- Det har vrimlet med konspirationsteorier på sociale medier de seneste år. Og det går hedt for sig i kommentarsporene, hvor tilhængerne af teorierne kaldes tosser og sølvpapirshatte
- Men faktisk bør man i stedet lytte til, hvad teorierne egentlig er udtryk for, lyder det fra flere forskere
- Konspirationsteorier kan nemlig pege på, at mange føler sig marginaliserede og ekskluderede i samfundet. Og de problemer kan man ikke afhjælpe ved at gøre nar
- I stedet må man starte med åben og empatisk samtale
Coronapandemien er blot første skridt i en lille international elites plan om at indføre et verdensomspændende kommunistisk diktatur. Der er mikrochips i vaccinerne, så Bill Gates kan kontrollere verdens befolkning, og faktisk havde han allerede udviklet vaccinerne, længe før den nye coronavirus opstod.
Sådan lyder et lille udpluk af det væld af gamle eller nye konspirationsteorier, der har set dagens lys under coronakrisen.
Konspirationsteorier bunder oftest i, at folk er bekymrede og kan føle sig magtesløse
I kommentarspor på sociale medier kan det gå heftigt for sig, når tilhængerne af teorierne indædt forsvarer dem, mens de fra anden side kaldes konspirationsteoretikere, sølvpapirshatte og tosser.
Fronterne er trukket skarpt op, og det kan virke, som om enhver dialog er umulig. Så hvordan bærer man sig egentlig ad med at tale med en, som tror på konspirationsteorier?
Fælles fodslag i kritisk tænkning
Konspirationsteorier bunder oftest i, at folk er bekymrede og kan føle sig magtesløse, siger Karen Douglas, der er professor i socialpsykologi ved University of Kent i Canterbury i England. Her forsker hun blandt andet i, hvem der tror på konspirationsteorier og hvorfor.
”Når man taler med dem, er det ikke konstruktivt at være fjendtlig eller opføre sig på en måde, som latterliggør dem. Det underkender deres bekymringer, som de mener er legitime, hvilket kan fremmedgøre dem yderligere. Derfor er det vigtigt at forholde sig rolig og lytte til dem,” siger hun til TjekDet.
Man kan komme en, som tror på konspirationsteorier, i møde ved at appellere til værdien i at kunne tænke kritisk
Karen Douglas foreslår, at man kan komme en, som tror på konspirationsteorier, i møde ved at appellere til værdien i at kunne tænke kritisk.
“Mange, der tror på konspirationsteorier, er også overbeviste om, at de er kritiske tænkere, som forsøger at afdække sandheden. En strategi kan derfor være at bede vedkommende forholde sig kritisk til deres information: Hvor kommer den fra? Hvem har sagt det? Er det en pålidelig kilde?,” siger hun og fortsætter:
“Det kan måske afsløre nogle mangler ved konspirationsteorien, som gør det muligt at udfordre den.”
Undgå splittelse
Man bør holde sig helt fra at udskamme folk, der tror på konspirationsteorier. Sådan siger Kasper Grotle Rasmussen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU, hvor han blandt andet forsker i konspirationsteorier.’
”At udpege nogen som sølvpapirshatte og særligt problematiske, fordi de er konspirationsteoretikere, er noget af det dummeste, man kan gøre. For så har du lukket for al samtale. Så har du lavet en polarisering i os og dem, og det er der ikke nogen, der kan komme tilbage fra,” siger han.
Det på ingen måde en gangbar vej at latterliggøre og kaste med mudder fra hver sin skyttegrav på sociale medier
Han foreslår i stedet, at man spørger ‘’hvad er det, du synes, er problematisk her?’ og prøver at afdække det. Dernæst må man få folk til at forklare, hvad det er, der ligger i konspirationsteorien, og hvilke elementer af den de mener er rigtige.
Det kan føre til, at folk hører sig selv sige, ’vi ved jo alle sammen, at…’ eller ’sådan er det jo bare, fordi…’. Og så kan man begynde at spørge dem, hvad beviserne egentlig er for det, foreslår Kasper Grotle Rasmussen.
I hvert fald er det på ingen måde en gangbar vej at latterliggøre og kaste med mudder fra hver sin skyttegrav på sociale medier. Særligt hvis der er tilskuere:
“Man skal for alt i verden undgå at sætte folk i ubehagelige situationer, hvor det ender med, at alle nu skal se, at vedkommende har forkerte holdninger. Man skal undgå at trække de metaforiske bukser ned på folk.”
Kan gavne demokratisk samtale
Kasper Grotle Rasmussen mener også, vi skal bevæge os væk fra opfattelsen af, at konspirationsteorier er et randfænomen for nogle få på kanten af samfundet. Det er nemlig fejlagtig at tro, at konspirationsteoretikere blot udgør en lille, undertiden højtråbende og potte-pande-trommende skare.
