REPORTAGE – Da Suzanne Brøgger modtog Dan Turèll Medaljen 2025 på Turèlls fødselsdag onsdag d. 19. marts, motiverede Lars Movin, hvorfor prisen i år netop går til den litterære regnbue. Fotograf og forfatter Eddie Michel mødte La grande dame, der blandt andet fortæller om sit venskab med Turèll. Prismodtageren taler også om utrygheden i den tid, vi lige nu lever i, og hvorfor vi – stadig – kun har én opgave: at elske alt på jorden.
”Hold da op. Neeeej. Har I set den?”, lyder det højlydt fra Suzanne Brøgger henvendt til det store fremmøde af primært kvindelige seniorer på Vangede Bibliotek, nord for København. “Det er ikke en guldmedalje, den er bronze. Hvor er den flot. Hold da op. Hvor er den fantastisk! Ned i lommen med den,” siger hun og propper den hurtigt ned i sin jakkelomme, hvorefter hele salen griner højt.
La grande dame, Suzanne Brøgger, har netop fået overrakt Dan Turèll Medaljen 2025 ved en prisoverrækkelse, der traditionen tro altid finder sted på Dan Turèlls fødselsdag, den 19. marts, på Vangede Bibliotek – fordi det var her i Vangede, at Turèll voksede op. Medaljen, der uddeles af Dan Turèll Selskabet, er ”tiltænkt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd”, som det hedder.
I år er denne person altså Brøgger, en litterær påfugl, som bliver ved med at vise nye farver, som Dan Turèll Selskabet udtrykker det. I sin blændende motivationstale kommer selskabets formand, forfatteren Lars Movin, blandt andet ind på Suzanne Brøggers bog Sølve (2006), som han kalder et stykke egnshistorie.
“En egnsgobelin i ord, hvor forfatteren – hvis persona nu er blevet ‘fruen til Sølve’ – på den mest naturlige måde får indvævet et notat om, at hun har været hos tandlægen i København, og: ‘Så satte jeg mig ned på Café Dan Turèll og skrev et digt til Dan. Jeg skrev, at han var død, og jeg var levende.’
Dét giver jo fuldstændig mening. Suzanne Brøgger er en regnbue. Og derfor skal hun selvfølgelig have Dan Turèll Medaljen 2025
Ja, Suzanne Brøgger er i dén grad levende, og i dag fejrer vi det mirakel, at hun er blevet den forfatter, hun er. For at livet arter sig på bedste vis, er nemlig aldrig nogen selvfølge – heller ikke i tilfældet Suzanne Brøgger, som i Norsk omelet (2018) skriver, at hun som ung ikke anede, hvad hun skulle stille op med sig selv – om hun skulle ‘studere filosofi i en indisk ashram eller gå i hundene som fotomodel i Paris?’.
Skuespillerinde kunne hun såmænd også være blevet. Der er ikke så mange, der ved det, men i 1968 spillede Suzanne Brøgger titelkarakterens mor i Super Carla, en tv-serie for børn og unge, som mange husker med glæde. I en mindeværdig sekvens i den gamle serie kommer Super Carlas mor kørende i hestevogn gennem sneen i Dyrehaven sammen med sine børn til tonerne af The Rolling Stones, der synger She’s a Rainbow. Og dét giver jo fuldstændig mening. Suzanne Brøgger er en regnbue. Og derfor skal hun selvfølgelig have Dan Turèll Medaljen 2025.
Valget af den nu 80-årige Suzanne Brøgger er naturligvis oplagt, fordi hun, “siden hun for mere end et halvt århundrede siden smed en håndgranat ind på den hjemlige litterære scene med debutbogen Fri os fra kærligheden (1973), med udgangspunkt i sin egen person og erfaringsverden har afsøgt den samme kreds af temaer, men hele tiden i nye belysninger, fra nye vinkler, på nye erkendelsesniveauer,” som Movin også begrunder det i motiveringen.
