FOTOBOG // INTERVIEW – Et lille handicap sender en 6-årig grønlandsk dreng alene til Danmark. Da benproblemerne endelig er løst, begynder patientens sjæl for alvor at vakle. Og dét bliver den ved med. I en ny bog følger kunstfotograf Tina Enghoff sporene i den mere end tres år gamle sag.
OPDATERING 22.11. 2021
Advokat Mads Pramming, der har anlagt sag mod den danske stat på vegne af ”eksperimentbørnene”, der blev fjernet fra deres hjem og sendt til uddannelse i Danmark i 1951, udtaler til Nanna Mogensen, at han mener, at også David har et berettiget krav om erstatning:
”Jeg ville gerne se nærmere på sagen, og jeg tror helt klart, at der er mulighed for at rejse et erstatningskrav, hvis forældrene ikke har givet samtykke til fjernelsen af barnet dengang, men selvom der er givet samtykke, er det også et spørgsmål om, hvad der er givet samtykke til. Måske har forældrene givet samtykke til det, de troede var en fjernelse af barnet i nogle uger, og det der i virkeligheden har fundet sted, har været noget helt andet, hvor barnet har været væk i månedsvis og har glemt sit modersmål”.
I starten af 1950’erne hed modedansen i Danmark jitterbug: Spjæt højt med benene, kast damen over skulderen – og drej så ellers rundt, til du næsten segner. Om jitterbuggen nogensinde nåede til Grønland, inden årtiet var forbi, er uvist. Sikkert er det i hvert fald, at David Samuel Naeman Josef Kristoffersen ikke ville kunne danse den, hvis den gjorde. Hans ben var nemlig ikke lige lange.
Derfor blev han som 6-årig sendt med skib fra den lille by Nanortalik i Vestgrønland til Sankt Josephs Hospital i København. Her skulle han udredes af “rigtige” læger, og i 1954 blev han overført til Kysthospitalet på Refsnæs ved Kalundborg – et hospital med speciale i børnelidelser.
David ser, at der er is på vandet denne morgen, og han beslutter sig for at gå hjem til Grønland over det frosne hav
Der var bare ét problem. Davids forældre fik aldrig at vide, hvor længe deres søn skulle være væk, og David selv fik ingen forklaring på sin pludselige deportation. Da man satte ham af i Nanortalik igen flere år senere med en lille kuffert indeholdende to par specialsko, havde han både glemt sit modersmål og sine forældre.
Løftet
Dette er med andre ord historien om en dreng, der lærte at gå ordentligt takket være staten Danmark – men også historien om et menneske, der fik stjålet det meste af sin identitet af selvsamme stat og i stedet for et haltende ben fik en vaklende sjæl.
I sin nye bog forsøger kunstfotograf Tina Enghoff at give David Kristoffersen noget af fortællingen tilbage. Hun blev så berørt af hans beretning om barndommens hospitalsophold, da hun mødte ham i Grønland i 2018, at hun lovede at hjælpe ham med at skabe klarhed over tiden i Danmark.
”Tror du, at du kan lave min historie, Tina?” spurgte han mig. “Ja”, svarede jeg. “Jeg skal prøve”, og så havde jeg jo ligesom afgivet et løfte”, fortæller fotografen, mens vi sidder sammen i hendes køkken på Østerbro.
Han bruger et udtryk, som er ret interessant. Han siger, at han blev røvet bort fra Grønland
Tina Enghoff forklarer, at den del af Davids historie, der særligt berører hende, handler om en snevejrsdag på Refsnæs:
”David ser, at der er is på vandet denne morgen, og han beslutter sig for at gå hjem til Grønland over det frosne hav, for han ved godt, at han ikke er født i Danmark – at hans forældre må være et andet sted. Og da han fortæller mig den historie, får jeg en klump i halsen. Tårerne står i øjnene på mig, og jeg tænker – sikke en historie om kolonitiden, om børns udsathed og om det svigt, den lille dreng har været udsat for, bare fordi han halter. Jeg bliver simpelthen nødt til at lave noget om det her.”
Tiden er evig
Dette “noget om” har nu udmøntet sig i en stor fotobog i mange dele. Displaced hedder den – hvilket betyder noget i retning af “at forlægge noget” – “at placere noget et forkert sted”, og i Davids tilfælde gælder dét både de arkiver, der kan kaste lys over hans fortid, og de minder, der ikke rigtig har kunnet få deres rette plads i hans liv. Hans journal fra Kysthopitalet ligger f.eks. i et arkiv i Danmark og er i sagens natur ikke skrevet på hans modersmål men på dansk.
Og så er der erindringerne, der er klare i deres enkeltheder men mudrede i forhold til placeringen i tid. Hvor længe var David i Danmark? Hvor gammel var han, da han kom hjem? Selv er han i tvivl om varigheden af opholdet, mens han er sikker på eksiloplevelsens voldsomhed.
Alt det ligger på Rigsarkivet og er ikke lige til at komme til, og er det i virkeligheden rimeligt, at journaler om grønlandske børn ligger dér?
”Han bruger et udtryk, som er ret interessant. Han siger, at han blev røvet bort fra Grønland”, fortæller Tina Enghoff om sine samtaler med den nu 75-årige David Kristoffersen.
Hun forklarer: ”Han oplever, at han var her i 8-9 år, men det kan jeg se på dokumenterne, at han ikke var. På en måde er det ligegyldigt, for det er hans personlige oplevelse af en tid, der varede for evigt, som er vigtig. Jeg er tro mod hans oplevelse og hans historie. Jeg ved dog, at han var seks år, da han blev sendt herned alene, for det står der i journalen: Drengen er kommet alene herned fra Grønland”.
