Jeg gik ind på min kahyt og græd – nærkontakt med flygtninge om bord på MS Aquarius i Middelhavet

af

”Første gang jeg talte med en af de få piger, der kommer over Middelhavet, gik jeg ind på min egen lugar (kahyt, red.) og græd. Men efter et stykke tid, er det som om du bliver fyldt op med elendighed. Man holder op med at tage det til sig”. Det fortæller den erfarne sygeplejerske Kim Noiseux, der i måneder har været del af et lægehold på redningsskibet MS Aquarius. POV’s gæsteskribent Nina Teisen har talt med Noiseux om arbejdet på havet, og hvorfor hun ikke bare kan se væk, når mennesker er i nød.

Omkring 1000 flygtninge og migranter er druknet i Middelhavet i 2017, alle i deres søgen efter bedre vilkår. Sidste år druknede op mod 6000, mens langt flere menes omkomne på vej til Middelhavet. Omkring 20 procent af bådflygtningene er kvinder. Mange af dem er ganske unge afrikanske teenagepiger og kvinder i begyndelsen af tyverne, der tager turen i håbet om arbejde, så de kan forsørge deres familie.

Kim Noiseux er en canadisk sygeplejerske. Hun er 34 år og har allerede besøgt mere end to tredjedele af verdens lande. Jeg mødte hende ombord på skibet Alve, hvor vi begge deltog i et miljøprojekt på Fijiøerne i 2012.

Siden har vi holdt sporadisk kontakt. Denne vinter var hun i tre måneder ombord på MS Aquarius, som patruljerer 12-sømilsgrænsen ud for Libyens kyst og samler bådflygtninge op af et vinterkoldt og oprørt Middelhav.

Der er få kvinder ombord på MS Aquarius, men lægeholdet forsøger at få en individuel samtale med dem alle sammen. Mange af kvinderne er unge piger, og de er næsten alle sammen blevet voldtaget undervejs. De har påbegyndt rejsen som 17-årige uden nogensinde at have været sammen med en mand, og bliver testet for kønssygdomme og graviditet ombord på Aquarius.

En del af dem er gravide. Mange af dem kan fortælle historier om timelange gruppevoldtægter. Om at blive låst inde på bordeller, hvor de skal arbejde gælden af til menneskesmuglere og bagmænd. Kim fortæller mig om det. Historierne er grumme.

MS Aquarius – et NGO-projekt

Aquarius er et NGO-projekt, der finansieres af private midler og donationer, og startede, da den såkaldte Mare Nostrum-operation ophørte på grund af manglende midler. Mare Nostrum reddede 150.000 flygtninge fra druknedøden i 2013 og kostede 1 milliard euro i løbet af det ene år. Italien havde ikke råd til egenhændigt at betale for en fortsættelse, da EU-landene ikke bidrog til yderligere betaling, hvorefter operationen blev nedlagt.

Ingen ved egentlig hvor mange, der drukner. De her både er ikke beregnet til at nå den anden side. Det er elendige gummibåde, der slet ikke er søegnede. Der er 100, måske 200 mennesker i en båd, der er beregnet til 50 mennesker

Mare Nostrum blev erstattet af Operation Triton, der er koordineret af EU’s grænseagentur Frontex, og patruljerer tættere på den europæiske kyst med fokus på at beskytte EU’s grænser og bekæmpe menneskesmuglerne. Derefter er det den italienske og græske kystvagt og flåde, samt projekt Triton og handelsfartøjer, der opsamler flygtninge og immigranter, der tager ruten over Middelhavet.

Et af argumenterne for Tritons fokus på patruljering tæt på Europa har været, at løfter om redning ville motivere flere flygtninge til at tage ruten over Middelhavet og give yderligere næring til smuglerne.

Flåde med flygtninge i natten – fra SOS Méditerannées Facebook-side. Bringes med tilladelse.