Men at netop Brøgger modtager årets medalje, er også oplagt, fordi hun kendte Dan Turèll personligt.
I sin egenskab af reporter for Politiken opsøgte den dengang to år yngre Suzanne Brøgger i juni 1973 den 27-årige Dan Turèll i kollektivet, han boede i på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg i København. Det blev deres første af mange møder og udmøntede sig i artiklen Mystiske Mr. Turèll – spionen og digteren.
Dan og jeg det til fælles, at vi blev forfattere – eller ‘bevidsthedsarbejdere’, som han kaldte det. Og vi var fra samme generation og blev fanget i den samme nye mediemaskine
Erland Josephson, den svenske mesterskuespiller, som vi blandt andet kender fra Fanny & Alexander, yndede at sige: ”Kirkegårdene er fyldte med udødelige mennesker.” Og udødelig er netop, hvad Brøgger mener, at hendes gamle ven Dan Turèll er.
”Vi har en række fine medaljer herhjemme, Aarestrup-medaljen og Holberg-medaljen – bevares, jeg har da også en af dem, ligesom jeg har også Gyldne Laurbær – men at få en Dan Turèll-medalje er en helt anden sag! At der uddeles en medalje i hans navn, er jo et uomtvisteligt bevis på, at Dan officielt hører til blandt de udødelige,” fortæller Suzanne Brøgger, da vi efter prisoverrækkelsen møder hende til en lille samtale.
Suzanne Brøgger, der – ligesom Turèll – debuterede på forlaget Rhodos (fraregnet undergrundspublikationer og lignende), Turèll i 1970 med Områder af skiftende tæthed og tomhed, og Brøgger tre år senere med Fri os fra kærligheden, mener ikke, at Turèll har påvirket hendes forfatterskab.
“Nej, vi var alt for forskellige i vores måde at skrive på,” forklarer hun. “Men som jeg også sagde i min takketale, så havde Dan og jeg det til fælles, at vi blev forfattere – eller ‘bevidsthedsarbejdere’, som han kaldte det. Og vi var fra samme generation og blev fanget i den samme nye mediemaskine.”
En virkelighed, som vi i dag tager for givet, som hun siger, men som dengang var et helt nyt leve- og arbejdsvilkår. Det er her, Suzanne Brøgger føler, at Dan Turèll fik indflydelse på hende, for “det krævede jo så en persona, der ligesom skulle bære byrden.”
“Inspireret af Andy Warhol fandt han ud af at navigere i det der mediesamfunds kværnende maskineri. Han var en pioner. I stedet for at lade sig opsluge skabte han en persona – Onkel Danny, iført sort hat, sort tøj og sorte negle – og lod ham tage skraldet. Det var hans skjold, hans måde at overleve på. Og jeg opfandt så ‘Susanne Brøgger’,” siger hun og smiler bredt.
Selv i På væggen fra 2024, mener Lars Movin, rækker hun direkte tilbage til positionen i 70’erne og skriver igen om nødvendigheden af at være menneske – at “det kan være nødvendigt at skabe sig”, nødvendigt at skabe “et alter ego, der kan tale for én”.
“På den ene side for at fange omverdenens opmærksomhed – som en påfugl, der strutter med fjerene – men lige så meget for at beskytte sig selv som menneske: ‘beskytte arbejdet på de indre linjer, som det hele hviler på’,” siger Movin.
Udover at Suzanne Brøgger lykkedes med ‘Suzanne Brøgger’-figuren, når hun skulle møde virkeligheden i officielt øjemed – og ved særlige lejligheder med udspaltninger som ‘Fru Z’ eller ‘fruen til Sølve’ – var der alligevel en forskel fra generationsfællen Dan Turèlls måde at gøre det på, som Lars Movin påpeger.
“Hendes maskespil var en kende mere uigennemskueligt, idet hun lod sin persona beholde navnet: ‘Suzanne Brøgger’. Hvorved den skelnen, hun måske havde håbet på at etablere mellem Suzanne Brøgger og ‘Suzanne Brøgger’ – med eller uden anførselstegn – blev så subtil, at de færreste var i stand til at se forskel.”
