VENSTREFLØJ // BOGOMTALE – Dømt for at have overtrådt terrorloven, lunken pacifist og læremester for Pelle Dragsted. Ny bog fortæller historien om Michael Schølardt, manden bag Solidaritetshuset på Nørrebro, som er en hub på venstrefløjen.
Michael Schølardt erkender det selv.
”Det er lidt underligt – når nu historien handler om mig – at med alt det politiske arbejde, jeg har lavet, har det vigtigste og afgørende været, at jeg købte nogle mursten,” som han fortæller i bogen Solidaritet x3: Michael Schølardt – en socialists biografi.
”Vorherre bevares. Det er det, der kommer til at stå tilbage og bliver et grundlag for kommende generationer og aktiviteter.”
Murstenene er selvfølgelig Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade på Nørrebro, eller Solihuset, som Michael Schølardt købte i 1993, og som sidenhen blev en hub for ikke mindst den unge venstrefløj, et mødested for både mennesker og organisationer. Venstrefløjen forstået som ikke bare fløjen omkring partierne SF og Enhedslisten – og deres ungdomsorganisationer – men også fagforeninger, faglige klubber og fritlevende foreninger.
”Vi har magt til at gøre resten af dit liv til et helvede,” lød beskeden nu fra to efterretningsfolk. De bad om at komme indenfor til en ”bekymringssamtale”.
Men når bogens titel alligevel er tre gange Solidaritet, henviser det til, at huset er den ene fløj i den 72-årige Michael Schølardts ”trefløjede politiske livsværk”, som forfatteren Adam Johansen beskriver det: De to andre er netmediet Solidaritet.dk og Forlaget Solidaritet (begge har adresse i Griffenfeldsgade).
PET på besøg
De færreste uden for netop venstrefløjen (og måske endda den yderste) kender i dag Michael Schølardts navn. Og hvis de gør det, skyldes det sikkert retssagen i slutningen af 00’erne mod tøjfirmaet Fighter+Lovers, som B.T. og Berlingske den seneste tid har genopfrisket i læsernes hukommelse.
Den tynde, kortklippede direktør for firmaet og fem andre (herunder marketingsdirektøren) blev således i 2009 dømt efter straffelovens § 114 B, som kan give op til 10 års fængsel til dem, der enten direkte eller indirekte indsamler midler til terrororganisationer (strafferammen er i dag 12 år).
Højesteret mente nemlig, at palæstinensiske PFLP og FARC fra Colombia netop var terrororganisationer, og at de tiltalte dermed havde støttet terror ved at trykke T-shirts med de to organisationers logoer, hvor overskuddet skulle gå til en radiostation og et grafisk værksted.
I bogen beskriver Michael Schølardt, hvordan Politiets Efterretningstjeneste (PET) i 2006 ringede på døren kort efter, at Fighters+Lovers havde startet trykningen. T-shirtene, der vakte opsigt også uden for Danmarks grænser, var tænkt som en kampagne, der skulle teste og afprøve grænsen solidaritetsarbejde efter den nylige vedtagelse af de såkaldte antiterrorlove. Love, der skulle – og skal – gøre det endnu vanskeligere for terrorister at organisere sig, planlægge og udføre aktioner.
”Vi har magt til at gøre resten af dit liv til et helvede,” lød beskeden nu fra to efterretningsfolk. De bad om at komme indenfor til en ”bekymringssamtale”.
”Hold op, det her ikke Rusland,” svarede Michael Schølardt.
”Jeg synes, at samtalen er slut”.
Fængselsfilosofi
Når Michael Schølardt blev direktør for tøjfirmaet og altså den, der efterfølgende blev straffet hårdest, skyldes det, at han var den ældste og vurderede, at ”jeg var den med bedst tid til evt. at sidde i fængsel” (på det tidspunkt var hans første hustru lige død og børnene voksne).
Så galt gik det ganske vist ikke.