Aquarius samarbejder med MRCC, den italienske kystredning, og myndighederne i Italien. Flygtninge, der bliver samlet op i internationalt farvand, bliver sat i land i Italien, hvorefter ansvaret overdrages til de italienske myndigheder. Den store mængde flygtninge, og EU’s flygtningepolitik, hvor flygtninge skal søge asyl i det EU-land, de først ankommer til, betyder, at Italien er stærkt overbebyrdet. Mulighederne for at komme til EU som lovlig immigrant er også stærkt begrænsede.

Kim var en del af lægeteamet, der i alt bestod af fire mennesker. I alt er der omkring 30 frivillige, der arbejder ombord på Aquarius, inkluderet alt fra læger og sejlende mandskab til kokke.

Arbejdet på Aquarius

Kim er allerede på sin næste mission, da jeg snakker med hende, og hun er på fastlandet, men stadig beskæftiget med flygtninge og Middelhavet. Hun er glad, da vi endelig får kontakt på Skype, men hun er ikke bare på en mission, hun har en mission. Det er vigtigt for hende at forklare, hvilket arbejde, der bliver gjort ombord på Aquarius og fortælle om de skæbner, hun har mødt:

”Congo var også hårdt, men problemerne var anderledes. Der var meget fattigdom og sygdom, men det her… Det er mennesker, der er ødelagt. Det er som at stå ved helvedes port og trække folk ud hele tiden. Næsten alle fortæller forfærdelige historier”, siger hun.

I 2016 druknede omkring 6000 mennesker i Middelhavet ifølge de officielle statistikker.

”Ingen ved egentlig hvor mange, der drukner. De her både er ikke beregnet til at nå den anden side. Det er elendige gummibåde, der slet ikke er søegnede. Der er 100, måske 200 mennesker i en båd, der er beregnet til 50 mennesker. Om vinteren er søgangen hård, og bølgerne høje. Der er ingen mulighed for at nå kysten ombord i de både. Det ved smuglerne også godt. De gør det kun for pengene”, fortæller Kim.

Det er mennesker, der er ødelagt. Det er som at stå ved helvedes port og trække folk ud hele tiden

I The Guardian kan jeg læse, at bådene heller ikke har brændstof til hele vejen. Der er lige nok til at nå internationalt farvand, hvor skibe som Aquarius patruljerer, skriver avisen.

Libyere på speedbåde stjæler motorerne fra gummibådene for at sælge dem tilbage til smugleren – også mens der er flygtninge ombord. Et af Projekt Tritons tiltag er at brænde bådene af, så de ikke kan blive bugseret tilbage til land og bruges til at smugle mennesker igen. Men det resulterer også i, at bådene bliver i en mere og mere elendig forfatning.

Fra SOS Méditerannées Facebookside – bringes med tilladelse.

”Om dagen spejdede vi efter både med kikkerter. Om natten brugte vi radaren til at finde gummibådene, men det er svært. De er små, og havet er voldsomt på den tid af året. Vi fik også opkald fra MRCC om både, men på vej derhen, kan vi støde på en anden gummibåd, og bådene bevæger sig, mens vi søgte”, siger Kim.

Verdens dødeligste grænse

Jeg emailer med Lauren King, der er field communication manager på Aquarius. Hun har ikke været ombord samtidig med Kim, men genkender problemstillingerne som Kim beskriver og bekræfter problemerne med at lokalisere gummibådene i havsnød.

De fleste både finder de på baggrund af opkald fra MRCC. Det sker, at bådene er væk, når Aquarius når frem til de angivne koordinater. Så søger Aquarius efter båden, hvilket sker ved at sejle systematisk rundt i området. Søgningen skal beregnes efter strøm og vejr og er krævende. Det er svært at få øje på bådene, og endnu sværere at få øje på vragrester eller mennesker. Nogle både bliver aldrig fundet. Lauren tilføjer, at det netop viser, hvor farlig migrationsrejserne over Middelhavet er:

”Middelhavet er den mest dødelige grænse i hele verden. NGO-fartøjerne kan kun gøre en vis del, og medmindre der skabes holdbare løsninger på politisk niveau, vil mennesker fortsætte med at dø til søs”, fastslår hun.