Jeg er hvem som helst, du tror, jeg er. Det var lidt efter lidt blevet min indstilling, prøvet som jeg var gennem offentlighedens beskrivelser
At de færreste var i stand til at se forskel, skaffede Brøgger diverse kvaler på halsen – opmærksomhed af den uønskede slags, som Lars Movin fortæller det, og henleder opmærksomheden på Transparence (1993), det sidste bind i hendes selvbiografiske føljeton-trilogi, der indledtes i 1978 med Creme Fraiche og i 1984 blev efterfulgt af Ja.
“Den handler blandt andet om besværet med at leve med – eller i – sin egen persona. Hun skriver: ‘Jeg er hvem som helst, du tror, jeg er. Det var lidt efter lidt blevet min indstilling, prøvet som jeg var gennem offentlighedens beskrivelser.’ Men hun skriver også, at hun ikke havde drømt om, at dette dobbeltspil skulle blive livsfarligt for hende. Det blev det – omkostningerne ved at være ‘Suzanne Brøgger’ var høje,” anfører Movin og pointerer, at Transparenceogså beskriver en transformativ periode i livet.
“Fortælleren bliver ældre og bestræber sig på at skabe et mere solidt fundament under sin private tilværelse ved i nogen grad at trække sig tilbage fra sin offentlige persona og søge indad – dels i studier af østlig filosofi, dels ved at tage pianoundervisning hos den herboende amerikanske jazzpianist Duke Jordan.”
Men parallelt med disse glimt af nyvunden indsigt er der også al besværet med at leve med de bøger, man allerede har skrevet, præciserer Lars Movin.
“Bøger, der uvægerligt får deres eget liv i mødet med læserne. Hvilket i den virkelige verden – blandt andet – helt konkret betød, at Suzanne Brøgger i årevis blev plaget af en stalker, i bogen kaldet ‘Emmanuelle Olsen’, som forsøgte at stjæle hendes identitet. Om dette handler Transparence også. Ligesom den på et mere generelt plan handler om forfatterens forsøg på at håndtere de forventninger, som bøgerne skaber i omgivelserne.”
Det er her, i det Lars Movin kalder identitetsudviskningens dunkle skyggeland, at sporene efter Suzanne Brøgger og Dan Turèll igen flyder sammen
“Jeg havde skrevet en bog, der hed Ja, men måtte tilbringe mit liv med at sige Nej for ikke at blive ædt. Hver gang jeg bøjede mig for bønnen og støttede her og der, idet jeg selv kom til at tro på min tilstedeværelses absolutte nødvendighed for livets fortsættelse – i hvert fald festens – så blev jeg overfaldet af nye bønner om at deltage og hjælpe og støtte og læse et manuskript og modtage en brugt silkeslåbrok. Det virkede, som om man troede, at jeg kunne redde verden. Og hvis jeg havde skreget, at jeg bare var en lille myg, der synger sin sidste myggesang, så ville de jo have troet, at jeg var sindssyg!”
Og det er her, i det Movin kalder identitetsudviskningens dunkle skyggeland, at sporene efter Suzanne Brøgger og Dan Turèll igen flyder sammen.
“I den forstand, at de begge i deres professionelle virke har krydset frem og tilbage over grænserne mellem virkelighed og fiktion og dermed sat grå hår i hovedet på denne verdens bogholdere og fastholdere. Begge har de gennem værk og liv opbygget en personlig modoffentlighed, givet stemme til dem eller dét, der ellers ikke havde stemme, eller skabt nye og hidtil uhørte stemmer for at sætte ord på det uudsigelige. Og begge har de udfordret, provokeret og indvundet nyt terræn – igen både gennem adfærd og produktion.”
Suzanne Brøgger fortæller, at der var en helt særlig grund til, at hun dengang, i sommeren 1973, opsøgte Dan Turèll for at interviewe ham til Politiken.
