BØGER // ANMELDELSE – “De fleste, der kan huske begivenhederne omkring Rumæniens Nicolae Ceaușescu, har nok forsvoret, at man nogensinde ville glemme fjernsynsbillederne, hvor bl.a. henrettelsen gik verden rundt, skriver lektor Inger Tejlgaard Olesen Ravn. “Men glemt blev de, må vi erkende med skam. Men billederne fra den rumænske revolution, dengang i julen 1989, da jeg selv lige var fyldt 19, står pludselig klart for mig igen, mens jeg læser Iris Wolffs Lysninger. Den tids mest uhyggelige afsløringer midt i Berlinmurens fald og jubelskrig i Europa.”
Da min redaktør spurgte, om jeg ville læse og anmelde den tyske roman Lysninger af Iris Wolff, fulgte hendes forespørgsel af en pudsig lille tilføjelse: ”Det er Batzer & CO, der udgiver den. Forlaget, der efterhånden er blevet kendt for at oversætte forfattere til dansk, som senere får Nobelprisen!”
Så jeg sagde selvfølgelig ja.
Lysninger starter med, at den kvindelige hovedperson, Kato, udlever drømmen om det frie liv som omrejsende kunstner og bliver en af dem, der sidder og maler gademalerier i Europas storbyer. Hun og barndomsvennen Lev har endelig genfundet hinanden efter mange års adskillelse, hvor Kato på romantisk vis har levet som en blanding af en omflakkende boheme og en roma, mens Lev er blevet hjemme i den lille rumænske landsby, hvor han har arbejdet på et savværk og hjulpet sin mor og familien.
Det er uundgåeligt, at romanen også bliver en vigtig del af Rumæniens historie
De to har nu brugt halvanden måned på at rejse omkring, men Lev, der er bogens egentlige hovedperson, er ved kapitlets slutning blevet klar over, at han er nødt til at rejse hjem til sin – deres – landsby igen.
Lysningers afgørende narrative greb er lige så effektivt, som det er enkelt. Den begynder i noget, der ligner nutiden, men derefter fortælles historien baglæns, så vi gennem ni kapitler bevæger os med tre til fem års intervaller tilbage gennem Levs historie, og det modne menneske, vi møder i starten, får kapitel for kapitel skrabet hvert enkelt menneske-ham af, der tilhører de forskellige livsfaser.
Det har en interessant effekt: Da vi til sidst har fulgt ham helt til hans tidlige barndom omkring 35 år forinden – hvor han er højst fem – føles det besynderligt skæbnesvangert, næsten som om man sad ved hans dødsleje. Man ved jo også, hvordan det hele ender – men måske er livets begyndelse fuldt ud lige så dramatisk og betydningsladet som dets afslutning?
Lysninger: Et stille liv, mens verden bevæger sig
Undervejs er der ingen stor udskiftning i persongalleriet, og på grund af den baglæns fortælleteknik forstås de få bipersoner, der glider forbi, først og fremmest gennem det savn, de senere kommer til at efterlade hos hovedpersonen. Den stemning, der vokser frem, er båret af den evigt melankolske længsel efter noget, man grundlæggende har accepteret, er tabt for altid.
Måske er livets begyndelse fuldt ud lige så dramatisk og betydningsladet som dets afslutning?
Men det er også en bog, der handler om mennesker, som lever sammen med hinanden, ved siden af hinanden, i lange stræk, i hele årtier ad gangen, i et landsbysamfund i den sydligste del af Transylvanien. De samme mennesker er alligevel lidt fremmede overfor hinanden, nærheden opstår kun i få lysende øjeblikke, lysninger, som i bogens titel, som personerne gemmer i deres inderste og vogter over.
Det er en bog om kærlighed, men her er kærligheden at kunne acceptere et andet menneskes hele liv, også den del, der ligger uden for ens egen synsvinkel og de valg, der føles som et fravalg af en selv. At acceptere det uden bebrejdelser, men ikke uden savn.
De daglige tv-transmissioner fra julen 1989 står pludselig klart igen
Det er uundgåeligt, at romanen også bliver en vigtig del af Rumæniens historie.
De fleste, der kan huske begivenhederne omkring Nicolae Ceaușescu, Rumæniens præsident fra 1965 og frem til Østblokkens endeligt, hvor han bliver sat af magten, har nok forsvoret, at man nogensinde ville glemme fjernsynsbillederne, hvor bl.a. henrettelsen gik verden rundt.
Men glemt blev de, må vi erkende med skam. Billederne fra den rumænske revolution, dengang i julen 1989, da jeg selv lige var fyldt 19, står imidlertid pludselig klart for mig igen, mens jeg læser bogen. Den tids mest uhyggelige afsløringer midt i Berlinmurens fald og jubelskrig i Europa.
Flere af kapitlerne udspiller sig på denne bagbeklædning af blod og vold, men med det almindelige menneskes sagtmodige identitetsløshed står krigsscener og revolutioner ikke i centrum, alligevel er de nærværende, konstant.
Bedstemoderen lytter til Radio Europa Liberă Romania, når hun kan komme afsted med det, altid i det skjulte. Lyttende ører og stikkere findes altid i nærheden, og fx formidles atomudslippet ved Tjernobyl-ulykken med dages forsinkelse til familien. Blandt alle de andre bekymringer kan den kun hviskes og antydes, for der er ingen officielle meldinger, og enhver viden er derfor nået dem ad illegale veje.
Er det i øvrigt ikke også allerede for sent? De har jo allerede været ude og gå i heldagsregnen, børnene har jo allerede brugt hele dagen på at bade i floden. Det er små liv, der leves i beskedenhed og relativ fattigdom, vi er langt fra nationens magtcentrum.
Ikke mindst derfor er den bagvendt fortalte historie et velvalgt fortællemæssigt greb, og uden dette, havde romanen ikke været den samme. Historie og geografi er sammenflettede, som det nu er med nationer, og måske ingen steder mere prægnant end i Mellemeuropa og Rumænien. Som den østrigske bedstefar på moderens side, Ferry, reflekterer over, da Lev spørger, hvordan Ferry kan være østriger, når Lev selv har en transylvansk-tysk mor og en rumænsk far:
”Han havde været lidt af hvert i løbet af sit liv, sagde Ferry. Han var begyndt århundredet som østriger, og var så, uden at røre sig ud af stedet geografisk, blevet rumæner og derefter ungarer. Selvom der stod i hans pas, at han nu var rumæner igen, havde han til sidst besluttet at forblive østriger.”
Gennem denne vandring ned gennem tiden overraskes vi alligevel over det, der ligger og fylder nedenunder alle disse lag; vi ser arret efter det grundsår, der aldrig forsvinder, som har aftegnet sig i hvert nyt hamskifte, hovedpersonen Lev har gennemgået og kastet igen
Beskrivelsen viser en national identitet, der skiftevis findes og så ikke længere findes, mens menneskene stadig lever videre. Det er et folk, der både defineres af og ubønhørligt er fanget i et krydsfelt mellem landområder og en fortid, der lever og vokser som en fortrængt skyggeside af alle andre begivenheder.
Gennem denne vandring ned gennem tiden overraskes vi alligevel over det, der ligger og fylder nedenunder alle disse lag; vi ser arret efter det grundsår, der aldrig forsvinder, som har aftegnet sig i hvert nyt hamskifte, hovedpersonen Lev har gennemgået og kastet igen.
Og det er nok til at vende bogen og starte forfra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og