Aquarius har beregnet kapacitet til op mod 500 mennesker. Maksimalt har der været op til 900 mennesker ombord. Jeg spørger Lauren, om det er sandsynligt, at der vil være flere flygtninge, end de kan tage. Det er der. De har i så fald en plan for at håndtere situationen.

Når saltvand og brændstof blandes i bunden af båden, ætser det huden og skaber kemiske brandsår. Nogle af flygtningene er fuldstændigt hudløse på ben og bagdel efter at have siddet i timevis i den ætsende blanding

Smuglerne sætter gerne mange både ud samtidig i håb om, at den libyske kystvagt ikke finder dem alle. Det hårde vintervejr kan også forhindre søsættelse i lange perioder. Når et vindue med stille vejr endelig åbner sig, kan der også blive sat mængder af både ud. Problemet er bare, at vejret kan skifte på et øjeblik.

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

Fyldt til randen

Aquarius ligger stille i en uge i januar. Efter ti dage uden en eneste gummibåd i sigte, er der pludselig fire gummibåde på 24 timer. Aquarius bliver fyldt til randen med desperate forfrosne mennesker.

Kim Noiseux opdaterer sin facebookside:

Already 3 rescues in 24h, we just finished the last one and now we’re starting number 4! Already over 300 people on board. The crew haven’t slept for almost 30h.

Some recues go well, but for others, it’s harder… In yesterdays rescue, we had about 190 people in one single rubber boat, and unfortunately 2 people die onboard… This article in the Independenttalk about all the people who lost their life at sea. You can see our team wrapping the bodies of some poor soul who couldn’t reach safety in time….

Today, with 300 people on board and bad weather, it was a bomb ticking. We had medical emergencies the whole day as people were collapsing on deck. All of us had to work without rest. Between the hypothermia, dehydration, weakness and months of ill treatment in Libya, our guests can barely survive the cold and the seasickness. We even had to get a helicopter to evacuate one of them. Tonight, all of us are exhausted, but we have this good feeling as nobody died today. Tomorrow we are bringing everyone safe on land.

National Geographic er ombord på Aquarius i februar og tager billeder af redningsaktioner og de hundredvis af flygtninge i ens, donerede campinghabitter. De fleste ser ud til at være lykkelige for at være ombord. Men der står næsten altid én med ryggen til, et bortvendt ansigt på alle billeder. Den menneskelige tragedie er for stor selv i redningsøjeblikket.

Kulde, sult og brandsår

Det højeste antal Kim oplevede ombord var 800 mennesker. Senere har der været så mange som 900. Den logistiske udfordring, der ligger i at give alle mad, tøj og tæpper er kolossal. At give alle morgenmad er en timelang operation, selvom maden blot består af varm te og præfabrikerede rationer.

Der er mad morgen og aften – de samme rationer samt en nødration når flygtningene kommer ombord. Aquarius’ lægehold på fire mand skal også nå at tilse alle, behandle alvorlige skader og derefter de mindre alvorlige, mens der stadig bliver hentet nye flygtninge op af Middelhavet. Mange af dem har også brug for nogen at dele deres historie med. En del kommer med mindre helbredsproblemer men har i virkeligheden mest brug for menneskelig omsorg.

De største problemer er kulde, mangel på mad og drikke og kemiske brandsår. Når saltvand og brændstof blandes i bunden af båden, ætser det huden og skaber kemiske brandsår. Nogle af flygtningene er fuldstændigt hudløse på ben og bagdel efter at have siddet i timevis i den ætsende blanding. Der er klager over ømme kroppe og hovedpine efter lang tid uden mad drikke i en trang båd.

Årsagerne til at folk flygter bekæmpes ikke, og dermed medvirker EU-politikken ikke til at reducere dødeligheden og har lille indflydelse på tilstrømningen af nye flygtninge

Det medicinske hold så mange gamle skader fra selve rejsen til Libyen og fra tortur og fangenskab i Libyen. Kim fortalte om en mand, der under tortur havde fået brændt hænderne, så de var stivnet til en ubrugelig klo.