“Dan havde lige udgivet en bog på Arena, der hed Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller. Og den titel faldt jeg fuldkommen for!” forklarer hun med stor iver i stemmen, midt blandt tusinder af bøger her på Vangede Bibliotek.
“Så jeg opsøgte ham, og jeg spurgte ham sådan lidt om: Hvordan bliver man forfatter? Jeg skulle selv debutere – altså, jeg havde skrevet en bog – men alligevel, så kunne man jo lige så godt spørge. Og så sagde Dan: Du skal have en IBM-kuglehovedskrivemaskine. Så måske blev man en skør kugle, for den der kugle, den flintrede afsted, og man vidste ikke, hvor man skulle hen. Jeg skrev Creme Fraiche på den. Det var min første IBM-bog. Hvis man ikke vidste, hvor man skulle hen, så foreslog Dan, at man kunne spørge den kinesiske orakelbog, I Ching. Og I Ching har fulgt mig siden og svaret på alt. I 25 år skrev jeg på en kuglehovedskrivemaskine. Og i 25 år har jeg skrevet på en computer. Hvilke bøger blev så bedst? Det kan I Ching måske svare på?” spørger La grande dame og griner igen.
Resultatet af Suzanne Brøggers første møde med Dan Turèll blev artiklen Mystiske Mr. Turèll – spionen og digteren, bragt i Politiken i sommeren 1973 – samme år, som Brøgger, der siden 1965 ellers havde levet af at skrive journalistik, debuterede med Fri os fra kærligheden.
Fru Z husker også, at hun med Turèll diskuterede Nouveau roman – betegnelsen for en bestemt retning i den franske romangenre, der på det tidspunkt netop var kommet til Danmark.
”Og jeg spurgte, hvad han mente om sådan en som Robbe-Grillet, der kunne skrive ti sider om et enkelt bord. Og så sagde Dan, at: ‘Sådan et bord er der bare ikke ret mange mennesker, der gider at interessere sig for, medmindre det er en møbelsnedker’,” fortæller hun og griner igen højt.
Som forfatter må man skrive alt – og bære konsekvenserne. Ellers er man ikke en rigtig forfatter
I sit interview med Dan Turèll siger Brøgger til ham: ”Det ser ud som om, at alt hvad du indsuger, havner på papiret.”
”Jamen, hvis metoden simpelt hen er, at alt hvad der kommer, må komme, så kan det ikke være mindre,” svarer han. ”Man kan ikke pludselig skære ned og sige, at det barbermanden sagde, er mindre vigtigt end det, mejerimanden sagde. Det er meget svært at hævde, at nogle tanker er klogere end andre, fordi de er bedre formulerede end andre.”
Her må man sige, at hun fra Turèll synes at have fået svar på, hvordan man bliver forfatter. Om noget, så er alt det, hun har indsuget, havnet på hvert et stykke papir i forfatterskabet – hvilket der heller aldrig er lagt skjul på i hendes bøger. Eksempelvis i Den pebrede susen (1986):
“Jeg tror simpelt hen ikke, det ville være muligt at skrive noget, som har almen værdi, hvis man viste loyalitetshensyn. I litteraturen gælder åbenbart de omvendte love, for det er kun ved hensynsløshed, at man giver noget til andre.”
Lars Movin nævner også Norsk omelet, hvor Brøgger refererer til sin norske kollega Tomas Espedal:
“Som forfatter må man skrive ALT – også selvom man risikerer at såre nogens følelser. Man må risikere at miste familie og venner. Som forfatter må man skrive alt – og bære konsekvenserne. Ellers er man ikke en rigtig forfatter.”
Selv i sin seneste bog, På væggen:
“Som forfatter er man efter min mening den, der tager ansvar. Derfor kan man ikke tage hensyn til andet end skriften.”
“De eventuelt stødende passager er imidlertid ikke affødt af et bevidst ønske om at provokere, men af en erkendelse af nødvendigheden af at være hudløst ærlig, hvis man nærer ambitioner om at skrive noget relevant,” understreger Lars Movin.
