NYHED // POV OVERBLIK – USA og Iran indleder i dag de første direkte forhandlinger siden USA støttede Israels bombardementer af iranerne under 12-dages krigen i juni sidste år. Den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, og den amerikanske udsending, Steve Witkoff, skal holde møde i Oman.
Begge delegationer er ankommet, skriver det iranske nyhedsbureau IRNA. Det officielle mål er at undgå et nyt væbnet sammenstød. Men foreløbig har de svært ved at blive enige om en dagsorden for mødet, ligesom stærk amerikansk militær tilstedeværelse nær Iran understreger, hvor skrøbelig situationen er. USA ønsker næppe en ny krig i Mellemøsten og iranerne spiller højt spil.
Der er ingen tvivl om, at det iranske styre er presset. 160 amerikanske støtteangreb sidste sommer ramte de vigtigste atomanlæg i Fordow, Isfahan og Natanz, og USA ødelagde sandsynligvis mange centrifuger, der kan berige uran, skriver The New York Times. Desuden dræbte amerikanske bomber 30 højtstående officerer, ofte om natten med præcisionsangreb på hjemmet. Sideløbende svækkede israelske angreb Irans luftforsvar og ødelagde en del af missilbeholdningen.
I december fulgte de største landsdækkende protester i årtier. Befolkningen demonstrerede mod økonomien, der blandt andet lider under sanktioner og øget told. Ifølge AP er den iranske rial halveret, og inflationen nærmer sig trecifrede niveauer. For at stoppe oprøret slog præstestyret hårdt ned på demonstranterne, blandt andet ved at skyde direkte mod folkemængderne. Tusinder mistede livet, og titusinder blev anholdt.
The Guardian vurderer, at der er “så meget bluff, bakket op af militært isenkram, at sandheden sjældent viser sig”, når det gælder Iran og Trump. Selvom Iran er presset militært og økonomisk, optræder dets forhandlere som rutinerede diplomater, der forsøger at sætte rammerne. Udenrigsminister Abbas Araghchi har flere gange insisteret på, at “forpligtelser skal overholdes,” skriver AP.
En forklaring på den selvsikre iranske opførsel kan være, at de satser på, at præsident Trump ikke ønsker en lang og dyr krig. Ifølge The Guardian har en fra den iranske sikkerhedselite udtalt, at Trump vil undgå “lange og rodede krige med høje omkostninger.” Af samme grund kan Iran afskrække ved at gøre en konflikt uforudsigelig og dyr.
New York Times skriver, at Trump i over en måned har truet med at angribe Iran og har sendt en amerikansk “armada” til området, herunder hangarskibet USS Abraham Lincoln og andre krigsskibe med kampfly i Den Persiske Golf.
Iran fastholder, at samtalerne kun skal handle om atomprogrammet. Trump kræver derimod, at Iran stopper atomprogrammet, skiller sig af med beriget uran, begrænser ballistiske missiler og ophører med støtte til militante grupper. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio har sagt, at missiler, regionale alliancer og menneskerettigheder bør indgå, “for at samtalerne kan føre til noget meningsfuldt”.
Rubio udtrykker også bekymring for, hvad der sker, hvis præstestyret bryder sammen. Han sagde, at ingen kan give et enkelt svar på, hvad der følger, og sammenlignede kompleksiteten med — men større end — situationen i Venezuela.
Flere lande i Mellemøsten presser på for en smallere dagsorden med fokus på atomspørgsmålet for at undgå et hurtigt sammenbrud. Nogle nabolande har foreslået at begrænse Iran til lav berigelse omkring 3 procent — langt fra de cirka 90 procent, der forbindes med atomvåben.
Tre iranske embedsmænd siger, at Teheran muligvis kan tilbyde en langvarig suspension af programmet mod lettelse af sanktioner, som har bidraget til landets økonomiske krise. For begge parter kan selv en begrænset aftale være bedre end alternativet: endnu en krig i en allerede presset region.
Læs IRNA, The Guardian, New York Times og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.