Kim begyndte sin egen karriere på skadestuen, og har set næsten alt, man kan se der. Jeg har hørt hende fortælle upassende sygeplejerskevittigheder mange gange, men jeg kan høre, at hun er berørt af den bevidste ondskab i at brænde et andet menneskes hænder.

En reaktion – ikke en løsning

Jeg spørger Kim, hvorfor hun har valgt at tage til Middelhavet, og arbejde på Aquarius, når hun kunne bo i Quebec i Canada tæt på venner og familie med en god løn som oversygeplejerske og spise brunch hver weekend. Hvorfor vælge en lav løn og et hårdt arbejde, der tydeligt tærer fysisk og mentalt?

”Det var det perfekte job for mig. Det var ombord på et skib, og jeg elsker skibe. Det var også med “Læger uden Grænser”, og dem har jeg arbejdet med før, og det var også fantastisk. Det var den perfekte kombination”, siger hun først.

Senere uddyber hun overfor mig, at hun er klar over, at MS Aquarius’ arbejde ikke er en løsning på flygtningekrisen og den humanitære katastrofe, der foregår i Middelhavet:

”Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden. Men når jeg først har set hvordan tingene er, kan jeg ikke længere bare ignorere det. Og jeg har muligheden og de evner, der kræves for at tage ud og gøre en forskel for nogle få mennesker. Det er ikke alle, der kan det. Enten har de ikke den viden eller den arbejdsmæssige baggrund, der kræves. Så når jeg kan gøre det her, så gør jeg det,” slår hun fast.

Lauren King ser heller ikke Aquarius som en løsning på flygtningekrisen. Et af hendes svar handler netop om, hvordan de ser resultaterne af den nuværende politik.

Mennesker med få eller ingen alternativer vil fortsætte med at foretage den dødelige sørejse uanset risici. Læger uden Grænser opfordrer EU’s autoriteter til at etablere en dedikeret og proaktiv redningsoperation, for at begrænse tabet af liv i Middelhavet”, skriver hun.

Politikken med at dæmme op for flygtningestrømmen ved at afskrække flygtninge fra at tage turen over Middelhavet og med stort fokus på at bekæmpe menneskesmuglerne har tragiske konsekvenser, mener Lauren. Årsagerne til at folk flygter bekæmpes ikke, og dermed medvirker EU-politikken ikke til at reducere dødeligheden og har lille indflydelse på tilstrømningen af nye flygtninge. I virkeligheden skaber det blot yderligere lidelse for folk, der allerede er meget sårbare.

EU må sikre lovlige ruter

Lauren King mener, at løsninger til at stoppe de voldsomme tab af menneskeliv i Middelhavet må involvere et gennemførligt lovligt alternativ til Middelhavsruten. EU må nødvendigvis sikre lovlige kanaler, hvor flygtninge kan søge asyl, samt skabe lovlige migrationsveje og flere ordninger om lovlig indrejse.

Smuglernes forretningsmodel eksisterer i hvert fald delvist, fordi EU ikke tilbyder nogen lovlige alternativer for flygtninge og migranter

Kim Noiseux fortæller, at krisen i sig selv er kompleks. Der er mange nationaliteter og mange forskellige mennesker involveret. Alle har deres egne private årsager til at flygte over Middelhavet, men alle har valgt flugten som det bedste eller eneste alternativ i deres situation.

Der er veluddannede syriske krigsflygtninge, som måske godt ved, hvad de begiver sig ud på, men som også har netværk og penge til at betale for rejsen. De kan bedre undgå detentionslejrene og slavearbejdet i Libyen, men er lige så desperate efter et liv i frihed og fred. Migranterne fra afrikanske lande kommer fra helt anderledes vilkår og flygter fra dårlig økonomi, dårlig uddannelse og mangel på muligheder i deres eget samfund.

”Der er så stor forskel på folkene, vi fik ombord, og så mange grunde til at de ender der. At forsøge at løse denne krise som et enkelt problem er helt forkert, der er så mange forskellige faktorer involveret, så mange lande og nationaliteter. At lukke grænserne sætter ikke en stopper for krisen”, siger hun.