”Jeg skriver bare for at være fri for at tage stoffer hele tiden,” forklarer den mystiske Mr. Turèll også til Suzanne Brøgger i interviewet – men hvordan med hende selv? Jeg spørger, om hun også skriver for at være fri fra noget?
“Hmm? Nej, det har jeg ikke tænkt på. Nej, jeg synes, jeg skriver for at undersøge alle de vanskelige ting. Og ikke for at etablere et eller andet paradis på jord.”
Noget, hun blandt andet uddyber i bogen Norsk omelet:
“Min drivkraft har altid været at skrive ud fra helheden og at sammentænke. Det er en erotisk drivkraft, lysten til at lære, at erkende, at forbinde og at forstå. Eros Zetetikos. Men i og med at eros er forsvundet ud af vores sprog, tror man nu om dage, at eros enten er en pornoforretning eller en eller anden mærkelig restaurant, hvor man spiser uden hænder. / Men mon ikke der er brug for eros, selvom vi har glemt, hvad det er. Og det hele er blevet splittet op i forskellige specialer og ekspertiser. Økonomien har i den grad emanciperet sig, så man kan have succes på samtlige finansparametre, selvom samfundet går ad helvede til. Det hænger ikke sammen. Seksualiteten er blevet en teknisk videnskab, hvor man undervises i hvordan og hvorledes. Dertil kommer psykologien, der tematiserer alle de vanskeligheder, man skal igennem på vejen, og som ofte er livsformende. / Men hvor er idealet om det fælles bedste? / Det højere synspunkt har ingen gang på jorden og bliver anset for helt urealistisk. Og når man ser klimaregnskaber, er vi så langt ude i hampen i forhold til de irreversible forandringer, at det er svært at se, hvordan vi kan få vendt skuden inden for en begærsverden, der er blevet autonom. Helhedstænkningen findes kun hos idioter. / Men hvis eros er kærligheden til det sande, det skønne og det gode, og vi lever i en global verden, så kan det jo ikke kun betyde, at vi bare skal elske smukke, gode mennesker, der taler sandt! Hvis vi hæver blikket en kende, må vi jo ELSKE jorden som sådan! Tale sandt om, hvordan vi mishandler vores livsforudsætning, og forsøge hver dag at gøre det godt igen, at sætte ind overfor sult og fattigdom, manglen på skolegang og uddannelse, lighed, i kampen for rent drikkevand, grøn energi, infrastruktur, bæredygtige byer, arbejde, produktion / grøn vækst, bevidst forbrug, klimabevidsthed, fred og stærke institutioner. For hvad sker der under havet? Og med alt liv på jorden? Det er alt sammen et EROTISK anliggende, verdensmålene, der bunder i kærlighed til det smukke, det sande og det gode. Hvordan skulle menneskene ellers kunne elske hinanden, hvis de ikke elskede det levende liv i det hele taget?”
Jeg spørger Suzanne Brøgger, om hun og Dan, hvis han havde levet i dag, mon igen ville have haft behov for at tale meget om tryghed?
Efter deres første møde i sommeren 1973 har Dan Turèll tydeligvis sendt Suzanne Brøgger sin seneste bog, Lissom, der blev udgivet i januar samme år, for Brøgger har sendt sin egen debutbog, Fri os fra kærligheden (også fra 1973), tilbage, hvor hun på titelbladet har skrevet:
”Kære Dan, tak for ’lissom’, der skete bare det, at der gik ild i bogen (den lå på mit natbord) og brændte op. Men jeg havde heldigvis læst den. Kærlig hilsen Suzanne 13/9 73.”
I Onkel Danny – Portræt af en karma cowboy (2002), portrætfilmen om Dan Turèll (som i øvrigt er skrevet og instrueret af Lars Movin i samarbejde med Steen Møller Rasmussen), fortæller Brøgger, at hun og Turèll talte en del om tryghed dengang, de mødtes – og at hun ikke helt var klar over hvorfor. Hun siger så, at det måske havde noget at gøre med det opbrud, man følte dengang.
