BØGER // ANMELDELSE – Caro Claire Burke har med Yesteryear skrevet en både underholdende og debatskabende debut om influencerliv, kristne værdier og traditionelle kønsroller, skriver litteraturredaktør Isabella Miehe-Renard. I bogen vågner en amerikansk momfluencer pludselig op i 1855, hvor hun må leve med de kønsroller, hun selv har gjort til sit brand.
Inden vi allesammen som nu modtager globalt medieret forskræp om en helt ny bogudgivelse, var man engang bare en spændt læser, når en nyerhvervet roman lå klar på natbordet.
Men nu anmelder jeg igen en bog her i POV, som længe inden udgivelsen på dansk allerede er utroligt hypet.
Mest af alt i USA. Og ja, det er ret vildt, at en romandebutant kan levere både underholdende, gennemtænkt, superaktuel og samtidig så debatskabende fiktion.
Forfatteren hedder Caro Claire Burke. Spændende bliver det også, om det var det ene skud i bøssen fra hende. Vi får se. Forestil jer, da denne Caro Burke pitchede sin idé, en genial idé, til en heldig forlægger. Jeg ville gerne have siddet med i det mødelokale.
En influencer vågner op i 1855
Nu kommer det svære. Ikke det at anmelde den efter læsningen, men at forklare samt forsøgsvist referere de utallige plot-twists på 460 sider. Og vigtigst vel: ikke at spoile oplevelsen for jer andre. (Som i øvrigt er så vellykket oversat til dansk, tak til Anne Matthiesen.)
Det er en lang bog, måske for lang, for der bliver vitterligt slået et stort brød op. Kan de løse ender nå at samles? Jeg gættede løs undervejs. Meget spændt og konstant i tvivl, og det kan være en rar fornemmelse. Tænk, hvis man som læser var ligeglad.
Vi begynder i Idaho, hvor den populære influencer Natalie, og hendes mand, Caleb, med deres seks børn driver en farm. Hun har millioner af faste følgere. Hendes (indtjenende) image er som trad-wife med fokus på kristne værdier, hvor hun hylder de gode gamle dage og værdier.
Natalie er ikke lykkelig, men i virkeligheden dybt undertrykt. Hendes ægtemand, Caleb, er ikke en varm, sympatisk familiefar og forsørger
Mon det er helhjertet, eller fordi det får familiens kasseapparat til at klinge? Samme spørgsmål har efterhånden også skabt en debat her i DK. Bliver influencerfølgere forført, og vil de gerne bare drømme med og gerne forføres?
Nu springer jeg videre i romanen, og pludselig vågner vores momfluencer op, ja, det kalder disse kvinder sig også. Hun vågner op en morgen i 1855. Til en barsk realistisk hverdag. Lev med det, du, kan jeg næsten høre forfatteren bag råbe. Du, min protagonist, er nu havnet i et vildt tankeeksperiment.
Det fiffige træk undervejs er, at vi i flere kapitler trækkes med ind bag kulissen og bevidner bedraget. Natalie er ikke lykkelig, men i virkeligheden dybt undertrykt. Hendes ægtemand, Caleb, er ikke en varm, sympatisk familiefar og forsørger.
Han er endda utro med en ung kvinde fra Instagram-holdet. Hvad sker der så, når de begge, det tror vi, men stol ikke på det, skal klare sig i 1855? Det ender selvfølgelig galt. Og igen planter Burke en pirrende tvivl i os læsere. Er det hele et mediestunt? Er hustruen, Natalie, virkelig på en uventet tidsrejse i denne fiktion?
Når de traditionelle værdier bliver til virkelighed
Fem år senere efter influencerskandalen kommer deres ældste datter, Clementine, forbi. Målrettet. Hun vil redde sine små søskende. Nathalie bliver panisk:
“Jeg ved godt, hvad hun (Clementine) tænker: at hendes mor er blind og dum. Skør. Min datter er så moderne, så hun forsøger sikkert at finde den rette diagnose til mig. Det er det, frisindede kvinder gør, når de står over for noget, de ikke forstår. Bipolar, måske. Skizofreni. Multipel personlighedsforstyrrelse! Møgkælling, tænker jeg. Lille, forkælede unge. – “Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare på, siger jeg muntert. Jeg smiler som en vært i et quizprogram.”
Tja, nu er det, jeg ikke skal eller vil spoile romanen Yesteryear. De mange drejninger i plottet er mest af alt tankevækkende. Ikke blot underholdende. Derfor blev jeg begejstret og fanget ind.
“Med et stod det klart for mig: Caleb skulle have været en kvinde, og jeg skulle have været en mand. Vi havde begge to vores brister. Jeg kiggede op på min mand i mørket. Og så skete der et mirakel: Hans guddommelige viljes skønhed skyllede ind over mig. Det føltes ligesom den leg, pigerne i klassen legede med hinanden, men aldrig med mig; slå et æg ud på dit hoved, lad blommen drive ned… Jeg mærkede pludselig Hans nærvær inden i mig og skælvede.”
Jeg springer i tiden med citaterne her. Præcis ligesom tidslinjen i bogen. Det nedenstående citat er nemlig taget fra romanens begyndelse. Det beskriver et opslag i Natalies professionelle influencer-job. Guf for de mange trofaste følgere. En fortælling, der fungerer. Jeg fandt det selv umuligt ikke at få associationer til Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale fra 1996. Så hjerteskærende. Men ligesom Yesteryear en politisk satire.
‘Yesteryear’ er en satire om influencerens drøm om de gode gamle dage
Vi kan alle sammen nervøst grine af Trump. Men det er næppe vejen i forhold til det aktuelle influencermarked? Forfatteren Caro Burke går linen ud. Jeg googlede hende, og hun er inden denne romandebut allerede småberømt debattør, erklæret feminist og podcastvært i USA.
Beskrivelsen af selve hovedpersonen Natalie skaber ikke ligefrem empati. Og dog. Selvbedrag gør ondt. En offentlig skandale og massiv shitstorm gør også ondt.
Men jeg gentager lige: romanens ide er genial. Og gør ikke ondt. Jeg håber ikke, jeg lyder lige så kynisk som bogens influencerfamilie. Heldigvis lever jeg ikke af at sælge produkter til følgere. Heller ikke nye bøger. Men jeg anbefaler nu alligevel Yesteryear.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og