Jeffrey Sachs: Amerikas nedbrudte demokrati

af

KOMMENTAR: Den globale klimaaftale er blevet beskudt af USA’s præsident, Donald Trump, der har meddelt, at Amerika trækker sig fra klimaaftalen.  Trumps rablende angreb viser dels, hvor uvidende og narcissistisk han er, dels hvor korrumperet det amerikanske politiske system er blevet, skriver den amerikanske topøkonom og medforfatter til FN’s milleniummål, Jeffrey D. Sachs. Situationen står dog fortsat til at redde – det kræver blot, at tre ærlige republikanere handler i Senatet. Amerikanerne – og verden – fortjener meget bedre.

Trumps rablende angreb på klimaaftalen fra Paris i 2015 er til dels et produkt af hans uvidenhed og narcissisme. Men det repræsenterer også noget mere. Det er en afspejling af den dybe korrumpering af det amerikanske politiske system, som ifølge en nylig vurdering ikke længere er et “fuldt demokrati”.

Amerikansk politik er blevet et spil mellem magtfulde erhvervsinteresser: skattelettelser for de rige, dereguleringer for stor forurenere og krig og global opvarmning for resten af verden.

Seks af G7 landene var på overarbejde i sidste uge for at få Trump overbevist om klimaændringerne, men han stod imod. Europas og Japans ledere er vant til at behandle USA som allieret i nøglespørgsmål. Med Trump ved magten er det en vane, de genovervejer.

Amerikansk politik er i stigende grad blevet korrupt, kynisk og fjernet fra den offentlige mening. Trump er bare et symptom, om end et chokerende og farligt af slagsen

Men problemet er større end Trump. De af os, der bor i USA, har på nært hold set, hvordan Amerikas demokratiske institutioner er forfaldet i de seneste årtier, måske helt tilbage fra 1960’erne, da amerikanerne begyndte at miste tilliden til deres politiske institutioner.

Amerikansk politik er i stigende grad blevet korrupt, kynisk og fjernet fra den offentlige mening. Trump er bare et symptom, om end et chokerende og farligt af slagsen.

Trumps politik er indbegrebet af ondskabsfulde prioriteringer, der nyder bred opbakning blandt republikanerne i Kongressen: nedsæt skatten for de rige på bekostning af ordninger, der skal hjælpe de fattige og arbejderklassen; forøg militærudgifterne på bekostning af diplomatiet; og tillad miljøødelæggelser i “dereguleringens” navn.

Set fra Trumps perspektiv var højdepunkterne på hans seneste udlandsrejse underskrivningen af en våbenaftale med Saudi-Arabien til en værdi af 110 milliarder dollar (730 mia. kr.), udskældningen af de øvrige NATO medlemmer for deres angiveligt utilstrækkelige bevillinger til militær og afvisningen af løfterne til USA’s forbundsfæller om bekæmpelse af den globale opvarmning. Republikanerne i Kongressen bifalder stort set denne skræmmende politik.

Sundhedsforsikring spøger

Samtidig forsøger Trump og den republikansk kontrollerede Kongres at hastebehandle en lovgivning, der vil fratage mere end 20 millioner mennesker deres sundhedsforsikring for at kunne give skattelettelser til de rigeste amerikanere.

Trumps udhuling af de føderale bidrag til uddannelse, erhvervsuddannelse, miljøet, sociale ordninger, diplomatiet, boligpolitiske tiltag, ernæring og andre vigtige civile nødvendigheder er ikke en prioritering, der deles af de fleste amerikanere – ikke en gang tæt på. Flertallet ønsker at beskatte de rige, bevare sundhedsforsikringen, stoppe USA’s krige og bekæmpe den globale opvarmning

Trumps nylige forslag til budget ville beskære Medicaid (sundhedsydelserne til de fattige), Supplemental Nutrition Assistance Program (mad til de fattige), ulandsbistanden (hjælp til verdens fattigste), bidraget til FN og udgifterne til forskning og teknologi. Kort sagt vil Trump udhule de føderale bidrag til uddannelse, erhvervsuddannelse, miljøet, sociale ordninger, diplomatiet, boligpolitiske tiltag, ernæring og andre vigtige civile nødvendigheder.

Det er ikke en prioritering, der deles af de fleste amerikanere – ikke en gang tæt på. Flertallet ønsker at beskatte de rige, bevare sundhedsforsikringen, stoppe USA’s krige og bekæmpe den globale opvarmning.

Ifølge en meningsmåling for nylig ønsker et markant flertal af amerikanerne at blive i Paris klimaaftalen, som Trump nu forlader. Trump og hans venner kæmper imod den folkelige opfattelse i stedet for at repræsentere den.

Det gør de af en grund og kun denne: Penge. Mere præcist tjener Trumps politik interesserne for de virksomheder, der betaler valgkampene og styrer den amerikanske regering.

