang EU’s 20. sanktionspakke mod Rusland, forsøgt sig med snart sagt alle andre diplomatiske løsninger for at få Ukraine og Ungarn til at give sig.
Ifølge Reuters har Zelenskyj som den første ikke blot accepteret EU’s pres for at få olieledningerne repareret. Ifølge præsidenten er de næsten klar. Det vil dog tage op til seks uger at genoprette leverancerne til Ungarn og Slovakiet, og det forudsætter, at Rusland ikke angriber igen.
Ifølge POLITICO spiller Bruxelles nu sit måske sidste kort ved i første omgang at presse Ukraine til at genetablere forsyningerne. Flere EU-diplomater ser det som et forsøg på at give Orbán en politisk “exit”, fordi han efter 16 år ved magten står dårligt i meningsmålingerne op til et vanskeligt valg næste måned.
EU understreger, at fællesskabet fortsat planlægger at udfase al import af russisk olie senest i 2027. Det er en plan, som Ungarn og Slovakiet er imod, men ikke kan blokere.
Men spørgsmålet er, hvordan Orbán vil reagere, og der er da også stor uenighed om, hvorvidt EU’s strategi vil virke. En diplomat siger til POLITICO, at ”alle har fået, hvad de ville have, hvilket i praksis er ingenting”.
Ungarns udenrigsminister har afvist det hele som “politisk teater”. Spørgmålet er nu, om Ungarns Viktor Orbán siger ja.
Dagsordenen for EU-topmødet i Bruxelles torsdag-fredag
Læs Reuters, POLITICO, POLITICO’s nyhedsbrev, BBC og The Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og