TRO & EKSISTENS // INTERVIEW – Tomas Sjödin er verdenskendt i Norden for sine bøger om at tie stille og hvile, men han har også talt og skrevet om at miste to af sine tre sønner. Charlotte Rørth har mistet den ene af sine tre sønner. Da de to mødtes, var det, som om de havde kendt hinanden længe. Hvad kan andre lære af deres nærhed?
Tomas Sjödin er så svensk, at det er rørende. Smilende, solbrændt, i blå t-shirt fra Fjällräven, sund og slank og med lidt stive 62-årige ben efter rigeligt med fodbold. Hans kone hedder Lotta, er lyshåret, høj og smuk. De går helst med hinanden i hånden og bor i et træhus udenfor Göteborg.
Hun er pædagog. Han er præst i et belastet område inde i byen, i pinsebevægelsens Smyrnakyrkan oppe på Haga Kyrkogata, men han er mest kendt for de klummer, han i mere end 20 år har skrevet for Göteborg-Posten, de mange radioprogrammer om tro og eksistens, han har været vært for og ikke mindst sine bøger om stilhed og sorg, hvoraf flere er udkommet på dansk.
Det mørke, man er i, når man har brug for at høre, at man kan stole på, at det lysner
Vi har ikke mødt hinanden før, men genkender straks hinandens blikke. Sorgen i dem kan ses som i de klareste spejle. Sorgen over at have mistet vores sønner: Han to ud af tre som teenagere af sygdom, jeg den yngste af tre til selvmord. Vi har også samme tro. Og har begge fået sat kunstige led ind nederst i rygsøjlen.
“L4 og 5”, spørger han.
Da jeg nikker, klukker han lavmælt.
Hør hele samtalen på dansk og svensk her:
Lyt til interviewet med Tomas Sjödin her på Spreaker.
At vi har så meget til fælles, kan måske betyde, at vi ikke kan samtale, så det vedkommer andre. Måske vil vi bare sidde og kroge os ind i os selv og hinanden. Måske. Måske ikke. For os viser det sig at være en lettelse ikke at skulle moderere sine ord for, at den anden ikke skal overvældes af den rå smerte. Fordi den anden kender den.
Måske gør den lettelse det muligt at koncentrere sig fuldt ud om det, den anden siger, så andre også får mere ud af samtalen?
Vi prøver.
“Jeg tilhører den gruppe mennesker, der ikke har så här väldigt starka, næsten fysiske gudsmøder, som du har haft”, indleder han og refererer blandt andet til de syn med Jesus, som jeg som kulturkristen og ikke åndeligt søgende overraskende fik for en række år siden. Dem og mit og andres liv med oplevelser har jeg skrevet flere bøger om. Den første, Jeg mødte Jesus, er også udkommet i Sverige.
Alt for få har lyst til at tale om det mørke, som er en del af alles liv
“Jeg er af den slags, der ligesom er en smule berørt af Gud hele tiden. Følelsen af Guds nærvær er ganska stark for mig. Det kan være nok for mig at gå alene ud i skoven en times tid, så vokser der noget frem. Det er som en slags berøring, ja, det er som om, der er noget, der vibrerer i mig og som vil ud”.
– Taknemmelighed? spørger jeg.
“Ja, det er det”.
“Når jeg er taknemmelig, kommer tårerne”, siger jeg.
“Det gjorde de også hos mig engang, men jeg græder mindre nu for tiden. Jeg kan savne det. Jeg er nok blevet lidt tør-øjet. Måske, fordi jeg i mit arbejde møder så mange mennesker, der har det meget svært. Der findes et ord: Empatitræthed. Indimellem tror jeg, at det er det, jeg lider af. Jeg har grædt så meget over andres ulykke, at jeg ikke rigtigt orker at græde over mit eget liv. Det er der vel også noget sundt i? Der er altid en risiko for, at man bliver for optaget af sit eget liv”.
– Men for dig er det vel modsat?
Han svarer ikke, og vi sidder lidt i tavshed, inden vi taler om den af hans bøger, der har gjort størst indtryk på mig. Stol på at det vil lysne hedder den og er udkommet på dansk i 2020. Året efter udkom Lyden af stilhed. Selv om de er beslægtede, er det mørket, jeg vil tale med ham om. Det mørke, man er i, når man har brug for at høre, at man kan stole på, at det lysner.
