11. SEPTEMBER 2001 // #1 AF TEMA – 11. september 2021 markeres 20-året for angrebet på World Trade Center og andre bygninger i USA. Det sker også her i POV, hvor en række artikler fortæller om det smertelige slag mod USA, set fra forskellige steder i verden, oplevet og analyseret af forskellige skribenter. POV’s Monica Krog-Meyer fortæller nedenfor om en TV-dokumentar, der går tæt på Muhamedou Slahi, som er mistænkt for at være en af gerningsmændene og som derfor blev indsat i Guantanamo, og 3 af hans fangevogtere. Hvem fortæller sandheden om den tortur, der fandt sted?
“I 14 år var Mohamedou Slahi fange i lejren og blev udsat for tortur af de mennesker, som den danske journalist Poul-Erik Heilbuth og amerikanske John Goetz efter flere års arbejde har opsporet og nu opsøgt. Vil de møde manden, de pinte? ”, lyder det i DR’s pressemeddelelse.
Den vises i en række lande på selve årsdagen for angrebet. In search of monsters er den engelske titel, der påpeger den nærmest detektivagtige research tilrettelæggerne måtte igennem for at finde frem til de hårdhændede vagter og soldater fra lejren
Her kan du læse om en TV-dokumentar, der går tæt på Muhamedou Slahi, som er mistænkt for at være en af gerningsmændene og som derfor blev indsat i Guantanamo, og 3 af hans fangevogtere. Hvem fortæller sandheden om den tortur, der fandt sted?
Dokumentaren kan ses på DR på dagen 11. september.
Et problematisk kapitel i USA’s historie
Det dér Guantanamo. Kan du huske det?
Orangeklædte mænd, gående på rækker med kæder om anklerne og under skarp bevogtning, bag hegn og pigtråd i den bagende cubanske sol, for det er dér Guantanamo ligger. Det var USA’s intense jagt på de medskyldige d. 11. september, der blev synlig. De tilfangetagne havde ikke de sædvanlige rettigheder for indsatte i fængsler. Det var jo ikke amerikansk område, så amerikansk jurisdiktion gjaldt ikke.
Fangevogterne er stadig dækket af navneforbud, hele projektet holdes hemmeligt. Der gives ikke information.
Guantanamo har vi nærmest glemt, men fangelejren var en væsentlig del af fortællingen om krigen i Afghanistan, der netop er blevet afsluttet, fordi USA trak deres styrker ud
Så hvad ved vi egentlig? Var det i orden, hvad der foregik i lejren? Eller var det overgreb på nogle mennesker, man anså for terrorister? Var indespærring og tortur den eneste måde, USA’s efterretningsvæsen kunne opspore Al Qaeda?
Det kommer i høj grad an på, hvem man spørger. Det afsløres i programmet.
Guantanamo har vi nærmest glemt, men fangelejren var en væsentlig del af fortællingen om krigen i Afghanistan, der netop er blevet afsluttet, fordi USA trak deres styrker ud.
TV-dokumentar stiller skarpt på dilemmaet
Denne dokumentar har været flere år undervejs. Den vises i en række lande på selve årsdagen for angrebet. In search of monsters er den engelske titel, der påpeger den nærmest detektivagtige research tilrettelæggerne måtte igennem for at finde frem til de hårdhændede vagter og soldater fra lejren.
Han vil gerne invitere sine fangevogtere på dialog-te
I DR vises dokumentaren med den danske titel: Jeg var torturbøddel, som går mere direkte til den behandling fangerne fik: tortur, chikane, psykiske såvel som fysiske ydmygelser, der var tæt på at tage livet af nogle af dem. Måske også gjorde, vi ved det ikke.
En af dem, der var igennem disse pinsler, er Muhamedou Slahi fra Mauretanien. Han blev aldrig dømt for noget, en dommer afviste sagen, men i 14 år var han fange i Guantanamo.
