NYHED // POV OVERBLIK – Medlem af folketinget for Moderaterne, Henrik Frandsen, blev kl. 11:30 præsenteret for Hans Majestæt Kongen på Amalienborg. Han afløser ældreminister Mette Kierkgaard, som har personlige grunde til at træde ud af regeringen.
På det traditionelle interimistiske pressemøde foran porten ind til Amalienborgs audienslokale, sagde først statsministeren: “Jeg respekterer og bakker op om Mette Kierkgaards beslutning om at trække sig. Og det giver os så anledning til at få Henrik Frandsen, som har været gruppeformand i et stykke tid, med på holdet. Jeg ser frem til samarbejdet”.
Den ny ældreminister, Moderaternes Henrik Frandsen fortsætter: “Det er selvfølgelig en stor drøm, som går i opfyldelse, selvom det sker på en trist baggrund for Mette Kierkgaard. Hun har lagt stor ildhu i arbejdet på ældreområdet, som jeg ser frem til at fortsætte. Jeg glæder mig også over den tillid, der er vist mig”.
Kierkgaard har forklaret til danske medier, at hendes mand har været igennem et længere, alvorligt kræftforløb. Nu er der en række senfølger, og familien har brug for hende. “Det er en svær beslutning og nu har livet indhentet os”, siger hun blandt andet.
Kort efter middag skal Mette Kierkgaard så sige farvel i en afskedsaudiens med kongen og herefter følger overdragelsen i Ældreministeriet.
Leder af Moderaterne Lars Løkke Rasmussen sagde til DR i formiddags, at Mette Kierkgaard har gjort en kæmpe indsats for ældreområdet. Men der er flere større reformer og andre politiske initiativer som for eksempel demenshandleplanen, som stadig udestår.
Zenia Stampe, som er politisk analytiker på TV2 siger, at Kierkgaard er meget vellidt, men at hun ikke har markeret sig som Moderat minister for eksempel i store debatter med andre partier. Stampe mener derfor ikke, at det er et stort tab for partiet i forbindelse med det folketingsvalg, som skal finde sted i løbet af året.
Stampe vurderer, at Moderaterne med Henrik Frandsen nok har valgt den mest rutinerede politiker, som det er nemmest at sætte ind på posten.
DR fangede Henrik Frandsen før han tog til Amalienborg, og han sagde, at han ikke helt ved, hvordan han vil gribe tingene an endnu. “I går vidste jeg ikke, at jeg skulle være minister”, siger han.
Men han vil afgjort trække på sine over fem år som borgmester i Tønder, når han tiltræder som ældreminister. Kommunerne har stort fokus på ældreområdet, så der mener Frandsen, at han kan bidrage.
Følge med på DR og TV
Læs også analysen og få et bud på hvornår vi får valg
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.