SAMTALEINTERVIEW // PSYKOLOGI – Hannah skiller sig ud. Hun går i herretøj, hun bliver forelsket i kvinder, og så er hun psykiater i en tid, hvor læger var mænd og psykoterapi var noget hokuspokus, som Freud begik i Wien. I romanen Sanatoriet inviterer forfatter Anne-Sophie Lunding-Sørensen os med på Sølund Nervesanatorium i 1928. I artiklen her taler hun og psykiater Anne Lindhardt om bogens tilblivelse, psykisk sygdom, psykiatri, kvinder og seksualitet.
Allerede i toget skiller Hannah Neumann sig ud. Det er ikke kun hendes beklædning, der får de øvrige passagerer til at kaste stjålne blikke i hendes retning, hvis de ikke ligefrem stirrer, som nu de to lyshårede småpiger, der sidder ved siden af deres mor på sædet overfor, og hvis øjne hænger på hende konstant. Hun er fremmed her, og det må være det, de kan fornemme.
Hannah er på vej til Sølund Nervesanatorium i Sønderjylland. Hun kommer rejsende fra Østrig og Wien, der i 1920’erne var psykoanalysens hovedstad. Her har Hannah af selveste Sigmund Freud lært at praktisere psykonanalyse, og Hannas opgave er i bogen Sanatoriet at forhindre selvmord blandt Sølunds patienter.
Forfatter Anne-Sophie Lunding-Sørensen har skrevet Sanatoriet, som egentlig skulle have været et filmmanuskript:
”Jeg fik en opgave på et filmmanuskript-kursus. Der skulle indgå forskellige karakterer på forskellige niveauer med handling og drama i mit manuskript. Jeg blev hele tiden udfordret på kurset: ’Prøv at skifte køn på hovedpersonen.’ ’Flyt handlingen i tid.’
For eksempel var Neumann var oprindeligt en mand, som jeg ændrede til en kvinde, men med samme karakter, stadig i herretøj, og så gjorde jeg hende homoseksuel. Det gav rigtig meget til fortællingen,” mindes Anne-Sophie, som undervejs også fandt ud af, at hun havde meget mere lyst til at skrive en roman.
Psykoterapien kom sent til Danmark
”Men det er jo ikke bare snak. Det er jo en analyse, som Neumann laver med hver eneste patient. Og indimellem kan det tage årevis at…” ”Ja, det kan jeg tænke mig.” Signe rejser sig, hun har drukket sin kaffe og spist begge vaniljekranse, mens Dagmar har talt. ”Jeg har ikke flere år, så jeg er nødt til at gå nu. Vi er jo nogle, som skal holde styr på patienterne.”
Anne-Sophie læste en del Freud som led i researchen og konstaterede, at psykoterapien kom sent til Danmark, og at det var en kæmpe revolution.
”Ja, man interesserer sig pludselig for, hvad folk siger og tænker,” siger Anne Lindhardt, psykiater og tidligere forperson for Psykiatrifonden.
Anne-Sophie: ”Jeg fandt nogle gamle journaler, hvor jeg bemærkede, at symptomerne var de samme som i dag. Angst. Søvnløshed. Sortsyn. De udløsende faktorer var også de samme. Ulykkelig forelskelse, for eksempel. Det kunne være sket i dag.”
Anne: ”Sindet er jo sindet. Men måden, vi nærmer os sindet på, er anderledes i dag.”
Anne-Sophie: ”Ja, det er helt vildt, at man faktisk ikke talte med patienterne dengang. Men det lå mig på sinde, at jeg ville beskrive, at der også var omsorg. Jeg fandt gamle patientjournaler på Rigsarkivet og var på Psykiatrisk Samling i Middelfart.
Man kommer nemt entydigt til at dømme i eftertiden, men jeg så megen omsorg i journalerne. Jeg fandt for eksempel ud af, at sygeplejerskerne dengang brugte deres pauser på at bage småkager til patienterne.
