NYHED // POV OVERBLIK Ukraines regeringsleder, Yulia Svyrydenko, træder tilbage efter blot et år på posten. Afgangen er en del af en større regeringsrokade, som præsident Volodymyr Zelenskyj beskriver som et led i en ny politisk strategi for landet.
Beslutningen blev offentliggjort i går, men skal først godkendes af det ukrainske parlament. Hvis parlamentet accepterer Svyrydenkos afgang, betyder det samtidig, at hele regeringen formelt må træde tilbage.
Zelenskyj begrundede rokaden med behovet for at styrke gennemførelsen af Ukraines udenrigspolitiske prioriteter. ”Ukraine ændrer sin politiske strategi,” skrev præsidenten på sociale medier. Han tilføjede, at hver af landets vigtigste udenrigspolitiske indsatsområder fremover skal ledes af en erfaren person, som kan omsætte aftaler indgået på topniveau til konkrete resultater.
Præsidenten oplyste ikke, hvem han ønsker som ny premierminister, ligesom han heller ikke forklarede nærmere om, hvorfor regeringschefen netop nu skal udskiftes.
Yulia Svyrydenko blev udnævnt til regeringschef for et år siden, efter at hun tidligere havde været økonomiminister. Ifølge Politico havde hun forinden spillet en central rolle i forhandlingerne om en mineralaftale mellem Ukraine og USA.
På det sociale medie X bekræftede hun sin afgang og understregede, at hun fortsat står til rådighed for landet. ”På dette tidspunkt er det afgørende vigtigt at samle alle vores kræfter og ressourcer for at gøre Ukraine stærkere,” skrev hun. Hun tilføjede, at hun fortsat er klar til at tjene den ukrainske stat og arbejde for at styrke landets position og bringe en retfærdig fred nærmere.
Ifølge Kyiv Independent har Zelenskyj tilbudt hende ansvaret for et nyt område med fokus på samarbejdet med en af Ukraines vigtigste internationale partnere. Præsidenten har ikke oplyst, hvilket land der er tale om, men flere ukrainske medier spår. at hun bliver Ukraines nye ambassadør i USA.
Der er flere navne på en nye regeringsleder i omløb. Kyiv Independent nævnet blandt andre direktøren for det statslige energiselskab Naftogaz, Serhij Koretskyj, energiminister Denys Shmyhal, forsvarsminister Mykhajlo Fedorov og Kharkivs borgmester Ihor Terekhov. Avisen mener Serhij Koretskyj er den mest sandsynlige kandidat til posten som ny regeringsleder.
Ukraines præsident har skitseret en række udenrigspolitiske områder, der skal prioriteres højere. Blandt dem er samarbejdet med USA om licensproduktion af Patriot-luftforsvarsmissiler, et europæisk antimissilprojekt, Ukraines optagelsesproces i EU og et forsøg på at forbedre relationerne til Ungarn og Polen. Derudover ønsker regeringen at styrke samarbejdet med Golf-landene om økonomi og sikkerhed samt udbygge dialogen med Kina og internationale organisationer.
Samtidig med ønsket om en regeringsrokade og nye udenrigspolitiske prioriteringsområder kom præsident Zelenskyj også med en opfordring til landets energisektor om at fremskynde forberedelserne til den kommende vinter og være klar mod enhver trussel.
Under et møde med energiminister Denys Shmyhal i weekenden understregede Zelenskyj behovet for at tage yderligere og ”mere beslutsomme” skridt for at beskytte Ukraines energiinfrastruktur. Samtidig fremhævede han betydningen af solide beredskabsplaner for vinteren for landets amter og kommuner.
Zelenskyj vurderer, at de hidtidige internationale aftaler om energi og genopbygning ikke er nok, og understreger, at Ukraine skal styrke sin modstandsdygtighed før vinteren. Han advarer om, at forsinkelser i regionernes beredskabsplaner kan få alvorlige konsekvenser for befolkningen.
Ifølge Kyiv Independent er Ukraine fortsat dårligt forberedt på vinteren og mangler finansiering til sin plan for at gøre energisystemet mere robust, som har en værdi af 5,4 milliarder euro. Embedsmænd frygter, at den kommende vinter kan blive endnu vanskeligere end den forrige, hvor russiske angreb på energiinfrastrukturen førte til omfattende strømafbrydelser og problemer med varmeforsyningen for millioner af ukrainere.
Læs mere Kyiv Independent, France24, Politico, Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.