Temabeskrivelse
Atomulykken ved Fukushima Daiichi-værket i Japan i 2011, hvor en gigantisk tsunami skyllede ind over anlægget, og tre reaktorer nedsmeltede, har lige siden sat sit eftertrykkelige aftryk på den offentlige debat om sikkerhed ved atomkraft i både Japan og andre lande i verden.
Dette tema fokuserer på, hvad der rent faktisk skete i Fukushima, og hvor langt man er kommet i afvikling af det ødelagte værk og oprensning af det omliggende område. Kunne ulykken være undgået? Var det en uforudsigelig naturkatastrofe, som man aldrig kan gardere sig imod – eller spillede tekniske og menneskelige faktorer også en rolle?
Temaets artikler og link giver tilsammen et indblik i, hvad det rent fysisk er for enorme kræfter, der er i spil, og hvad mennesker kan og ikke kan stille op over for de fysiske processer, der skaber så stor en katastrofe.
Det giver først og fremmest et konkret og engagerende materiale til undervisning i den tekniske side af atomkraft, men kan også benyttes i en bredere diskussion om, hvad eleverne politisk mener om atomkraft som energikilde. Temaets artikler tager ikke stilling, men fremlægger relevant stof til en sådan debat.
Temaet kan anvendes i Fysik og Samfundsfag
Faglig anvendelse
Temaet kan anvendes som supplerende stof i fysik, hvor det bidrager med fagligt aktuelle, hverdagsorienterede, samfundsrelevante eller globale problemstillinger, herunder aspekter af bæredygtig udvikling.
I forhold til fysik berører temaet desuden følgende område af kernestoffet:
- Beskrivelse af energi og energiomsætning, herunder effekt og nyttevirkning
- Atomers emission og absorption (Fysik B)
Materialet bidrager til at opfylde følgende punkt i de faglige mål:
- Eleverne skal gennem eksempler kunne perspektivere fysikkens bidrag til såvel forståelse af naturfænomener som teknologi- og samfundsudvikling
I forhold til samfundsfag berører temaet følgende områder af kernestoffet:
- Det økonomiske kredsløb, økonomiske mål og økonomiske styringsinstrumenter
- Kvantitativ og kvalitativ metode
Materialet bidrager til at opfylde følgende punkter i de faglige mål:
- Formulere samfundsfaglige spørgsmål og indsamle, kritisk vurdere og anvende forskellige materialetyper til at dokumentere faglige sammenhænge
- Argumentere for egne synspunkter på et fagligt grundlag
POV artikler
- Redegør for, hvorfor atomulykken ved Fukushima fandt sted. Du må gerne inddrage såvel tekniske som menneskelige faktorer
- Diskutér hvad der er det alvorligste problem, som står tilbage, når man ser på situationen på det ødelagte værk i dag
- Redegør for begrebet ”cold shutdown”
- Beskriv begrundelsen for, at tritium ikke kan fjernes fra det benyttede nedkølingsvand, når andre radioaktive substanser kan
- Diskutér om det giver mening, hvis man i dag kritiserer de atomingeniører, som i tresserne på baggrund af den tids viden designede og konstruerede Fukushima-værket
- Diskutér om Fukushima-værket efter din mening har været drevet forsvarligt
- Diskutér om der var tale om en menneskeskabt katastrofe, og om den kunne have været undgået
- Redegør for udsigterne til, at atomkraft vil få et virkeligt comeback som energikilde i Japan
- Forestil dig, at du selv står med en bolig i et evakueret område i nærheden af Fukushima-værket. Diskutér om du selv ville flytte tilbage, så snart evakueringen blev ophævet
- Diskuter, om de store beløb, der er brugt på oprensning af området omkring det ødelagte værk, er spildt eller ej
Supplerende links
Artiklen “Status of Each Unit of the Fukushima Daiichi Nuclear Power Station” fra www.tepco.co.jp
Dokument om status på nedkølingsvandet i tankene fra www.tepco.co.jp