Seks seje hjerter til Maria

af

“Vi ses på den anden side”, skriver Anne Lea Landsted i sin anmeldelse, bogomtale og sidste hilsen til Maria Gerhardt om den afdøde forfatters sidste bog, Transfervindue. Et lille mesterværk, som fortjener at blive citeret vidt og bredt, i venteværelser og på cafeer. Den er hurtigt læst, men de korte tekster bliver hængende i hukommelsen længe efter, at man har lagt bogen fra sig som en kærlig reminder om at blive ved med at drømme og nyde livet, mens vi tør det.

Jeg græder hele vejen hjem fra Boghallen med Maria Gerhardts bog Transfervindue i en gennemsigtig plasticpose, fordi boghandleren lige har fortalt, hvor det hastigt bærer hen.

Hjemme tørrer jeg øjnene, så mascaraen flyder ud, sætter mig i solen og begynder at læse om sygdom, smerte og en værdig sortie i et gigantisk luksushospice, der strækker fra indgangen til Strandvejen ved Tuborgflasken – der i Transfervindue er blevet til en kæmpe Ramlösa med gylden kapsel – til Bellevue i Nordsjælland.

Alle på dette gigahospice er klædt i hvidt. Den sidste (cannabis)olie bliver serveret ad libitum af nonner, der dyrker hamp på stranden og nurser det i det store Laboratorium, der ”før husede Saxo Banks hovedkvarter”.  Alle tøjbutikkerne er væk, men der er en butik med hvide accessories, og man kan købe hvide hijabs på Strandvejen nr. 121. Der er fem juicebarer, sundt slik og et sort marked med alt det forbudte: Cigaretter, sprut og slik med e-numre.

Der er fem juicebarer, sundt slik og et sort marked med alt det forbudte: Cigaretter, sprut og slik med e-numre.

Her er i dette nordsjællandske Utopia, hvor de rige har måttet vige for de syge, hvor alt er sundt og godt, tjekker hovedpersonen og hendes ven Mikkel ind, og når man først er tjekket ind, er der ingen vej tilbage. Det er sidste udkald.

”Vi har sagt farvel til vores familier under et fint og rørende ritual. Børn, der danser ned ad Strandboulevarden, kun klædt i hvidt. Nonner, der tager imod os foran den gamle Sankt Joseph-stiftelse.”

Den hvide verden

Den hvide verden i Maria Gerhardts univers er smuk og rørende og sjov. Som hun selv udtrykker det så præcist i Lotte Thorsens fine interview i Politiken i starten af marts: “Jeg har gjort det smart at være lesbisk, jeg har gjort det smart at være syg. Og nu kan jeg lige så godt gøre døden smart.”

I Transfervindue taler man om sygdommen og døden. ”Mikkels sidder i maven. Vi drikker grøn te til morgenolien og beslutter os for, at vi ikke tror på reinkarnation. Hvordan skulle det lade sig gøre? Ingen vil vel nogensinde være hunde eller rotter.”

Der er halvårlige begravelsesmesser med sidste skrig i kister og på amazon.com kan man købe begravelsespakker. Døden er smart i Transfervindue, men den er også smertelig og ond og urimelig. ”Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem Liv og død.”

Hovedpersonen er opdraget i troen på social retfærdighed, så hvorfor er det lige hende, der skal få verdens farligste sygdom og gå rundt hele dagen i underbukser, som sønnen udtrykker det. ”Hvad var det, jeg gjorde forkert”?

Vi har verdensrekord i dødsfornægtelse, selvom det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi alle skal herfra før eller siden. I Transfervindue er døden ubegribelig og urimelig, men også håndgribelig, selvom rejsen gennem sygdomsforløbet har været og stadig er rædselsfuld med bristede håb, tilbagefald, smerte, ensomhed og ubesvarede spørgsmål:

”Jeg lå som altid og tænkte på, hvem jeg kunne ringe til. Der måtte da være nogen. Nogle eksperter, nogle mirakler. Nogen, der kendte nogen. Jeg pløjede telefonlister og internettet igennem og noterede mig det, jeg ikke havde prøvet endnu. Jeg havde immunterapi til gode. Og protonstråling.”

Hvad tuder I over?

Maria Gerhardt skriver blændende og hudløst ærligt, som når hun sidder i venteværelser og bliver rasende på alle de ”efterkrigsbørn”, der sidder og tuder.

”Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting. Jeg foragter jer og jeres sorg og jeres klodsede sønner, der taber deres øjne i skam over, hvor meget de glor på mig. Jeg ved, at jeg ser ung ud med mine tatoveringer og mit sportstøj. Jeg kunne have været i min bedste alder.”

Ordene kryber helt ind under huden og sætter sig fast. Maria Gerhardt fortællinger om fælleskabet med andre unge, uhelbredeligt syge ”de hårdeste pennevenner, jeg nogensinde har haft”. Savnet af sønnen og kæresten. Det gør ondt at vide, at der ikke er flere mirakler tilbage til hende og at det, der for fire år siden begyndte med kærlighed og kræft og en lykkelig slutning i ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, nu ender med en rejse til ”the place that scares you”.

Jeg skal om på den anden side.

”Jeg vil ikke have mere af det hvide. Jeg vil ikke bede om mere af det hvide. Ikke flere hospitalsskjorter i medium eller large. Ikke flere træske eller sandaler eller Stan Smidth. Ikke flere lyse striber eller forpustet brød. Jeg skal om på den anden side.”

Transfervindue er et lille mesterværk, som fortjener at blive citeret vidt og bredt, i venteværelser og på cafeer. Den er hurtig læst, men de korte tekster bliver hængende i hukommelsen længe efter, at man har lagt bogen fra sig som en kærlig reminder om at blive ved med at drømme og nyde livet, mens vi tør det.

Jeg vil slutte med at citere forfatteren Suzanne Brøgger, som rammer så præcist, når hun skriver i et tweet:

”Grønt lys og kærlighed til Maria Gerhardt, som i Transfervindue har fremskrevet en ensom virkelighed, vi i sidste ende er fælles om.”’

Seks seje hjerter til Maria. Vi ses på den anden side.

Maria Gerhardt døde torsdag den 16. marts 2017 på Bispebjerg Hospital. Anmeldelsen er skrevet weekenden før.

Maria Gerhardt: Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl, 96 sider, Politikens Forlag, 200 kroner.

Collage: Michaël Dorbec – på basis af illustrationen ‘Villager’ af Djuna Barnes, illustrator, forfatter og lesbisk foregangsfigur (1892-1982). Djuna Barnes er også det kunstnernavn, under hvilket Maria Gerhardt blev en højt anerkendt DJ.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

Anne Lea Landsted
Journalist |

Anne Lea Landsted er selvstændig journalist, mor, vestjyde og verdensborger. Hun har afsløret medicinalindustrien, fundet forsvundne hærchefer og flygtninge på tvungen retur. Hun har været nomineret for sin journalistik, men aldrig vundet, desværre. Til gengæld har hun brugt verdens rigeste kvinde som tolk og er blevet ringet op af Det Hvide Hus – dengang Clinton var præsident. Og så fik hun ideen til Re-Sepp-Ten. Hun har endnu ikke knækket koden til økonomisk rigdom, så bidrag modtages med glæde på Mobile Pay 24988100

Seneste indlæg fra

Gå til Top