Stedsligt fokuserer Displaced på børnehospitalet ved Refsnæs. Stenene på stranden underkastes grundige fotografiske undersøgelser og afkræves næsten svar på de spørgsmål, bogen stiller – måske, fordi de er eneste overlevende vidner til historien. De lå her også, da David var dreng. De kunne se hans fejlslagne hjemtur ud over isen. De kunne høre, hvad han sagde til den kammerat, han flygtede sammen med. Forgæves naturligvis, for drengene blev trætte efter nogle timer og vendte tilbage til hospitalet.
De fjerne journaler
Men hvorfor egentlig tage denne historie op nu? Epoken med de gode viljers barbari er forbi. Grønlandske børn deporteres ikke længere til Danmark, og datidens tvangsadoptioner af grønlandske børn til danske forældre er også for længst stoppet.
Tina Enghoff svarer prompte: ”Fordi lige præcis denne type historie – historien om David – florerer overalt i Grønland. Da jeg havde en udstilling på Nationalmuseet i Nuuk, kom der så mange voksne på Davids alder hen til mig og sagde tak for udstillingen og ”tak fordi, du har sat fokus på vores historie”.
De blev alle sendt til Danmark pga. sygdomme, da de var børn, og deres historie er ret oversete. Der har primært været fokus på historierne om bortadoptioner, men disse menneskers traume er præcist lige så stort”.
Med sit projekt må fotografen træde yderst varsomt for ikke at detonere en bombe i tidens identitetspolitiske minefelt, for mange ville netop sige, at det ikke er en danskers opgave at grave i et grønlandsk traume – endsige forsøge at hele det.
”Langt hen ad vejen skal det løses af grønlænderne selv”, erkender Tina Enghoff og fortsætter: ”Dét har også været mit store dilemma: Kan jeg tillade mig at fortælle denne historie? Men hvis man kigger i bogen, foregår meget af den jo i Danmark, så man kan ikke sige, at det “bare” er en grønlandsk historie, ligesom det heller ikke “bare” er en dansk historie. Nej, det er en fælles historie”.
Hun ser dog et væsentligt problem i forhold til overhovedet at kunne fortælle historier som Davids: ”Næsten halvfems procent af materialet “under” Davids beretning ligger i Danmark. Det gælder f.eks. hans journal. Alt det ligger på Rigsarkivet og er ikke lige til at komme til, og er det i virkeligheden rimeligt, at journaler om grønlandske børn ligger dér? Det er også et hovedspørgsmål i min bog”.
Var det virkelig alt, der kom ud af det? Var det lidelserne værd?
Tina Enghoff mener, at grønlændere, der deler erfaringer med David, har behov for at genfinde deres egne navne i de officielle dokumenter: ”De har brug for at vide, at de har eksisteret, og at deres historie er rigtig. Alle har jo brug for at kende deres historie, og mange af de nu voksne grønlændere har reelt været i tvivl om, om de oplevede det, de oplevede”.
Beviset
I Displaced er det kun forsiden af Davids barndomsjournal, der er affotograferet. Resten har Tina Enghoff fået lov til at læse og derefter dele med David, der har givet sin tilladelse til, at hun kunne læse journalens danske tekster på hans vegne. Hun har dog skullet skrive under på, at hun ikke vil videreformidle det øvrige indhold til andre end ham.
Til gengæld har fotografen placeret et billede af den voksne Davids sko side om side med det lyserøde journalomslag. Venstre sko har en tydelig forhøjning ved hælen, og som læser af bogen ser man uundgåeligt disse to opslag som en slags todimensionel vægtskål: Det traumatiserende ophold i Danmark (journalen) vejet op imod de simple sko med den lille forbedring. Var det virkelig alt, der kom ud af det? Var det lidelserne værd?
Udover Tina Enghofs billeder af centrale objekter i Davids historie, indeholder Displaced også billeder fra naturen omkring nutidens Refsnæs – og så udgøres bogens midterste del af en slags metafotografier. Der er tale om uklare og fragmentariske afbildninger af fotografier, der viser livet på børnehospitalet i 1950’erne. Dem fik Tina Enghoff både fat i hos private med tilknytning til stedet og på det lille Raklev Lokalarkiv.
Hun har derefter klippet størstedelen af de gamle fotografier væk, så kun hjørnerne og billedteksten er tilbage. F.eks. kan man se hjørnet af et gulnet fotografi, hvorunder teksten lyder: ”Lars på Refsnæs med Grønlænder-David 1955” eller en flig af et fotografi med den korte tekst, ”Overlægen”.
En forbrydelse, det er for sent at sone for dem, der tog drengen væk fra forældre og fædreland
”Jeg er meget optaget af fotografiet som sporvidenskab, som dokument – og især som bevis, og her har du jo beviset”, siger Tina Enghoff og peger på et andet meget uklart foto af David, der spiser ved et langbord på hospitalet. ”Her sidder han”, konstaterer hun og bladrer videre i bogen til afbildningen af et andet fotografisk fragment – et hjørne af et foto med billedteksten, ”David”.
Denne kriminologiske tilgang til sporene i David Kristoffersens historie vidner om, at Tina Enghoff ser de hændelser, der overgik en lille grønlandsk dreng i 1950’erne, som en klar forbrydelse – en forbrydelse, det er for sent at sone for dem, der tog drengen væk fra forældre og fædreland. Til gengæld har David Kristoffersen nu endelig fået en del af sin egen fortælling igen. Den findes i Displaced.
Displaced
Forfatter, kunstfotograf: Tina Enghoff. Forlaget Vandkunsten. Udkom i juni 2021.
En udstilling med installation, videoværk og fotografier fra ’Displaced’ åbner den 24. februar 2022 på Det Kongelige Bibliotek.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