Med de tider, vi lever i nu – som synes at være præget af opbrud, måske ligefrem styret mod sammenbrud – spørger jeg Suzanne Brøgger, om hun og Dan, hvis han havde levet i dag, mon igen ville have haft behov for at tale meget om tryghed?
”Altså, jeg tror, at Dan levede udmærket med utryghed og måske også opsøgte den. Jeg tror, at han var af en sådan støbning, han ville have klaret at leve i alle slags tidsånder, alle steder. Men i Danmark! Måske, endda her i Vangede,” smiler hun igen bredt.
Apropos tidsåndens utryghed og mørke – i Norsk omelet skriver hun et sted:
“Jeg synes, man har pligt til at være kritisk for at forandre verden til det bedre, når man er ung. Men når man bliver gammel, har man efter min mening kun én opgave: at elske alt på jorden. Også selvom krybet viser sig, hver gang man vender en sten.”
Jeg fortæller Fru Z, at jeg – og de fleste af os, sikkert også dig, der læser med – er påvirket af al den utryghed, der lige nu er i verden. At det i denne tid synes, som om krybet viser sig, hver gang man vender en sten. Synes hun stadig, at det er vores eneste opgave … at elske alt på jorden lige nu?
”Der foregår jo lige nu en revolution i USA, som engang var vores tætteste allierede. Det er en revolution, hvor alt det kendte brydes ned, og alt destrueres, og alle fyres – det er milliardærernes paradis! Så … ja, i og for sig er det stadig vores eneste opgave at elske alt på jorden lige nu. At vi midt i alt dét elsker og viser kærlighed.”
”Alt for mange gamle – men ikke alle – afviser denne kærlighedsvej,” skriver hun også i Norsk omelet, ”Men det er en skam. For livet er værd at elske. Selvom det nok kræver, at man øver sig i tide.”
Det, at der nu er krige igen, det er ligesom en virkelighed, jeg kan genkende
”Og så skal vi selvfølgelig også vende blikket væk fra krybet,” understreger hun og kigger på mig med et indprentende blik i øjnene. ”Man behøver jo ikke at stirre sig blind på krybet og investere alt for meget energi i monstrene, vel?
Men hun erkender også, at vi lige nu er et svært sted i historien.
”Jeg har jo været i mange krige. Jeg er jo født under 2. verdenskrig og har haft flygtninge i familien. Jeg har rapporteret fra Vietnamkrigen og fra krigene i Mellemøsten. Jeg har sovet under bomberegn. Så det, at der nu er krige igen, det er ligesom en virkelighed, jeg kan genkende. Men jeg vil nok sige, at under hele den kolde krig har Danmark jo ligget lunt i svinget og kunnet oparbejde et velfærdssamfund. Og pludselig er det et wake-up call, at den velfærd nu hviler på et usikkert grundlag.”
”Vi er robotter, det er udmærket, robotter er det eneste, vi nogensinde har været, og det eneste, vi nogensinde kan blive,” messer Dan Turèll til Brøgger om velfærdsdanskerne i 1973. ”Vi er maskiner, vi blir programmeret, man propper aviser som Berlingske og Politiken ind i os på den ene side, og så producerer vi en Vesterbrogade eller et Folketing, som det vi har, på den anden side. Altså fungerer vi som robotter. Først i det øjeblik, vi IKKE fungerer som robotter, får vi at vide, vi er fremmedgjorte, eller frustrerede, eller narkomaner, eller røvpulere eller hvad ved jeg.”
Tre år senere, i 1976, krydsedes deres spor igen – denne gang i New York, hvor Dan Turèll er på pilgrimsrejse, og Suzanne Brøgger er på turné for at promovere Deliver Us From Love, den amerikanske oversættelse af debutbogen Fri os fra kærligheden.