En krise – tusind fortællinger

MERE POV
Danmarks Omdømme: Den måske mest effektive rebranding-kampagne i nyere tid

Flygtninge og migranter fra Libyen kommer fra Vest- og Centralafrika, Nigeria, Mali, Ghana, Sierra Leone, Elfenbenskysten, men også fra Mellemøsten og Centralasien – Syrien. Turen over Middelhavet er blot et lille del af deres rejse. De afrikanske migranter starter i deres hjemland, drevet på flugt af dårlig økonomi, mangel på uddannelse, fejlslagne stater, interne uroligheder og personlig forfølgelse. De følger de gamle slavehandlerruter gennem Niger og Sahara og ender i Libyen, der er et lovløst land i opløsning og hærget af kriminalitet.

I Europa venter friheden og lykken heller ikke, derimod bliver de sendt til overfyldte og underudstyrede flygtningelejre

Flygtningene på Aquarius fortæller om måned- og årelange rejser gennem Sahara. De færreste har råd til at betale menneskesmuglerne for hele turen på en gang, og er i månedsvis tvunget til at blive i gamle oasebyer, hvor de lukkes inde, tvinges til slavearbejde – for kvinder og pigers vedkommende ofte på bordeller. Mange dør undervejs. De bliver slået ihjel af smuglere og militser, dør af sult og tørst og i ulykker, bliver kvalt under laster af vandmeloner, hvor de er gemt væk under flugten. Sahara er fyldt med ligene fra migranter og flygtninge.

Fra SOS Méditerannées Facebook-side. Bringes med tilladelse.

Det er de få, der slipper hele vejen til Middelhavet, som ender ombord på Aquarius. Kim fortæller, at den værste del af deres rejse ikke nødvendigvis er turen over Middelhavet. Det er bare den sidste bid på vej til Europa. Selvom dødstallene i Middelhavet er chokerende høje – gennemsnitlig drukner 10 om dagen i 2017 – er det faktiske dødstal på migrationsruterne langt højere.

De kommer så langt væk fra, og så mange dør på vej til Middelhavet. Dem, der drukner her, er bare en brøkdel, når man ser på migrationsruterne som helhed”, siger hun.

At ødelægge et menneske

Særligt de afrikanske migranter har måske egentlig ikke oprindeligt en intention om at nå til Europa.

”Mange af bådflygtningene begynder som økonomiske migranter, og deres endemål er slet ikke Europa. Under Gaddafi tog de til Libyen for at arbejde, men nu er det rent kaos, og de ender i slaveri og human trafficking. Når de først har nået Libyen, kan de ikke komme tilbage igen, der er så mange oprørsgrupper og militser. Smuglerne opererer kun én vej”.

“De ender i detentionscentre og fængsler eller som slavearbejdere, og den eneste vej ud af Libyen er med både til Europa. Til at begynde med ville de måske slet ikke til Europa, det har aldrig været deres mål. Nogle af dem bliver presset ud, tævet mens deres familie er i telefonen for at sende penge til menneskesmuglerne. Deres status ændres, mens de er på den her migrationsrute, og på et tidspunkt er det måske ikke længere en mulighed at vende hjem”, siger Kim.

Oprindeligt ressourcestærke mennesker, der tør tage chancen i et nyt land, ender som ødelagte skæbner: ”Næsten alle vi får ombord fortæller forfærdelige historier, og de er så ødelagte”, fortæller hun.

Ombord på gummibådene handler det kun om at nå internationalt farvand – den magiske 12-sømilsgrænse – uden at blive opdaget af den libyske kystvagt. Kystvagten i Libyen har fået EU-støtte til uddannelse af flere folk og hurtiggående eftersøgningsbåde, men migranterne fortæller historier om, at hvis man bliver taget af den libyske kystvagt, bliver man sendt tilbage til overfyldte detentionslejre i bedste fald – i værste fald ender de igen hos menneskesmuglerne og bliver solgt som arbejdskraft og slaver.

Menneskehandel er et kolossalt problem, og især de unge piger er udsat for det. De ender ofte som prostituerede i Europa og er nøje instrueret i, hvad de skal sige og gøre. Nogle af de få mennesker, som pigerne tør fortælle sandheden til, er kvinder som Kim, ombord på Aquarius.

