mm

Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Se alle skribentens artikler

De Radikale frygter en politisk ørkenvandring

POLITISK ANALYSE – Den radikale leder, Morten Østergaard, har forsømt at give sig selv og sit parti en klar profil. Nu frygter De Radikale at ende på et sidespor efter en valgsejr til rød blok, skriver Bjarke Larsen, der også melder om stigende frustration i såvel S som i det radikale bagland.

Forundring. Irritation. Frustration.

De tre ord opsummerer følelserne over for De Radikales leder, Morten Østergaard, især hos mange socialdemokrater men også blandt radikale. Det er ikke i alle tilfælde, de samme ting, man er forundret, irriteret og frustreret over – men fællesmængden er forunderlig stor.

Det er efterhånden tre et halvt år siden, Morten Østergaard i september 2014 overtog posten som politisk leder efter Margrethe Vestager, der blev EU-kommissær. Forundringen og frustrationerne i såvel det radikale bagland som hos mange socialdemokrater går først og fremmest på, at Morten Østergaard ikke for alvor har formået at træde ud af Vestagers skygge:

Han har ikke fået etableret sig selv som en markant og synlig partileder med en klar profil, og han har ikke afstukket en tydelig kurs for sit parti.

Til gengæld er ingen efterhånden i tvivl om, at S-partitoppen mener skiftet i udlændingepolitikken alvorligt, og at de øvrige røde partier efter en eventuel valgsejr ikke skal forvente imødekommenhed på dette område

Når et parti går fra at være deltager i en regering til at være i opposition, er det naturligt at overveje fremtiden: Hvad skulle De Radikale markere sig på i tiden som opposition, efter at Lars Løkke blev statsminister i juni 2015?

Hvilke prioriteter og værdier skulle partiet især markere sig på, var der ting der skulle ændres, og hvordan kunne man skabe et godt og tæt forhold mellem de nye ledere af S og R? To et halvt år efter blæser svarene stadig i vinden.

Det tager tid at ændre kurs

Socialdemokratiet greb sagen anderledes an. Partiformand Mette Frederiksen satte sig umiddelbart efter valget sammen med partitoppen og sine nærmeste medarbejdere og udarbejdede en drejebog for, hvad man skulle arbejde med de kommende fire år. Centralt stod en markant omlægning af udlændingepolitikken, som partitoppen først nu føler, man er ved at komme i mål med.

Så sent som for en måned siden var partiets nye udlændingepolitiske udspil med som indstik i medlemsbladet, hvor 13 sider var helliget emnet, inklusiv en forside med Sara Omar, forfatteren til bogen Dødevaskeren – den hjerteskærende roman om social kontrol, patriarkalsk vold og forskruet islamisme. Og partitoppen har arbejdet med at komme ud i så mange partiafdelinger som overhovedet muligt for at diskutere kursændringen med medlemmerne.

Udgangspunktet er, at det tager lang tid og mange kræfter at dreje kursen, om ikke 180 grader så dog markant, når der er tale om et så centralt emne, som udløser mange følelser og holdninger hos de fleste. Til gengæld er ingen efterhånden i tvivl om, at partitoppen mener det alvorligt, og at de øvrige røde partier efter en eventuel valgsejr ikke skal forvente imødekommenhed på dette område.

Tilbage er Alternativet, der ligesom liste Ø ikke ønsker at indgå i en regering, og som ingen tror vil turde vælte en S-ledet regering. Og så De Radikale, som har en helt anden historie og et helt andet ønske om at være en del af magten

SF har flyttet sig langt i samme retning, og Enhedslisten har, når de taler uden for referat, indset, at man ikke kommer igennem med meget på dette område. Det har man affundet sig med, også fordi en del i partiets folketingsgruppe har erkendt, at problemerne på området er større, end partiets bagland synes.

Tilbage er Alternativet, der ligesom liste Ø ikke ønsker at indgå i en regering, og som ingen tror vil turde vælte en S-ledet regering. Og så De Radikale, som har en helt anden historie og et helt andet ønske om at være en del af magten.

