NEW ORDER // KONCERTANMELDELSE – New Order, der i 1980’erne revolutionerede den hvide rock ved at inkorporere dance og dominerende basgange og satte gang i dansegulvene, var en skygge af sig selv i Royal Arena torsdag aften. Først ved koncertens 14. sang skete der for alvor noget, skriver Bo Heimann.
Jeg var 12 år, da “Blue Monday” i 1983 ramte os blege og stivbenede knægte med stor styrke. Det var lidt af et chok. Vi var i vores meget unge iver så småt i gang med at udforske technoscenen – primært Kraftwerk, Depeche Mode, OMD, Ultravox og The Cure med guitarbands som The Smiths og Joy Division på sidelinjen – men modsat de andre, så fik New Order os højst overraskende til at danse for alvor.
Og de fik os primært anglofile musikelskere til at se over Atlanten efter de inspirationskilder, de havde fundet i de amerikanske klubber, da de måtte genopfinde Joy Division efter Ian Curtis’ død. Dér fandt vi også guld og dansede i årene efter videre til Bobby Orlando- og Patrick Cowley-numre med Paul Parker og Sylvesters fede stemmer i front.
Den nu 67-årige Sumner kaldte en live-debut af Shake It Up fem numre inde for et eksperiment. Det lød vitterlig også sådan. Og de bør ikke gentage det
New Order revolutionerede ganske enkelt den hvide rock ved at inkorporere dance og dominerende basgange. De blev med deres dansable produktioner af perfekt lydefri 80’er-overflade garneret med vred guitar i lange stræk definerende for lyden af 1980’erne. Jeg havde også gerne danset til New Order anno 2023 i Royal Arena, men der var desværre ingen rigtig fest. Den eneste perfekte 80’er æstetik tilstede var på storskærmene.
Små katastrofer på snor
New Order lagde fra land med en dårlig lyd, der både var mudret og springende. Og for et band, der er baseret så meget på beat og basgange – og hverken har en storsyngende entertainer i front eller et opslugende og fortællende tekstunivers – er den slags en mindre katastrofe. Det var Bernhard Sumners vokal også. Begge dele rettede sig noget i koncertens sidste halvdel, men for lidt og for sent, som det hedder.
De meget enkle og skarptskårne visuelle udfoldelser på storskærmene holdt heldigvis niveau, så der var trods alt noget at stilfuldt kigge på.
Den nu 67-årige Sumner kaldte en live-debut af Shake It Up fem numre inde for et eksperiment. Det lød vitterlig også sådan. Og de bør ikke gentage det.
De havde ikke spillet i lang tid, så han bad os bære over med dem. Det var faktisk svært
Joy Division-nummeret Isolation var reelt eneste rigtig store oplevelse i den første 1,5 time. Post-punk lever langt bedre med skramlet lyd og en svag vokal end det meste andet. Og som ekstranumrene også skulle vise det, så har de minimalistiske Joy Division-numre en særegen æstetik over sig, der gør dem prægnante, sjælegribende og mindeværdige på en anden måde end en række af New Order-numrene, der på mange dage (og torsdag aften i Royal Arena var én af dem) mest er et perfekt beat, der banker dansegulvet af sted.
Stephen Morris skal dog have credit for aftenens arbejde bag trommerne, ligesom Gillian Gilbert egentlig vel gjorde, hvad hun skulle på keyboardet.
Reddet i sidste halve time
Men vi skulle faktisk helt hen til koncertens sang nummer 14, før både band og publikum fik en lille fest ud af aftenen. To tretrinsraketter fik endelig stolerækkerne op og stå og gulvet til at hoppe.
Først True Faith (ganske enkelt New Orders bedste nummer), Blue Monday (monsterhittet) og Temptation (med det uimodståelige beat) og siden (som ekstranumre med billeder af Ian Curtis på storskærmene) de tre Joy Division-numre Atmosphere, Transmission og den til evig tid mesterlige Love Will Tear Us Apart. Koncertens sidste 30 minutter var en sejr den første 1,5 time taget i betragtning.
Bernhard Sumner takkede venligt mange gange undervejs. Han er svær ikke at holde af. Det var deres første koncert på den nye tour, og de havde ikke spillet i lang tid, så han bad os bære over med dem. Det var faktisk svært. Det var efter sigende New Orders første indendørs koncert her i landet siden 1984. De mest fanatiske fans skal nok være på pletten, hvis Manchester-bandet skulle komme igen.
Må en eventuel næste gang blive en meget større fest, så fire rå Joy Division-postpunknumre med rod i 1970’erne ikke igen skal være det, der kun næsten redder 80’erne heltene New Order uskadte ned fra scenen.
Sætliste
- Regret
- Age of Consent
- Ceremony
- Restless
- Shake It Up
- Isolation
- Your Silent Face
- Be a Rebel
- Waiting for the Sirens’ Call
- Sub-culture
- 1963
- Bizarre Love Triangle
- Vanishing Point
- True Faith
- Blue Monday
- 16. Temptation
Ekstranumre:
- Atmosphere
- Transmission
- Love Will Tear Us Apart
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