Ti ikke om mørket
“Alt for få har lyst til at tale om det mørke, som er en del af alles liv. Det gælder også den kirke, jeg er opvokset i, pinsebevægelsen. Jeg har meget godt at sige om den og er stadig medlem og arbejder i kirken, men svagheden i den og i andre dele af den kristne familie er, at der savnes et sprog for mørket”.
Jeg nikker, men ved, at der er svært for andre at forstå. Er det ikke netop i kirken og troen, man kan hente trøst i sorgen? På sin vis, jo, men Tomas Sjödin ved, hvad han taler om, og jeg genkender hvert et ord, selv om han gør sig umage med kun at tale på egne vegne og ikke generalisere.
“Jeg er vokset op med, at skete der noget, så bad vi til Gud, og så blev det godt og gjorde det ikke, så fik jeg skyldfølelse, for så var der nok noget galt med mig. Det var ikke noget, mine forældre bevidst gjorde i min opdragelse, men det ligger i troen, at det nok skal gå en godt, hvis man tror på Gud. Vi har en forestilling om, at han passer på os. Men den där bilden gick ju sönder för mig väldigt tidigt”.
Andre taler ofte om, at vi er helte, men sådan tænker vi aldrig om os selv
Tomas Sjödin var 18 år gammel, da han kørte galt i bil. Ved siden af ham sad hans allerbedste ven, Göran.
“Han døde på vej til sygehuset, og jeg fik en uhørt stor byrde af skyld at bære på”, konstaterer han kortfattet.
Fra at have været den ungdommeligt optimistiske dreng, ”den gladeste af os”, med et stort fremtidshåb, blev han med ét en ”ganske alvorlig ung mand”, der så sit fremtidige liv som ”en stor ubetalt regning”.
Og han blev præst.
“Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget, der ikke brændte i mig. Meget af det, jeg ellers prøvede, blev hurtigt uinteressant og kedeligt”.
“Det kender jeg”, indskyder jeg.
“Ja, sådan er det”, sammenfatter han.
Barnet, der lever
Dødens nærvær gør meget andet i livet ligegyldigt. Det ved han. Det ved Lotta, som han har sine tre sønner med, Karl Petter, Johan og Ludvig.
“Det viste sig med tiden, at den ældste og den yngste bar en stadig udiagnosticeret sygdom i hjernen, der ligner, kan man sige, Alzheimers. Hjernen og kroppen brydes ned.
Begge havde de 10 väldigt goda år. Nogle af dem i kørestol, men de var glada livsnjutare med stor social kompetens, indtil funktion efter funktion begyndte at falla bort.
De sidste år blev tunge. Fire for Ludvig og fem år for Karl Petter. Men”, siger han og spreder armene ud.
Vi vidste, at det ville gå den vej, men mennesket er sådan indrettet, at vi ikke fatter alt med vores hjerner, selv om vi tror det
“Andre taler ofte om, at vi er helte, men sådan tænker vi aldrig om os selv, men der findes en, som har gjort det så godt, og det er vores mellemste søn. Når alt var værst, og det var slemt i de år, begge drengene var syge, da måtte han bære meget. Han kom ind imellem ind til os om natten og lagde sig til at sove på en madras, mens vi gik til og fra hans syge brødre. En nat satte han sig op og spurgte ud i rummet: Hvordan orker I? Og da indså jeg, at han bar. Han bar sine brødre, men han bar også os”.
“Ja”, siger jeg og tilføjer: “Sådan er det også med mine drenge”.
Det er stille længe. Det støvregner udenfor ruderne. Vi sidder som forældre til seks, tre i graven. Han rømmer sig.
– Åh, nu kom der en lille tåre. Tak for det
Vi sidder igen stille lidt.
Da han begynder at tale, er det om sønnen, der lever og har sagt til sine forældre, at han har haft det godt derhjemme, med ”meget smerte, men også megen styrke”.
“Jeg må sige, at når vores bjerg af skyld overfor ham ikke er større, skyldes det den svenske stat. Havde vi ikke fået al den hjælp undervejs, havde vi ikke kunnet være der for Johan overhovedet”, siger han, og velfærdssamfundet flettes direkte ind i muligheden for at leve med sorgen.