Jeg fandt også en oversygeplejerskes noter om de øvrige sygeplejersker: ’Dur ikke til psykiatrien – for hård ved patienterne.’”
Ro, orden og regelmæssighed
Anne: ”Sølund Nervesanatorium er ikke et råt sted. Der er havearbejde, ro, orden og regelmæssighed. Jeg har besøgt gamle sindssygehospitaler. De ligger altid smukt. Frisk luft blev betragtet som helende, og det er jo rigtigt. Sølund er ikke så dårligt, men meget patriarkalsk. Det lå i tiden.”
Anne-Sophie: ”Man har også haft tanken om, at patienterne skulle lave noget, der var godt. Patienterne broderede og malede. Man mente, at det skabte mening.”
Anne: ”Og så kommer Hannah Neumann og forstyrrer det hele, og stereotyperne ophæves.”
”Der er en ung sygeplejerske, som jeg vil bede om at få som assistent til de indledende samtaler. Hun virker meget kompetent. Dagmar Jensen, kender de hende?” ”Åh, ja – den lille Dagmar. Hun er måske ikke den kønneste, men vel omtrent den dygtigste, vi har.” Han ryster på hovedet af sig selv, da Hannah ikke svarer med det samme.” ”Jeg skal lige vænne mig til, at vi har en kvinde iblandt os.”
Anne-Sophie: ”Men, Anne, der er noget, jeg har tænkt på: Hvordan behandler man patienterne ligeværdigt og uden at gå for tæt på? Det må være en balance?”
Freuds patienter kom frivilligt. I din bog sker det under tvang. Patienterne hentes til behandling uden at vide, hvad der handler om
– Anne Lindhardt
Anne: ”Det bliver jo en profession. Man ser et mønster, når man møder et menneske. Men der er behov for ægte kontakt i psykiatrien. Man skal indgå en behandlingsalliance på patientens vilkår. Kunsten er at lade være med at overinvolvere sig.
Freuds patienter kom frivilligt. I din bog sker det under tvang. Patienterne hentes til behandling uden at vide, hvad der handler om, men Neumann har også meget empati og en dyb, dyb interesse for, hvad der foregår i det menneskelige sind. Det er grundlæggende i psykoanalysen. En vigtig del af psykoanalysen er at åbne for folks tanker.”
Anne-Sophie: ”Hannah tror, at hun er med på metoden, men hun er ikke så god en lytter, som hun selv tror. Hun er sig ikke sin magt ordentligt bevidst.”
Anne: ”Patient og læge bør indgå i et menneskeligt ligeværdigt forhold, men det er også asymmetrisk, hvor den ene får betaling og intet afslører direkte om sit eget liv ud over de spørgsmål, som psykoanalytikeren stiller, mens den anden afslører noget. Man bliver meget knyttet til patienter, man ser gennem lang tid, men når de holder op, ved man ikke, hvad der sker med dem.”
Overgreb findes ikke i journalerne
Selvom Hannah bor på Sanatoriet, er hun placeret i mandefløjen, og det er overladt til sygeplejersken Dagmar at hente de kvindelige patienter. Derfor har Hannah også begrænset indsigt i, hvad der sker med kvinderne, når de ikke er til behandling.
En patient med øgenavnet Hesten følger til gengæld sammen med dukken Lillefar stumt med i livet på kvindefløjen.
Anne: ”Patienterne er fluerne på væggen. Hesten ved alt, hvad der foregår. Og hvad med Lillefar?”
Anne-Sophie: ”Jeg så noget interessant i journalerne. Der var en kvinde med et kæmpe stort ansigt og et meget lille smil. Sorgfuldt, udtryksfuldt. Hun gav inspiration til Hesten. Jeg ville gerne have, at Hesten skulle høre stemmer. Lillefar kan alt det, hun ikke kan. Han er en lille, vred mand. Han er hendes livskraft og retfærdighedssans.”