”En del af dem ombord på båden ved end ikke, hvorfor de bliver sat på en båd. De ved ikke, hvor de skal hen, og de har ikke bedt om det. De er bare en del af menneskehandel, og hvis de overlever, venter der nogen på den anden side. Måske for at lukke dem inde på et bordel igen, eller fordi de skal arbejde et eller andet sted”, siger Kim.

Lauren King virker ikke særlig begejstret for spørgsmål om smuglernetværkene og Aquarius’ eventuelle ufrivillige bidrag til det. Aquarius og andre NGO’er er tidligere blevet kritiseret af Frontex netop for det samme. I en New Yorker-artikel støder jeg på et citat fra en anonym medarbejder fra Læger Uden Grænser, der nærmest føler sig som en del af en budservice til menneskesmuglere og human trafficking. Lauren svarer dog alligevel.

Hun skriver, at uanset om NGO-skibene er til stede eller ej, vil folk vælge ruten over Middelhavet. NGO-skibene har aftaget presset på kommercielle handelsskibe, der tidligere samlede op til 25 procent af flygtningene op i 2014.

Hun fremhæver, at alle redningsaktioner i Middelhavet foretaget af Læger Uden Grænser sker i henhold til international sølov, der forpligter ethvert skib til at svare på nødråb fra alle fartøjer i havsnød, og samarbejdet med MCCR i Rom og de italienske myndigheder, som de overlader alle flygtninge og immigranter til.

Kim Noiseux forbereder redningsevakuering. Fra privat Facebook-side. Det er Kim Noiseaux yderst til venstre i billedet.

Hun tilføjer, at smuglernes forretningsmodel i hvert fald delvist eksisterer i hvert fald, fordi EU ikke tilbyder nogen lovlige alternativer for flygtninge og migranter: ”Den meste effektive måde at eliminere smuglernes netværk og stoppe de unødvendige dødsfald til havs, ville være at adressere de manglende lovlige ruter”.

Næste skridt på rejsen

Den største frustration opstår, når flygtningene overlades til de italienske myndigheder, der er overbebyrdede. Kim fortæller, at Aquarius ikke er slutningen, men blot en kort respit. I Europa venter friheden og lykken heller ikke, derimod bliver flygtningene sendt til overfyldte og underudstyrede lejre, hvor der sjældent er kompetencer til at håndtere de svært traumatiserede mennesker. Der kan de sidde i årevis, mens deres status afklares, og mange ender på et fly hjem igen.

Kim er ude på sin næste mission. Hun holdt en uges ferie i Amsterdam efter tiden ombord på Aquarius, mens hun blev briefet om næste opgave. Aquarius sejler videre.

I løbet af 2017 og er indtil nu 938 flygtninge døde eller savnede i Middelhavet.

Alle fotos er bragt med tilladelse. Topfoto fra SOS Méditerannées Facebook-side.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Nina Teisen

Nina Teisen har læst kommunikation og filosofi. Hun har brugt tyverne på at rejse rundt i verden, læse mange tykke bøger og blive klogere på begge dele. Som færdiguddannet til et kriseramt arbejdsmarked og den nyuddannedes dilemma mellem mangel på erfaring, hvorved man ikke kan få et job, og mangel på job, hvorved man ikke kan få erfaring, har Nina valgt at blive freelancer. Hun arbejder med kommunikation, oversættelser, tekstforfatning og skriver artikler. Nina interesserer sig for menneskerettigheder, ligestilling, natur, kultur, undervisning og miljø. Hun bliver indigneret over åbenlyse uretfærdigheder og dumheder, der kan gøres noget ved, og forsøger selv at gøre verden til et bedre sted gennem at vælge arbejdsgivere, der også har samme mål. Vil du hyre Nina, kan du kigge på www.gornogetandet.com.
Du kan støtte Ninas arbejde på ved at betale på MobilePay til 22964533 – intet beløb er for småt og alle givere bemærkes.

Seneste indlæg fra

Gå til Top