Flertal uden om De Radikale?

De Radikale har været i regering i over halvdelen af de seneste 100 år, og næsten altid sammen med Socialdemokratiet. Man kender alt til, hvor vigtigt det er at være en del af en regering, fordi man dermed også kan påvirke en masse små ting, som tilsammen kan trække en udvikling i en bestemt retning, men som offentligheden måske ikke hører så meget til.

Derfor vækker tanken om at blive efterladt ude i kulden af en ren S-mindretalsregering stærkt ubehag i partiet. Ubehaget bliver kun forstærket af, at en sådan ren S-regering sagtens kan vise sig at være forholdsvis manøvredygtig, fordi Mette Frederiksen tydeligt har signaleret, at hun gerne vil samarbejde hen over midten.

Ikke bare i forhold til flygtninge og indvandrere, men også på andre områder, hvis hun ikke kan få de øvrige røde partier med. I mange meningsmålinger er der f.eks. også et ”socialt flertal” på 90-92 mandater bestående af S, SF og Dansk Folkeparti.

Alt dette er gift for den radikale selvforståelse, hvor man altid har været ret ligeglade med, hvor mange mandater partiet havde – bare man sad med de afgørende stemmer i forhold til at danne en regering. Det gør man ikke nødvendigvis hvis det kommende valg ender med en sejr til rød blok – og hvad så? Derfor den stigende frustration i det radikale bagland.

Morten Østergaards tre dage i Vollsmose

Hos Socialdemokratiet er man forundret over, hvor dårligt man synes Morten Østergaard og partiet har udnyttet de snart tre år i opposition. Hertil kommer en voldsom irritation over, at De Radikale som et rutineret magtparti ikke har formået at tie stille under de igangværende overenskomstforhandlinger, men at Morten Østergaard for tre uger siden meldte ud, at han fortryder indgrebet i lærernes arbejdstid i 2013.

Det er logisk at konkludere, at Morten Østergaards ture ”ud i virkeligheden” ikke handlede om at lægge op til en radikal kursændring, men mere var et forsøg på at positionere De Radikale i den rolle, partiet elsker at se sig selv i: Som dem, der er lidt klogere og lidt mere saglige end de andre

Og så har man i partiet svært ved at tolke Morten Østergaards ”stunt” med at indrykke store annoncer i aviserne, hvor han beskyldte de øvrige partier for at have gjort Christiansborg til et ”dukketeater”, som han ikke længere ”gad” være en del af.

Derpå flyttede han tre dage til Vollsmose (og senere et par dage til Gjellerupparken). Tilbage i ”dukketeatret” fortalte han diverse medier, at han var blevet klogere på mange ting, og nu bl.a. var parat til at stemme for den såkaldte ”bandepakke”, som partiet indtil da havde været imod.

Opholdene i Vollsmose og Gjellerupparken er ikke blevet fulgt op af andre initiativer, der kunne bruges til at forberede det radikale bagland på, at det kan blive nødvendigt at sluge endog meget store kameler for at komme med i en S-ledet regering. Som beskrevet ovenfor tager det tid og involverer hårdt arbejde at dreje et parti på et område, der er hjerteblod for mange medlemmer og vælgere.

Det er i meget høj grad tilfældet for den typiske ”radikaler”, og derfor er det logisk at konkludere, at Morten Østergaards ture ”ud i virkeligheden” ikke handlede om at lægge op til en radikal kursændring, men mere var et forsøg på at positionere De Radikale i den rolle, partiet elsker at se sig selv i: Som dem, der er lidt klogere og lidt mere saglige end de andre.

Den logiske konsekvens af det er dog formodentlig, at Socialdemokratiet ender med at fravælge De Radikale som regeringspartner, hvis muligheden opstår efter valget.

Topfoto: Finn Årup Nielsen. CC BY-SA 4.0 licensed. 

Kategorier