”Det er vigtigt at slå fast, at det er meget menneskeligt at tro på konspirationsteorier. Det er en forklaringsmodel, som vi i princippet alle benytter,” siger Kasper Grotle Rasmussen.
Michael Bang Petersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i konspirationsteorier, mener, at teorierne kan pege på underliggende problematikker i samfundet.
Vi skal lytte og prøve at forstå den kritik af magten, de typisk er udtryk for. Gør man det, kan konspirationsteorierne vise sig at være gavnlige for den demokratiske samtale
“Konspirationsteorier er som en kanariefugl i kulminen. Spredningen af dem er et symptom på, at en stadig større befolkningsgruppe føler sig frustrerede, marginaliserede og ekskluderede,” forklarer han.
Han foreslår derfor, at man anlægger en inkluderende tilgang.
“Man bliver nødt til at anerkende de personer, man står overfor. Man får ikke løst det grundlæggende problem omkring ekskludering og marginalisering ved at gøre nar eller optræde aggressivt,” siger Michael Bang Petersen.
I stedet for at betragte konspirationsteorier som noget problematisk, sygeligt, forkert eller latterligt, mener Kasper Grotle Rasmussen, at vi skal lytte og prøve at forstå den kritik af magten, de typisk er udtryk for. Gør man det, kan konspirationsteorierne vise sig at være gavnlige for den demokratiske samtale.
Han påpeger dog, at man selvfølgelig ikke bare skal acceptere alle forklaringer som lige gode.
Problematisk polarisering
Konspirationsteorierne er dog heller ikke helt uproblematiske, påpeger Kasper Grotle Rasmussen.
”Det problematiske er, hvis vi bliver så polariserede, at vi ikke har den samme virkelighedsopfattelse. Den samfundsform, vi har valgt, forudsætter en fundamental tillid til hinanden og systemet. Forsvinder den, bliver det et demokratisk problem,” siger han og fortsætter:
“Hvis vi mister en fælles tilgang til, hvad der er rigtigt og forkert, så ser vi ikke længere det samme, og så er det svært at have en fælles samtale.”
Man må forsøge at have empati for, hvor den anden person kommer fra
Når konspirationsteorier udbredes, er der desuden en risiko for at sprede misinformation og desinformation. Og det er særligt problematisk, hvis de, der eksponeres, ikke har tilstrækkelig kildekritisk sans til at afvise informationen som falsk, lyder det fra Kasper Grotle Rasmussen.
”Vi har alle sammen et ansvar – særligt på internettet og sociale medier – for at være kildekritiske og bruge sund fornuft og spørge os selv, om det her nu virkelig kan passe,” siger han.
Et spørgsmål om empati
Ifølge Christopher French, der er professor i psykologi ved Goldsmiths University of London, hvor han blandt andet har forsket i psykologien bag overtro, er det vigtigt at prøve at forstå, hvad motivationen er for at tro på teorierne. Han peger på åben og anerkendende dialog som den rette vej frem.
“Forsøg at være høflig og anerkend, hvis de fremfører pointer, du mener, har værdi. Anerkend, at ja, nogle gange finder virkelige konspirationer sted, og nogle gange tager mainstream-medierne fejl, og der er bias på alle sider. Accepter alt det,” siger han og peger på Watergate-skandalen, hvor den amerikanske præsident Richard Nixon fik plantet aflytningsudstyr for at overvåge sine politiske modstandere, som en virkelig konspiration.
Et meget nyttigt spørgsmål at stille, er, hvad der kan overbevise vedkommende om, at han eller hun tager fejl?
“Og engagér dem da i diskussioner om de kilder, de får deres informationer fra, og hvorfor de stoler mere på dem end på de officielle nyhedskanaler. Hvorfor afviser de eksperters vurderinger? Lad dem nå frem til de konklusioner, du ønsker, de skal nå frem til, på egen hånd,” siger han.
Og så må man forsøge at have empati for, hvor den anden person kommer fra, lyder det fra Christopher French.
“Vi er nødt til at indse, at ikke alle ser verden, som vi selv gør,” siger han.
Slutteligt giver han et råd til, hvordan man kan påbegynde dialogen.
Et meget nyttigt spørgsmål at stille, er, hvad der kan overbevise vedkommende om, at han eller hun tager fejl?
“Hvis de så svarer, at det er der intet, der vil, kan du ligeså godt give op. Men tager de det derimod seriøst, så har man en vej frem,” siger Christopher French.
Denne artikel er oprindelig bragt hos TjekDet og bringes her efter aftale med TjekDet. TjekDet er et uafhængigt dansk faktatjekmedie, der korrigerer og nuancerer påstande i den offentlige debat.
Læs mere fra TjekDet hos POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her