Valget af Trump er kulminationen på en lang proces, hvor erhvervslobbyen har købt sig til magten. I dag behøver firmaer som ExxonMobil, Koch Industries, Continental Energy og andre storforurenende virksomheder end ikke lobbyister; For præsidenten har udleveret nøglerne til Udenrigsministeriet, Miljøministeriet og Energiministeriet til dem. Og de har også ledende stillinger i Kongressen.

Sorte penge flyder

Mange af erhvervslivets bidrag kan spores; resten flyder anonymt som “sorte penge”, der er uden for offentlighedens søgelys. Højesteretsdommere, der ofte selv er blevet smurt af donorer fra erhvervslivet, gav grønt lys til at holde disse korrupte pengestrømme hemmelige med deres berygtede Citizens United kendelse.

Graverjournalisten Jane Mayer har dokumenteret, at den væsentligste kilde til de sorte penge er parløbet mellem David and Charles Koch, der arvede den stærkt forurenende Koch Industries fra deres far, en mand hvis forretninger omfattede bygningen af et olieraffinaderi for det tyske naziregime.

Koch brødrene, med en samlet nettoformue på omkring 100 milliarder dollar (630 mia. kr.), har i årtier brugt enorme summer på at overtage det amerikanske politiske system og har også mobiliseret andre erhvervsinteresser.

Når det drejer sig om skattepolitik og klimaforandringer er Republikanerne næsten i lommen på Koch brødrene og deres venner i olieindustrien. Deres umoralske mål er enkelt: at nedsætte virksomhedsbeskatningen og deregulere olie- og gasmarkedet uanset konsekvenserne for planeten.

Det er nu op til resten af verden at sige nej til Amerikas erhvervslivs hensynsløse grådighed, og det er op til amerikanerne selv at kræve deres demokratiske institutioner tilbage og udrydde de sorte pengestrømme og virksomhedernes ondartede opførsel.

For at nå disse mål er de parate til at fjerne sundhedsordningerne for millioner af fattige mennesker og – endnu mere chokerende – udsætte hele planeten for den dystre udsigt til global opvarmning. Deres ondskabsfuldhed er rystende, men den er en realitet. Og Trump er deres redskab.

Før Trumps nylige udlandsrejse sendte 22 republikanske senatorer ham et brev , der opfordrede til, at USA trækker sig ud af Paris klimaaftalen. De modtager næsten allesammen betragtelige kampagnebidrag fra olie- og gasindustrien. De fleste af dem er formodentlig direkte afhængige af donationer fra Koch brødrene og de lobbyorganisationer, som de finansierer i hemmelighed.

Som Center for Responsive Politics, en græsrodsorganisation, har påvist, brugte olie- og gasfirmaer i alt $103 millioner på føderale kandidater i 2016, heraf 88 pct. til republikanere. Dette tal inkluderer selvfølgelig kun de bidrag, der kan spores tilbage til bestemte donorer.

Kyniske mål

Det er vigtigt, at resten af verden forstår, hvad Amerika har udviklet sig til. Bag de formelle strukturer fra et demokrati, der engang fungerede, ligger et system af erhvervsinteresser med de kyniske mål at nedsætte skatten for de rige, sælge våben og forurene ustraffet. De har i Trump fundet en frontfigur og tv-personlighed, der vil gøre, hvad de forlanger.

Det er nu op til resten af verden at sige nej til Amerikas erhvervslivs hensynsløse grådighed, og det er op til amerikanerne selv at kræve deres demokratiske institutioner tilbage og udrydde de sorte pengestrømme og virksomhedernes ondartede opførsel.

Med det beskedne republikanske flertal i Senatet (52-48) vil demokraterne og blot tre ærlige republikanere kunne blokere det meste af Trump-Koch dagsordenen. Situationen står derfor til at redde, selvom den fortsat er dybt foruroligende. Amerikanerne – og verden – fortjener meget bedre.

POV International og Project Syndicate.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topfoto: Pixabay

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Jeffrey Sachs

Jeffrey D. Sachs er professor for bæredygtig udvikling - Sustainable Development - og professor for Health Policy og Management ved Columbia University. Han er en af verdens førende økonomer og meningsdannere og har i årevis rådgivet FN om fattigdom og udvikling Han er manden bag FN's "Millenial Goals" og er også direktør for FN's  bæredygtighedsnetværk - Sustainable Development Solutions Network. Han er tidligere mangeårig professor ved Harvard University og har skrevet adskillige bøger herunder The End of Poverty, Common Wealth; hans nyeste bog er The Age of Sustainable Development (2015).  I februar 2017 udkommer Building the New American Economy: Smart, Fair & Sustainable. Jeffrey Sachs bor i New York med sin familie. En fuld biografi kan læses her.

Seneste indlæg fra

Gå til Top