”Begge benyttede de naturligvis lejligheden til at opsøge nogle af deres forbilleder,” fortæller Lars Movin. ”Suzanne Brøgger først og fremmest Henry Miller, som velsignede den unge danske feminist ved at give Deliver Us From Loveanerkendende ord med på vejen i forbindelse med en pilgrimsrejse til den gamle mesters hjem i Pacific Palisades ved Los Angeles i 1976, og som siden er dukket op i skriften adskillige gange – som en sanselighedens skytsengel; mens Dan Turèll især var optaget af at opleve en række af de jazzikoner, som havde spillet en afgørende rolle for den tidlige del af hans dannelsesrejse hjemme i 50’ernes og 60’ernes Vangede.”
Den sollyse marts-eftermiddag på Vangede Bibliotek er ved at lakke mod enden – der er trods alt grænser for, hvad en 80-årig regnbuefarvet påfugl kan og skal holde til – men vi når lige at få historien om dengang i New York, hvor hun boede ”hos en forfattervenlig diplomat i New York”, som hun udtrykker det.
”Jeg var lige udkommet i New York med den første bog, og jeg spurgte Dan, om han ikke også kunne tænke sig at udkomme i Amerika. Og dertil sagde han: ’Nej, fordi i Amerika’, sagde han, ’der har de mange som mig’. Og så ved vi bare, at i Danmark – der har vi kun én, som Dan Turèll,” siger hun med eftertryk og ser bevæget ud.
Suzanne Brøgger er om noget også en darling, som Danmark kan være taknemmelig for – som Lars Movin understreger det
Fru Z fortæller som det sidste, at i New York sad Dan Turèll dag og nat ved skrivebordet på værelset og skrev.
”Det mærkelige var, at han aldrig forlod værelset. Og da jeg så spurgte, hvorfor han bare sad og skrev og slet ikke skulle ud i byen, så sagde han, at det var fordi, han ikke regnede med, at han havde så længe at leve i. Så derfor skulle han nå at skrive alle sine bøger. Men … en dag fik jeg ham løsrevet fra skrivemaskinen og lokket ud i byen. For jeg skulle besøge advokaten for boet efter Billie Holiday. Og så sagde han: ’Okay’, han ville godt med. Hun hed Flo Kennedy, og hun var i bad, da vi kom. Jeg sagde i dørtelefonen, at jeg har en ven med, og han kan alle Charlie Parkers soloer udenad. Og så råbte Flo Kennedy tilbage: ‘What a darling’.”
Suzanne Brøgger er om noget også en darling, som Danmark kan være taknemmelig for – som Lars Movin understreger det.
”Den pebrede susen udkom som sagt i 1986. Det er tæt på at være fyrre år siden. Derfor er det også nærmest svimlende – eller i hvert fald kuriøst – at tænke på, at Suzanne Brøgger, som i dag sidder her lyslevende iblandt os, i den bog omtaler sig selv som et ‘mere end midaldrende fruentimmer’, der i kraft af sit virke har måttet vænne sig til i sladder- og tabloidpressen at blive omtalt ‘med sexuelle overtoner ved hjælp af resterne i bladarbejdernes skraldespande af uforarbejdet bevidsthedsmateriale’.
Hvorpå hun om sig selv skriver – idet hun ganske sigende omtaler sit eget forfatter-jeg i tredje person: ‘Og jeg har undertiden den skræmmende fornemmelse, at selvom hun bliver firs og både tænder og skelet klaprer om kap for at rasle først til jorden, da vil denne persona “Suzanne Brøgger” fortsat husere, lige ung og uforandret, som om livet på gyservis er gået i stå’… Det skulle hun sådan set få ret i, denne Suzanne Brøgger.
Måske var det noget lidt andet, hun mente, da hun nedfældede den pågældende passage, men det skal ikke forhindre os andre i med taknemmelighed at konstatere, at den nu rent faktisk 80-årige forfatter fortsat huserer – omtrent lige ung og uforandret, i hvert fald af sind.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og