
BØGER // ANMELDELSE – Med Livsceremoni cementerer Sayaka Murata sin position som en af Japans mest originale og grænseoverskridende forfattere. Med groteske ritualer, kønsløs kærlighed og dystopisk hverdag tvinger hun læseren til at genoverveje, hvad det egentlig vil sige at være menneske.
Sayaka Murata er en af de japanske forfattere, som for alvor er brudt igennem i Danmark de senere år.
Først med Døgnkioskmennesket, som satte Japans karrierekultur i fokus, og derpå med Jordboerne, hvor man i sandhed må sige, at det gik til den lidt syrede side med astrale rejser og en ny art på jorden her.
Man er ret beset en ganske anden efter endt læsning
Jeg har læst begge bøger med stor fascination, al den stund at læsningen i mine øjne er bedst, når overraskelsen indtræffer, og her må jeg simpelthen bare sige, at Sayaka Murata har en evne, jeg ikke finder hos mange andre.
I den nye bog, Livsceremoni, iscenesætter forfatteren i sine fortællinger det moderne menneske.

Og de er hårdtslående, fortællingerne.
Hør bare, når jeg lister dem op: kønsløse kærlighedsforhold, groteske livsceremonier, barbariske festmåltider og insemineringsritualer, som går ud over alle grænser.
Sayaka Murata får teksterne til at svirpe med halen
Lad os dvæle lidt ved titelnovellen, hvor vi møder kvinder på et kontor. De diskuterer, hvorledes deres chef, som er død for nylig, mon smager. Ja, de skal til en livsceremoni, som indebærer, at man som gæst får mulighed for at smage på den afdøde, og det er noget, de ser frem til, forlyder det.
Sayaka Murata kan virkelig noget med sine fiktive fortællinger.
Det er håndværket, jeg sigter imod, for hun formår at skrive meget på niveau med sine karakterer, hvorved et indgående forhold etableres. Langsomt og opbyggeligt skrider handlingen frem, og alt er fint og fredeligt. Og så svirper sætningerne og teksten med halen, hvorved man lades tilbage med et nyreslag af en art, idet handlingen tager en drejning og en retning ikke umiddelbart set før.

Helt konkret kan denne nye udgivelse i mine øjne være medvirkende til at flytte forestillingen om, hvad det vil sige at være et menneske.
At læse Livsceremoni er som at placere sig i en tørretumbler, man først spyttes ud af på et tidspunkt, hvor alt synes tabt.
Man er ret beset en ganske anden efter endt læsning.
Mange af teksterne har været bragt rundt i verden, og nu er de samlet – klar til at angribe læseren.
Sayaka Murata har selv forsøgt at sætte ord på de fortællinger, hun skriver, og det er ikke meget forkert, når hun beretter følgende: ”Jeg skriver skræmmende og mærkelige fortællinger.”
Fermt og fascinerende er det, hvorledes Sayaka Murata formår at løfte dystopien til en meget vedkommende verden, som jeg dels skræmmes af og dels finder begejstring i.
Jeg kan jo stadig blot lukke bogen og vide mig sikker på, at jeg er i en sikker og tryg tid … eller?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.