LITTERATUR – Totalitarisme har heldigvis en indbygget stupiditet, som er tydelig for andre. Hvis Putins gamle mor pludselig viste sig for ham i et drømmesyn under eftermiddagens åbningskamp mellem Rusland og Saudi-Arabien og spurgte: ”Hvad er det du vil, lille Vladi?” Så ville han svare, ”jamen Lillemor, jeg vil jo bare, at de alle sammen skal se Ruslands storhed og skønhed. Mit land! Vort land!” Men alle de magtfulde kompensationer for Putins lave selvværd forhindrer ham i at opnå sit mål. Ærgerligt nok. For Rusland har en litteratur som trænger ind under huden. Jakob Brønnum præsenterer 10 russiske romaner, som kunne og burde være pligtlæsning i Vesten.
Alle russere anser Rusland for en mægtig stormagt af enorme åndelige proportioner. Det er en naturligt opstået forveksling, eftersom landet rent faktisk er det geografisk største af alle lande. De har en om muligt stærkere tro på landets egentlige retmæssige overherredømme i verden, som kulturnation betragtet, end f.eks. det hvide USA. (Kinesere lider ikke af samme trang, de ved nemlig, at deres land er historiens i særklasse mest succesfulde nationsbygning.)
Problemet er, at Putins politiske og magtmæssige adfærd skygger for vores blik på Rusland. Det er den indbyggede stupiditet. Han modarbejder sig selv. Vi ser VM og det eneste vi tænker på er hans runde hoved og hans retssag mod Pussy Riot og hans bureau for spredning af bevidst fake news. Vi burde tænke på Gogols novelle Kappen! På Tolstojs Anna Karenina. På Majakovskij, på Nabokov, Grossmann, Isaac Babel.
Man kan udmærket argumentere for, at Rusland har en national litteratur, som kan måle sig med enhver anden, (den enorme kinesiske nationallitteratur måske netop undtaget). Selvom man i vor tid ikke rigtig måler landenes litteratur på den måde længere, så kan man være sikker på, at russerne gør det. Og de har jo langt hen ad vejen ret. Vi kan bare ikke se det.
Problemet er, at Putins politiske og magtmæssige adfærd skygger for vores blik på Rusland. Det er den indbyggede stupiditet. Han modarbejder sig selv. Vi ser VM og det eneste vi tænker på er hans runde hoved og hans retssag mod Pussy Riot og hans bureau for spredning af bevidst fake news
Ethvert medlem af den vestlige verdens civilisation burde ugentligt svælge russiske romaner og fortællinger i sig. De er uomgængelige og de diskuterer etiske, menneskelige og samfundsmæssige problemer med et vid, en grundighed og en elegance, der er mageløs. Hvis Putin brugte de samme penge på at formidle russisk verdenslitteratur, som han gør på at lønne folk, der skaber falske profiler på de sociale medier for at underminere andre landes demokrati, så ville verden se helt anderledes ud i dag.
Rusland har også givet et kæmpemæssigt bidrag til kunstfilmen med mesterinstruktører som Eisenstein og Tarkovskij og landets bidrag til kompositionsmusikken, ikke mindst i sovjettiden, med Tjajkovskij, Glazunov, Stravinsky, Prokofiev, Shostakovich, Mjaskovskij, Wainberg, Gudajdulina, Schnittke og mindst hundrede suverænt dygtige komponister til, er om muligt større end indenfor litteraturen.
Klummen her trækker 10 romaner frem, men det kunne let have været 250. Kendere vil anse listen for rudimentær, endda banal og mindst savne Turgenjev, Leskov, Lermontov, Pusjkin, Tjekhov, Blok, Mandelstam, Akmatova, Bunin, Shokolov, Pasternak, Aigi, brødrene Strugatskij og Svetlana Alexievich.
1. Fjodor Dostojevskij: Spilleren (1867)
Danske Spil behøver ikke lede længere. Dostojevskij har i sin gennembrudsroman beskrevet alle faser af ludomani. Den foregår ved et kasino i Tyskland og rummer også uforglemmelige sproglige billeder fra tidens kunstmuseer.
2. Fjodor Dostojevskij: Kældermennesket (1864)
Hvem troede internet havde opfundet nettroldene? Dostojevskijs monologiske roman om et menneske, der opfatter sig selv som ydmyget af eliten, rummer alle de psykologiske begrundelser, alle de nuancer af selvforblændelse, man har gået og drømt om man kunne se, så man for alvor lærer ikke at tage dem alvorligt.
3. Leo Tolstoj: Hadji Murad (1912/1917)
Tolstojs posthume roman om lederen af en milits i Tjetjenien-Dagestan, der kæmper mod den russiske overmagt. Det er altså ikke en ny historie, den med striden mellem Rusland og Tjetjenien, der i dag er nogenlunde i ro for første gang i mange årtier, fordi den tjetjenske diktator-præsident ønsker en sharia-republik under Rusland, hvad Putin ikke har afvist.