Efter at byretten havde frifundet de tiltalte, idømte Østre Landsret Michael Schølardt to års fængsel, hvor de seks måneder blev gjort ubetingede (marketingsdirektøren blev også idømt ubetinget fængsel), mens de resterende slap med betingede domme, inden Højesteret valgte også at gøre dommen over ham betinget.
Men de tiltalte blev samtidig pålagt at betale sagens omkostninger, og Michael Schølardt fik derfor tilsendt et girokort på 340.000 kroner, som skulle betales på én gang. Michael Schølardt fik en afdragsordning med SKAT om at betale 1.500 kroner om måneden, så gælden ville være væk, når han fyldte 80 år (pengene er betalt i dag).
Intet er dog så galt, at det ikke er godt for noget.
Forinden var Michael Schølardt, der på det tidspunkt arbejdede som typografisk trykker på Danmarks Lærerhøjskole, begyndt at studere pædagogisk filosofi for at ”have noget at lave i spjældet”.
”Jeg vidste, at hvis retssagerne endte med en fængselsdom, så var reglerne sådan, at hvis man var startet på en uddannelse, skulle fængslet gøre, hvad det kunne, for, at et studie kunne fortsætte,” forklarer han i bogen.
Det endte med en bachelor, og da Michael Schølardt tre år senere fandt ud af, at han alligevel ikke skulle i fængsel, manglede der kun et år, før han blev kandidat.
Så Michael Schølardt tog nu kandidaten og blev filosof.
Den manglende modoffentlighed
Grunden til, at den mangeårige VS’er i sin tid købte Solidaritetshuset, som officielt blev erhvervet den 1. maj 1993 i fællesskab af en række organisationer og enkeltpersoner organiseret i Foreningen Solidaritetshuset, var i første omgang manglende husly efter dannelsen af Enhedslisten. Der havde hverken været plads til VS’ trykkeri eller forlagsvirksomhed, da Venstresocialisterne fusionerede med SAP, DKP – og efterfølgende også KAP – og overtog sidstnævntes tidligere partikontor i Studiestræde i det indre København.
Så da Michael Schølardt på sin vej på arbejde i Griffenfeldsgade faldt over et faldefærdigt hus, som var på vej på tvangsauktion, slog han til – og gik først bagefter i gang med at finde finansieringen.
Mange års erfaring fra den danske venstrefløj tilsagde Michael Schølardt, at startede han med at forsøge at få folk til at blive enige om at købe huset, ville det nok aldrig blive til noget.
I stedet blev det til noget, da de blev præsenteret for et fait accompli. Huset blev sat i stand af frivillige, og gælden betalt ud. Solidaritetshuset er i dag en selvejende institution og vedtægterne skruet sådan sammen, at det i praksis er umuligt at belåne huset eller nedlægge det som en forening.
”Det overordnede ønske for Solidaritet var at være det, vi i 1970’erne kaldte en modoffentlighed,” fortæller Michael Schølardt i bogen.
”Det er en opfattelse af, at man ikke vil underlægge sig den herskende mediedagsorden. I den borgerlige offentlighed har borgerskabet monopol på aviser, på TV og alt muligt andet.”
Michael Schølardt meldte sig sidste år ud af Enhedslisten i forbindelse med sin politiske pension. Årsag: Han var ikke mindst var træt af at skulle indordne sig under partiets støtte til ”forskellige krige”
Forlagsvirksomheden kom først rigtigt op at køre, efter Michael Schølardt i 2011 gik på efterløn – og dermed fik mere tid til det frivillige arbejde i Solidaritetshuset og herunder også arbejdet med magasinet Solidaritet. Sidstnævnte blev i 2019 til netmediet Solidaritet.dk. (Disclaimer: Jeg var selv det første år nyhedsredaktør på det nystartede medie).
Men indtil sidste år, hvor Michael Schølardt valgte at gå på såkaldt politisk pension, har han fungeret som vicevært, byggeleder, direktør, administrator, økonomiansvarlig og mange andre roller gennem årene. Michael Schølardt har kort sagt været ”Mister Solidaritet”, som det hedder i bogen.
