VAN MORRISON // ANMELDELSE – Gennem en karriere som pladeartist, som spænder over 54 år, har irske Van Morrison udgivet det ene vægtige album efter det andet i en genre, der bedst kan beskrives som … Van Morrison. Til disse hører hans nyeste album “Latest Record Project: Volume 1” ikke, hvis man spørger POV’s anmelder Henning Høeg. “Med årene er Vans frasering gået fra sublim til ufattelig flot. Og i det dybe register er tonen blot blevet endnu mere fyldig og udtryksfuld. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at Van Morrison har så himmelråbende lidt at bruge sin fantastiske stemme til på dette formålsløse maratonværk, der på vinyl fylder hele tre skiver,” skriver han.
Manden, der før var kendt som ‘Van the Man’ kan nu efter min mening officielt skifte navn til ‘Van the Nutcase’.
På sit nye og 42. album Latest Record Project: Volume 1 springer Morrison således officielt ud som fuldblods sammensværgelsesteoretiker med egen dobbeltarmerede haute couture sølvpapirshat – man er vel rock royalty. Allerede sidste år gjorde Morrison sig uheldigt bemærket sammen med en anden aldrende britisk rock-mangemillionær, Eric Clapton. Sammen udgav de to gamle drenge singlen “Stand and Deliver”, hvor de i klodsede vendinger som, “You let them put the fear in you, But not a word you hear is true”, forsøgte at undergrave diverse Covid19-restriktioner.
Nu følger Van Morrison kampagnen op med ikke færre end 27 nye sange, der på skift laller igennem det gammelkendte bluestema ‘kællingen er ikke til stole på’ og friskpresset Covid-paranoia direkte fra Vans egen vinkælder. Samtlige 27 sange er sat til hurtigt glemte bluesmelodier af typen, som Wilson Pickett ikke ville røre med en ildtang. Men ironisk nok er lyden og produktionen samtidig i absolut top.
Men trods den hovedpine, der fulgte i hælene på de 27 nye sange, så håber jeg, at Van Morrisons alligevel snart får sin vilje og igen kan komme ud og spille. På dén måde går der måske så også lidt længere tid, før Morrison igen går i studiet.
Ikke alene er Morrisons stemme om muligt blevet endnu bedre end dengang, han slog benene væk under hele verden med perfekte popsange som “Moondance” og “Brown Eyed Girl”. Ikke alene prikker den 75-årige gnavpot ubesværet helt op på de øverste toner uden så meget som at skelne til autotunemaskinen. Med årene er Vans frasering gået fra sublim til ufattelig flot. Og i det dybe register er tonen blot blevet endnu mere fyldig og udtryksfuld.
Derfor er det dobbelt ærgerligt, at han har så himmelråbende lidt at bruge sin fantastiske stemme til på dette formålsløse maratonværk, der på vinyl fylder hele tre skiver. Van Morrison har altid været kendt som en prisvindende hystade. Undertegnede nød som tilskuer i Fælledparken, da en dybt fornærmet Morrison i 1992 udvandrede efter en småfuld tilskuer med en fingerspids var kommet til at røre saxofonen. Og allerede i 1967 udgav Van et tilsvarende særpræget triple album, hvor den irske superstjerne i vrede forsøgte at slippe ud af en uretfærdig kontrakt ved at synge om manglende royaltybetalinger og ringorm – hans egen.
Det sublime og det ligegyldige
I den mellemliggende karriere har Morrison zigzagget imellem det sublime og det ligegyldige med enkelte mellemlandinger på det middelmådige. Og på Latest Record Project, Volume 1 er han igen røget helt ud på galemands-aksen. Det nye album starter med titelsangen, hvor teksten ikke består af meget andet end “Have you heard my latest record project”.
Det er tydeligt, at han er vred. Vred over, at han ikke kan komme ud at spille og vred over, at han ikke kan gå i sit lokale supermarked uden ansigtsmaske. Ligesom mange andre indehavere af de lidt for stramtsiddende sølvpapirshatte mener Van Morrison, at “de” har skylden. Det er “deres” skyld, at “vi” ikke kan opføre os, som “vi” plejer. Og derfor er moralen i godt to tredjedele af de 27 nye sange, at “vi” ikke længere skal gøre, som “de” fortæller os. “Vi” skal gøre oprør imod “dem”.
Historien melder selvfølgelig ikke noget om, præcis hvem “de”, “vi”, “dem” og “os” er. Og resultatet er, at han i sange som “Double Bind” lyder som om, han læser op af en Q-Anon-løbeseddel:
“Mind control keeps you in line, It’s alway the opposite of what they say, It’s all by design, that’s why we have to break the double bind’.
Andre sangtitler som “Big Lie”, “The Long Con”, “Duper’s Delight” og “They Own the Media” siger det hele. Og på sidstnævnte sang går Van Morrison så vidt i sin tilsyneladende paranoia, at flere jødiske organisationer har anklaget ham for antisemitisme.
Latest Record Project, Volume 1 hører trods sin vellyd ikke til blandt Van Morrisons bedste, langt fra. Det er en ren bundskraber. Men trods den hovedpine, der fulgte i hælene på de 27 nye sange, så håber jeg, at Van Morrisons alligevel snart får sin vilje og igen kan komme ud og spille. På dén måde går der måske så også lidt længere tid, før Morrison igen går i studiet.
It’s a terrible night for a Moondance.
LÆS FLERE ARTIKLER AF HENNING HØEG HER:
Van Morrison: Latest Record Project, Volume 1
PR-foto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