4. Maksim Gorkij: Familien Artmonov (1927)
Den russiske arbejderforfatters nådesløse skildring af industrialiseringens uafvendelige komme. Han er hyperrealist, men der bliver noget gribende symbolsk over scenerne med de fangne bjørne, som russere åbenbart stadig gerne vil holde i snor og drille og lade optræde, som vi så for nylig i en fodboldskandale.
5. Mikhail Bulgakov: Mesteren og Marguerita (1940/1966)
Den udødelige faustroman, blandt de 20. århundredes store faustromaner. Djævelen materialiserer sig i et labyrintisk regime af embedsmænd og undergivne borgere. Det er magisk realisme, når det er bedst. Roman blev ikke offentliggjort i Bulgakovs levetid, men udkom i en censureret version i 1966 og i sin oprindelige udgave først i 1973.
Mick Jagger skrev Stones-klassikeren Sympathy For The Devil efter at have lånt et eksemplar af den nyudkomne bog af sangeren Marianne Faithfull.
6. Jevgenij Jevtusjenko: Mellem byen ja og byen nej (1968)
Den sovjetiske digter og prosaist Jevgenij Jevtusjenko kunne ikke skrive åbent om samfundskritik. Han var højt placeret i forfatterforeningsregi i Sovjettiden. I digtsamlingen Mellem byen ja og byen nej, som kom på dansk i 1970’erne vælger han som så mange gjorde i det kommunistiske Østeuropa at tale om forholdene i billedsprog. Særligt ser man i flere store ballader urimelighederne i samfundslivet og samtalens umulighed.
7. Alexander Solsjenitsyn: Gulag Øhavet (1968/1978)
Solsjenitsyn fik et gennembrud i 1960’erne i en tid, da en vis ucensureret
forfattervirksomhed var tilladt i Sovjetunionen, men den lille roman En dag i Ivan Denisovitj Liv, der beskriver de mægtige fange- og arbejdslejre i Sibirien som blev sat i system under Sovjetunionen. En af verdenslitteraturens mest forbløffende præstationer er imidlertid hans skildring af lejrene og deres politisk historie i seksbindsværket Gulag Øhavet.
Den er forbilledlig for enhver skildring af virkeligheden over for enhver systemisk overmagt, som neoliberalismens totalitære målstyringsdideologi f.eks. er det i dag. Det er ”et forsøg på en kunstnerisk beskrivelse”. Det vil sige, at Solsjenitsyn lader de historiske, sociologiske og politiske iagttagelser sammenføje af et kunstneriske menneskesyn. Desværre betyder det, at de lidelser, der beskrives, er så stærke, at den næsten er uudholdelig at læse. Den fremragende amerikanske østeuropakender Anne Apelbaum har for få år siden skrevet en glimrende historisk skildring af fangelejrene.
8. Alexander Solsjenitsyn: Kræftafdelingen (1968)
Man troede ikke, at der nogensinde igen ville kunne skrives ligeså goder romaner som Dostojevskijs fire store hovedværker Idioten, Rashkolnikov, Onde ånder og Brødrene Karamazov og Tolstojs Anna Karenina og Krig og fred. Men Kræftafdelingen er sådan en roman. Den foregår på et hospital i det centrale Asien, et par år efter Stalins død i 1953. Som mange af de store forfattere under kommunismen, Jevtusjenko og f.eks. den polske Stanislav Lem, bruger Solsjenitsyn her en metafor til en samfundsbeskrivelse af den undertrykkende totalitære ideologi. Formentlig den mest vellykkede af dem alle. Et samfund, hvor kræfttilstanden virker som om den sidder i menneskene selv.
9. Josef Brodsky: Venedig vandmærke (1992)
Der findes nogle få bøger, som binder verden sammen gennem et særligt prisme. Forfatteren ser hele verden gennem et enkelt billede. Det var det, Borges tænkte på da han skrev novellen Aleffen. En der gør det i virkeligheden, er Walter Benjamins Barndom i Berlin, en anden er den russiske eksil-digter Josef Brodskys bog om den by, hvor han tilbragte sine vintre. Den sætter den russiske litteratur i en underlig symbiotisk forbindelse med Henry James The Aspern Papers, som også foregår i Venedig. Som om Brodsky bliver en person hos Henry James.
10. Dmitrij Gluchovskij: 2033 (2008)
Ind i mellem opstår der en suveræn metafor for skrækblandede, politisk samfundskritiske fremtidsscenarier. Aldous Huxleys Fagre Nye Verden, Karin Boyes Kallocain og George Orwells 1984 rummer nogle af dem. Gluchovskijs 2033 har en anden. Den foregår i en nedlagt undergrundstations labyrintiske gange og skildrer det undergrundssamfund og undergangssamfund som findes blandt menneske, der bor der. Romanen er selvfølgelig blevet et computerspil. Og har fået foreløbig to bind fortsættelse.
Topbillede: Josef Brodsky, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
