OPERA // ANMELDELSE – Vinklingen i Manfred Trojahns psykodrama om kongesønnen Orest er naturligvis spændende og universel i sit sigte, men om det som dramatisk fremstilling er lykkedes med Trojahns musikteaterforestilling over seks scener, forekommer mig nu nok mere tvivlsomt.
Elektra er i græsk mytologi datter af Agamemnon og Klytaimnestra og søster til Orestes. Hendes skæbne er et yndet tema i den græske tragedie, og har været mesterligt behandlet i såvel dramaer som i operaens regi.
Efter at Agamemnon ved sin hjemkomst fra Troja er slået ihjel af Klytaimnestra og hendes elsker Aigisthos, frelser Elektra sin unge brors liv. Til gengæld kræver hun, at han hævner mordet på faderen ved at myrde moderen og moderens tvillingesøster, Helena, for at faderens lillebror, Menelaos, derved kan opnå kongeværdigheden.
Hermed er kortene lagt for Manfred Trojahns fremlæggelse af Euripides’ tragediestof om de mytologiske sagnfigurer. Komponisten har – ved at lade Apollon (delvist maskeret som Dionysos) være den initierende og udløsende katalysator for myrderierne – her primært villet skildre Orestes’ indre sjælekvaler efter søsterens og gudeovermagtens befaling om, at han skal besvare vold med vold.
Vinklingen er naturligvis spændende og universel i sit sigte, men om det som dramatisk fremstilling er lykkedes med Trojahns musikteaterforestilling over seks scener, forekommer mig nu nok mere tvivlsomt.
Det her fremlagte tonesprog virker på undertegnede hverken som et særligt originalt vokalt udtryk eller specielt dramaturgisk nyskabende operakunst
Forgængere, som har behandlet dette stof i operahistoriske sammenhænge, er talrige, men de fleste har ikke just haft Orestes’ indre sjælekvaler som deres primære fokus. En interessant undtagelse er her vor hjemlige balletmester, August Bournonville, der ikke alene behandlede sagnet for en danset fremstilling, men tillige lod sin færdige og meget omfangsrige balletlibretto (Orestias) trykke som led i sine erindringer.
Bournonville lykkedes dog aldrig med at realisere sit ambitiøse balletprojekt, som han med vanlig politiske snilde ellers havde haft til sinds at skabe for det endnu ikke opførte, men langt større teaterhus, vores nuværende Gamle Scene.
Forestillingens kontrapunkt
I Trojahns Orest fra 2011 fremstiller komponisten alene tragediens fem hovedpersoner, idet mordet på faderen Agamemnon her er en forudgående præmis, ligesom også hævnmordet på moderen Klytaimnestra opleves som åbningsskrig fra kulissen sammen med scenografiens blodbestænkte vægge.
Herefter kan spillet gå i gang, hvor Elektra (fornemt udført af Elisabeth Jansson) tildeles en nærmest bærende hovedrolle, som den menneskelige faktor, der initierer begivenhedernes udrulning, alt imens den joggingklædte og forsumpede Orest fremstilles som en art sjæleskygge af sig selv i såvel hans fysiske fremtoning som dramatiske udstråling – eller mangel på samme.
“Sangen” gennem hele forestillingen er overalt kompositorisk af udpræget vertikal konsistens med uafladelige lodrette tonespring i enten højden eller dybden, der oftest rækker over intervaller af mere end en oktavs spændvidde eller sågar langt derover. Disse dominerende og voldsomme abrupte tonespring fra talestemmelejet, bliver – uanset deres virtuose anlæg – i længden meget hurtigt en trættende musikalsk effekt, først og fremmest fordi de udgør hovedbestanddelen af udtrykket hos hver enkelt rollehavende.
Råbende talevokaler, som kun yderst sjældent iblandes modulerende tonerækker, men konstant afbrydes af højdespringsvokaler, forekommer at være Trojahns primære metode til at skildre personernes indre sjælebevægelser. Men efter kun kort tid reduceres denne kompositoriske stil til alene at forblive gentagne statiske toneudladninger, uanset hvem der fremfører dem og hvorfor.
Der er løbet meget vand under de musikalske broer i modernitetens forskellige tidsaldre. Det her fremlagte tonesprog virker på undertegnede hverken som et særligt originalt vokalt udtryk eller specielt dramaturgisk nyskabende operakunst.
Sangerne behersker hver og en de voldsomme vokale krav til fulde, men ingen af rollefigurerne får et oprigtigt og selvstændigt liv hverken i personinstruktionen eller i deres respektive vokale udtryk. Dertil er deres sceniske fremtoninger alt for monotone. Undtagelsen her er måske Elektra, som gennem sine fysiske ticks og ukontrollerede kropstrækninger lykkes med at skildre en ægte fysisk martret sjæl.
Orkestersatsen derimod imponerer med fin og righoldig kompleksitet og står dermed tilbage som forestillingens stærkeste kontrapunkt til de fremstillede personkonstellationer
Hovedpersonen Orest fremstår som dramaets centrale figur nærmest som en art derangeret zombie, der har mere end svært ved fysisk at stille de sjælekvaler til skue, der martrer ham.
Den omgivende scenografi er et effektfuldt sammensurium af futuristiske-filmiske scenekneb sammenflettet med, hvad der synes som en genspejling af De Chirico-agtige metafysiske scenerier. Alt er her både set tit og ofte før.
Summa summarum: En musikteatermodernisme over klassiske mytologiske figurer fremstillet som metaforer for de udødelige traumer vi kommer ud for i menneskelivet, men som scenisk desværre ikke overbeviser hverken sangkompositorisk eller dramatisk.
Orkestersatsen derimod imponerer med fin og righoldig kompleksitet og står dermed tilbage som forestillingens stærkeste kontrapunkt til de fremstillede personkonstellationer. Var denne orkestrale kompleksitet og differentiabilitet båret med op på scenen og ikke forblevet i orkestergraven, ville Orest nok være blevet et sandere sjæledrama. Dette skete desværre ikke i løbet af de fem kvarters martring, forestillingen gennemlever hos samtlige rollefigurer.
Marie Jacquots direktion af netop orkesterdelen vidner om en både fintfølende og grundig læsning af partiturets righoldige potentiale for fremstilling af såvel et vrimlede liv som af stærke lydlige effekter. De sidste blev tillige synkront udført som indspillede højtalergengivne lydeffekter placeret rundt om i salen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