Skylden er evig
De mange år med sygdommen forberedte ham og Lotta på døden, men det chok, de fik, funderer han, da den ældste døde på sit aflastningshjem, mens de var ude at rejse, kan måske minde om det chok, vi stod i, da vi fik at vide, at vores søn havde taget sit eget liv i USA. Vi kan ikke vide det, men da han taler videre om skyldfølelsen over ikke at være der, da hans søn døde, anes slægtskabet.
“Vi havde talt så meget, Lotta og jeg, om, at vi ikke ville have drengene for evigt, men når døden bliver kød og blod og virkelighed, er den altid noget andet, end man forestillede sig. Min skyldfølelse over ikke at have været der varer evigt, tror jeg”.
Deres to drenges død var så forskellige, at ”det næsten ikke går an at sammenligne”. Deres yngste sov stille ind hjemme i køkkenet en søndag morgen.
Kærligheden er stærkest. Det er derfor, der ligger så meget trøst i at elske hinanden. Også når livet slutter. Kærligheden slutter ikke
“Vi vidste, at det ville gå den vej, men mennesket er sådan indrettet, at vi ikke fatter alt med vores hjerner, selv om vi tror det. Vi mærkede på en ubevidst måde, at der var godt for Ludvig at komme afsted. Det er måske den kærlighed, der sejrer over alle skilsmisser. Der findes ingen afstand i verden, der kan skille os fra den kærlighed”.
“Nej, men måske siger vi sådan for at trøste os selv”, spørger jeg.
“Sådan har jeg også sagt til mig selv, men, som årene er gået, tror jeg mere og mere på, at det er rigtigt. Jag tror, att kärleken är så stark”.
Kærligheden er stærkest
Tomas Sjödin er præst, men taler lige nu som far til en mor. Hans tåre er blevet til flere, der ligger i to halvmåner forneden i hans øjne. Hver gang, han tørrer dem væk, smiler han.
“Kærligheden er stærkest. Det er derfor, der ligger så meget trøst i at elske hinanden. Også når livet slutter. Kærligheden slutter ikke”, mener han.
Den har taget bolig i os, som når jeg er blevet krumrygget af at værne om mit hjerte, og han og Lotta efter flere års samtaler endelig er kommet overens med, at de ikke var der, da Karl Petter døde.
“Vi ved, at kærligheden til ham ikke er væk. Der er heller ingen afstand hen til den. Og var vi ikke taget på ferie dengang, var vores kærlighed til hinanden som par måske blevet endnu mere slidt. Men nu ved vi, at også den er uendelig stærk”.
Jeg vil ikke kun skrive om, hvor mørkt det er. Jeg vil vise håbet og lyset. Det er min opgave, men jo, jeg skal være forsigtig med det. Tegner man håbet for kraftfuldt op, bliver det ikke et håb, men et krav, der knækker os
– Mange bliver skilt i sorgen, men ikke jer?
“Nej. Jeg tror ikke, vi kan skilles”, siger han og springer direkte hen til sin forklaring.
“Jeg tror, at al kærlighed kommer fra Gud. I alt det, jeg elsker, findes Gud. Det hænger så meget sammen for mig”, siger han og understreger, at det er sådan, det er for ham, og at hans ”ikke-troende venner ikke elsker deres børn mindre”, end han gør.
“Jeg tror, at Gud findes med al sin kraft og kærlighed, også i deres liv. Jeg kan ikke skille kærligheden fra Guds kærlighed. Det er liksom en enda smet, det er samme surdej”, siger han og minder om, at Gud ved, hvordan det er.
“Gud har også mistet et barn”, konstaterer han, der har svært ved at forestille sig et liv uden Gud.
“Jeg er opdraget med ham, arbejder med ham, alt ville falde som et korthus, hvis jeg mistede troen. Jeg har fuld respekt for dem, som det sker for, men for mig blev troen mere til noget, jeg mærkede end noget, jeg tænkte. Vores liv faldt sammen, men det faldt ned i noget, ikke i tomhed”, forklarer han.
“Men”, siger han efter en kort pause.
“Jeg havde en periode, hvor jeg var vred på Gud, men så skete der det, som jeg også ved, du kender til, du som har læst Johannes af Korset”.
Små striber af lys
Den spanske munk og digter levede fra 1542-1591 og skrev nogle af de mest kendte digte om mørket som et sted, man kan gå rundt i inde i sig selv og der møde Gud.