Vi møder ham, fordi den amerikanske journalist John Goetz i sin tid skrev om ham. Da Slahi læste artiklen, græd han efter sigende, for her var der endelig en, der så rædslerne med hans øjne. Ja, de er faktisk blevet en slags venner, og nu vil han gerne møde journalisten igen.
Slahi er nemlig ikke færdig med Guantanamo. Han har en plan:
Det forunderlige, ja nærmest uforståelige er, at Slahi ikke er vred på sine fangevogtere, siger han. Kan vi virkelig stole på det?
Han laver nogle små film, som han lægger ud på nettet. Han vil gerne invitere sine fangevogtere på dialog-te. Tale med dem og høre, hvorfor de opførte sig så voldsomt overfor ham. Han har jo faktisk tilgivet dem, siger han på et tidspunkt, og man tænker: Hvordan kan han dog sige det?
”Den bedste hævn er at tilgive!”, er hans svar.
Og måske John Goetz kan hjælpe ham med at finde frem til torturbødlerne?
Dagbogen fra Guantanamo
Muhamedou Slahi er siden han blev sat fri uddannet i Tyskland; han er højt begavet, kvik og taler godt engelsk. Han har skrevet en bog om sine oplevelser Dagbogen fra Guantanamo, der har gjort ham kendt og omtalt. Han er rådgiver via nettet og giver indtryk af at være en charmerende mand i sin bedste alder.
John Goetz og hans danske kollega, Poul-Erik Heilbuth, mangeårig dokumentarist i DR, går i gang med at finde frem til hans torturbødler. Det er elementært spændende, hvordan de ved flid, lang research og lidt held finder frem til vagten ‘Master Jedi’, der hedder Sean, den kvindelige fangevogter Sydney og Mister X, en muskelspændt bodybuildertype, der af hensyn til sin familie ikke bruger sit navn.
Men en ting er, at de bliver fundet og fortæller (meget) lidt om dengang; det kan de jo selv styre. Noget andet er, om de vil møde deres fange. Ham de har ydmyget og pint i 14 år?
En af de tre er glad for at få talt med fangen og få sagt undskyld for det, han gjorde. ”I love you, man!”, siger han
Vi kommer ind i hovederne på de 3, og forstår, at det står 2-1 mod Mohamedou Slahi. En af de tre er glad for at få talt med fangen og få sagt undskyld for det, han gjorde. ”I love you, man!”, siger han endda. Man får indtryk af, at en gevaldig byrde af skyld er fjernet fra denne mands skuldre.
De to andre er stadigvæk meget forbeholdne, på vagt og bestemt ikke spor positive overfor deres tidligere fange:
Den ene mener, at han en mester i at manipulere, at han er den farligste person, og det hører ingen steder hjemme, at han nu også optræder i en film om sine oplevelser i Guantanamo, en film der kan vinde en Oscar, som det bliver sagt. Uanset hvad, var det korrekt, hvad de gjorde for at få ham til at give informationer om Al Qaeda.
Den anden undskylder for torturen, men synes stadigvæk, at Slahi er farlig og manipulatorisk.
Samtidig får vi indsigt i, hvilke store konsekvenser Guantanamo har haft for alles liv. Uanset hvilken side man står på, så har det kostet.
Se dokumentaren på lørdag – eller allerede nu på DR Play, og fortæl mig så, hvem du tror på. Jeg er i tvivl om, hvem der er mest monster.
I et interview med BBC fortæller Mohamedou Slahi mere om filmen. Det kan ses her:
Jeg var torturbøddel (In Search of Monsters)
Tilrettelæggelse: John Goetz og Poul-Erik Heilbuth
ARD/NDR
DR TV lørdag 11. september 2021 kl 21:00 på DR2 og DR Play
LÆS MERE AF MONICA KROG-MEYER HER
Topfoto: Mohamedou Slahi inviterer på ‘dialog-te’ (Foto: DR Presse)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her