Dengang blev kvinder i underklassen sendt ud og tjene. De var underlagt magtstrukturer og lå meget lavt i hierakiet. De var sindssygt udsatte. Jeg tror, der var så mange overgreb
– Anne-Sophie Lunding-Sørensen
Anne: ”Hesten er et stakkels liv. Hun har fået fjernet et barn. Det knækker en ung, skrøbelig kvinde. Freud ville tale om urtraumer. Den type her overgreb var helt uomtalt, helt væk fra journalerne dengang. Der var kun fokus på her og nu. Man så på øjeblikket.
Det har psykoanalysen ændret, og det har været helt afgørende for psykiatrien: Man kommer fra noget og går videre med noget andet.”
Anne-Sophie: ”Dengang blev kvinder i underklassen sendt ud og tjene. De var underlagt magtstrukturer og lå meget lavt i hierakiet. De var sindssygt udsatte. Jeg tror, der var så mange overgreb, og det var svært at have en seksualitet med risikoen for graviditet. Det var en vildt presset kvinderolle.”
Anne: ”Ufatteligt mange kvinder blev tvunget til at drukne deres barn eller give det væk.”
Anne-Sophie: ”Eller opdrage det som om, det var en søster eller bror.”
Anne: ”Forstillelsen – det var det værste. Man tager noget af folks historie fra en. Men det var tiden og samfundet.”
Anne-Sophie: “Det er vigtigt, at alle har ret til at have deres historie. Der var ingen anerkendelse af overgreb. Det var ikke del af identiteten.”
Kvinder kunne ikke være homoseksuelle
En sølvramme ligger på natbordet med bagsiden opad. Et alvorligt ansigt kigger op på hende, da hun vender rammen om. Blide træk, en lige næse, en blød mund, som former et smil. Men det er især de store, mørke øje, der forekommer hende at være melankolske, som giver ansigtet karakter. Som om de holder noget tilbage. Nederst på billedet har nogen skrevet noget med sort blæk. Hun løfter rammen tættere til ansigtet for at kunne tyde de snørklede bogstaver: ”Von deiner herzallerliebsten Feundin Anna.” Hun slipper rammen, som var den giftig.
At være homoseksuel var heller ikke del af kvinders identitet i mellemkrigsårene.
Anne: ”Men der er en kærlighedshistorie med Anna Freud. Kærligheden er ikke fuldbyrdet, men der er varme breve.”
Anne-Sophie: ”Anna kom ind i historien på en tur til Wien, hvor jeg spiste Freuds yndlingsmad på hans yndlingsrestaurant. Jeg så et foto af Anna Freud, som var det eneste barn, der gik i hans fodspor, og som tog sig af ham. De var tætte på hinanden.
Freud opfattede homoseksualitet mellem kvinder som ’noget værre noget,’ men Anna var lesbisk.
Det er skægt. Lovgivningen om homoseksualitet var målrettet mænd dengang. Man havde slet ikke fantasi til at forestille sig, at en kvinde kunne være homoseksuel.”
Mandlige læger og promiskuøse kvinder
Anne-Sophie: ”I patientjournalerne, jeg fik lov at se under researchen, fremgik det, at alle læger var mænd. De skrev om kvinder, som om de tilhørte en helt anden art med en ’pervers seksualitet.’ Kvinderne blev beskrevet som promiskuøse og indladende overfor lægerne.
Der er en arrogant tone i patientjournalerne: ’Hun er mig noget hysterisk.’ Det var en lang journal, og det var helt tydeligt, at kvinden havde været udsat for en voldtægt, og ’nu gider vi ikke høre mere om det pjat.’”
Anne: ”En pæn, borgerlig kvinde havde ingen seksualitet og ingen psykisk sygdom.”
Anne-Sophie: ”Og i vi har slet ikke set dybderne af, hvad der sker af overgreb i nutiden. #MeToo er starten på et sprog.”