Her beskriver Michael Schølardt, hvordan hans familie har haft svært ved at forstå, at han kunne holde ud at komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag og næste morgen stå inde ved trykkemaskinen i Solidaritetshuset.
”Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg tænkte: ’Du er sgu da ikke rigtig klog, du har en normal arbejdsuge, og så står du her og banker løs i 20 timer,’” siger han.
“Men det var også afslappende. Jeg skulle ikke spekulere på alt muligt. Når det hele kørte, kunne jeg blive helt høj. Duften af farve, det er der mange, der forstår.”
Lukke og slukke
Selv om Michael Schølardt fra starten støttede dannelsen af Enhedslisten og i mange år var medlem af partiet, mener han, at Liste Ø savner visionen om netop en sådan meroffentlighed. I 2013 var han med til på en generalforsamling i Solidaritetshuset at vedtage at nedlægge netop VS.
Venstresocialisterne var i 1998 blevet omdannet til en forening, der siden havde fungeret som debatklub, men selv det gav ikke mening. Så det blev nu besluttet at nedlægge VS med stemmerne 14 for og én enkelt imod. VS var ikke længere et ”parti i partiet”, og så kunne de tilbageværende venstresocialister lige så godt lukke og slukke.
”Enhedslisten var, og er, gode til at tage stilling til sager, der dukker op på den almindelige, daglige politiske dagsorden,” fortæller Michael Schølardt i bogen.
En læremester for mig og min generation af unge socialister og antiimperialister
”Men Enhedslisten tog – og tager ikke – de chancer, der opstår, og hvor partiet ville kunne komme ud med radikale perspektiver. Jeg savner, at Enhedslisten peger på grundlæggende fejl ved det kapitalistiske system og på fravær af fx menneskerettigheder. I enkeltsager kan vi alliere os med selv Dansk Folkeparti. Derfor skal vi være med til at gøre vores tilhængere klogere på, hvad der foregår og hvorfor.”
Michael Schølardt meldte sig sidste år ud af Enhedslisten i forbindelse med sin politiske pension. Årsag: Han var ikke mindst træt af at skulle indordne sig under partiets støtte til ”forskellige krige”.
Selv beskriver Michael Schølardt sig som en ”lunken pacifist”, der som ung, ligesom mange andre i sin generation, blev formet af Vietnam-krigen (han var selv militærnægter):
”For jeg sidder og overvejer, hvilke fortrædeligheder, hvor mange menneskeliv der skal ødelægges, og hvor meget land der skal ødelægges i kampen mod besættelse og undertrykkelse. Men nogle gange er omkostningerne ved at give op større end ved at fortsætte.”
Pelles læremester
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, der kom i Solidaritetshuset i 1990’erne og 00’erne og kalder Michael Schølardt for ”en læremester for mig og min generation af unge socialister og antiimperialister”, beskriver i bogen, hvordan det ikke var sikkert, at venstrefløjen ville overleve efter murens fald i 1989. Langtfra.
Mens de senere mere kendte politikere som Ole Sohn, Frank Aaen, Keld Albrechtsen, Jette Gottlieb og Søren Søndergaard satte sig sammen for at danne et nyt parti, bidrog Michael Schølardt med at ”fastholde og bygge det, man kan kalde venstrefløjs-infrastruktur – fysisk og ikke fysisk”. Hvilket sikrede, at der overhovedet var en venstrefløj, Pelle Dragsteds egen generation kunne slutte sig til.
”Der var absolut ingen garanti for, at denne omfattende infrastruktur ville overleve venstrefløjens nedtursperiode i starten af 90’erne,” fortæller Pelle Dragsted.
”Tværtimod. Det var stædige og trofaste mennesker, der sikrede, at det skete. Og Michael var en af de vigtigste af dem.”
Adam Johansens Solidaritet x3: Michael Schølardt – en socialists biografi udkommer den 7. november i en 2. og revideret udgave på Forlaget Solidaritet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