“Opdagelsen af Johannes af Korset blev et vendepunkt, da Karl Petter var døende. Det er længe siden, 2002, men jeg kan huske at ligge på en madras på gulvet i hans værelse og læse. Jeg kan ikke erindre ordene, men de trøstede mig og gav mig en følelse af, at Gud var med i matchen, uanset hvor slemt det var. Og så blev det muligt for mig at håndtere mørket”.
“Johannes af Korset så ikke kun mørket som et sted, vi skal skynde os væk fra”, påpeger jeg, men er det ikke det, Tomas Sjödin selv opfordrer til, når han skriver en bog med titlen Stol på at det vil lysne?
Måske er det bare sådan at være menneske? Livet er ikke et fire trins program, der kan følges. Der sker altid noget uventet
“Jeg vil ikke kun skrive om, hvor mørkt det er. Jeg vil vise håbet og lyset. Det er min opgave, men jo, jeg skal være forsigtig med det. Tegner man håbet for kraftfuldt op, bliver det ikke et håb, men et krav, der knækker os”.
Jeg nævner for ham, at det, der har trøstet mig mest efter vores drengs død, var nogle ord fra min veninde, præst Liselotte Horneman Kragh. Hun er også aktiv i Nefos, netværk for efterladte til selvmord, og forfatter til I selvmordets kølvand og to bøger om døden. Hun sagde: Det bliver ikke bedre. Da blev jeg frisat for de krav om at blive gladere og komme videre, som er ubærlige.
“Jeg forstår, og jeg vil også helst kun tale om små striber af lys. Små håb. Ikke et håb som et stærkt spotlight. Vi skal være omhyggelige, når vi taler med dem, der sørger”.
Varer i liv og død
Selv har han fundet frem til, at de bedste ord om hans sorger, som han siger i flertal, er, at de er som ”parallelle strømme, der rinder igennem hele ens liv.”
“Om jeg skulle beskrive det med det psykologiske termer, der bruges om sorg, så er jeg i de forskellige faser på skift. Jag snurrar runt i dem hela tiden. Jeg har været i alle faser, nogle gange dem alle på samme tid, og nogle gange ryger jeg tilbage i en fase, jeg troede, jeg for længst havde været igennem”.
“Det er kaotisk”, siger jeg genkendende.
“Ja, det er det. Måske er det bare sådan at være menneske? Livet er ikke et fire trins program, der kan følges. Der sker altid noget uventet. Man må bare takke og tage imod og være til”.
Når man er i mørket, kan man mærke, om der er en anden, selv om man ikke kan se nogen
Han ler lidt, da jeg siger, at det er noget af det, jeg har sværest ved at forklare andre: At det at acceptere livets gang er en lettelse.
“Det er heller ikke alle, der har det sådan. Men jeg tror fuldt og fast på, at der en bestemmelse med vores liv, som vi ikke selv er herre over”.
– Er du sikker?
“Sikker er ikke et godt ord, men jeg har en fast overbevisning og en stærk tro på det og på opstandelsen. Jeg har svært ved at se livet i et andet perspektiv end, at der findes en opstandelse på riktigt. At vi er mennesker, der vil mødes”.
– Du vil kunne genkende dine drenge?
“Ja. Jeg tror, det er en slags personlighed, som genopstår. Men en anden slags krop. Ikke sådan nogle ånder, der suser rundt ude i himmelrummet. Det rejser 1000 spørgsmål, det ved jeg, men så er det, jeg tænker på at være i mørket”, siger han så.
“Når man er i mørket, kan man mærke, om der er en anden, selv om man ikke kan se nogen. Måske er det sådan, opstandelsen er?”
CV – Tomas Sjödin
Født i 1959.
Præst i pinsekirken.
Har i over 20 år skrevet klummer om især tro og sorg og stilhed i Göteborg-Posten og er jævnlig vært i Sveriges Radio.
Prist af blandt andre det svenske kongehus for at skrive og tale om eksistens.
Har udgivet flere bøger. På dansk er udkommet: ”Der er så meget vi ikke er nødt til”, ”Det sker, når du hviler”, ”Stol på, at det vil lysne” og ”Lyden af stilhed”.
Gift med pædagog Lotta Sjödin.
De har tre sønner Karl Petter, Johan og Ludvig. Den ældste og yngste døde som teenagere af sygdom.
LÆS ALLE TEKSTER AF CHARLOTTE RØRTH HER
Topillustration: Charlotte Rørth og Tomas Sjödin. Foto: Trooper/Gitte Blom Christensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