Anne: ”Hvis det nogensinde ændrer sig. Den kvindelige urmor, der er en forudsætning for alt liv – hun er tilbedt og frygtet. Hun er nødvendig for at føde børn og meget selvberoende. Et eller andet i kvinden vækker en vis angst.”
Anne-Sophie: ”Jeg har aldrig forstået det.”
Anne: ”Det er påfaldende, at kvinder igennem hele historien har skullet have begrænset deres magt i kunst, kultur og ledende stillinger. Kvinder oplever stadig ikke at blive hørt. Når en mand siger det samme, som en kvinde lige har sagt, synes folk at ’neeej, hvor er det klogt.’
Devaluering af kloge piger og dygtige kvinder
Bordet er dækket med hvid damask, krystalglas, sølvtøj og en massiv blomsteropsats i midten. Hun får en doktor Holm som bordherre. Også han sveder i sit elegante, lyse jakkesæt. ”Fruen står selv for bordpynten.” Holm blinker og smiler til hende, hun leder efter et passende svar, men han kommer hende i forkøbet. ”Men jeg har på fornemmelsen, at den slags ikke interesserer Dem.” Han læner sig ind mod hende med konspiratorisk mine: ”Bare rolig, jeg lover ikke at afsløre Dem.”
Anne: ”Mændene skaber institutionerne og spærrer folk inde – der er en vældig angst i samfundet for den seksuelle kraft. Det ligger dybt i os. Vi vil kontrollere og rationalisere. Det kan man bare ikke, viser historien. I bogen er der en tindrende pervers læge. Vi ser det næsten overgået i virkeligheden. Seksualitet kan også være en form for undertrykkelse.”
Anne-Sophie: ”Mænd er bange for at miste noget. Det privilegium, det er at være mand. Retten til at forholde sig objektiviserende til kvinder forsvinder. Det er sindssygt provokerende for nogle mænd.
Det er også interessant, som man kan devaluere ’12-talspiger.’ Hvorfor er et 12-tal så galt? Det er fordi, det er piger. Vi har et afslørende sprog.
Anne: ”Og ’femikrimi’ er et vanvittigt nedladende begreb. Der er mange dygtige kriminalforfattere, som er kvinder.”
Vi lever i en brydningstid, hvor abort igen er til diskussion, og hvor der er er en gryende antisemitisme og angst for fremmede. Ting, vi troede, vi havde forladt
– Anne Lindhardt
Anne-Sophie: ”Jeg har ikke skrevet en krimi, men jeg har altid været erklæret feminist. Det er nemt at gøre grin med rødstrømperne og tage afstand på grund af løse bryster og piberøg. Men de ville ikke være objekter. Det var enormt frigørende. Afseksualiseret. Nu er alt seksualiseret igen.
Under kvindernes frigørelse i 1960erne var der meget fokus på ja’erne og mindre fokus på nej’et. Men retten til nej er jo vigtig.”
Anne: ”Vi er på vej mod en ny tid, hvor folk skammer sig. Vi lever i en brydningstid, hvor abort igen er til diskussion, og hvor der er er en gryende antisemitisme og angst for fremmede. Ting, vi troede, vi havde forladt.”
Anne-Sophie: ”Jeg har aldrig troet, at vi skulle debattere det igen.”
Anne: ”Det kommer i nogle bølger.”
I bogen skulle der dog være lidt håb, siger Anne-Sophie. Derfor har den en håbefuld afslutning, som vi ikke helt skal afsløre her.
Anne: ”Man har brug for at åbne døre til håb.
Interviewet med Anne-Sophie Lunding-Sørensen og Anne Lindhardt er oprindelig lavet til en artikel i Psykiatrifondens kvartalsmagasin ”Psykiatri-Information.” Psykiatrifonden har ikke betalt skribenten for at skrive til POV.
LÆS MERE AF LOTTE LADEGAARD HER
Topfoto af Anne-Sophie Lunding-Sørensen er taget af og venligst udlånt af fotograf Klaus Holsting
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her