
BØGER // ANMELDELSE – Temaet i Michelle Steinbecks Favorita er fortvivlende aktuelt, og romanen er originalt tænkt, men udførelsen er til tider udmattende, skriver Ulla Hinge Thomsen.
Et sted i de toscanske skove går den unge kvinde Sisina i 1946 til brønden for at hente vand. Hun er ung og smuk, forlovet og fuld af livskraft. Men Sisina kommer ikke hjem igen. Et sted i skoven tager nogen hendes liv.
Trods både mistænkte og en retssag bliver hendes morder aldrig dømt, men sagnet om Sisina holder ved. Var det hendes forlovede Vito, der opdagede, at hun var ’let på tråden’ og slog hende ihjel i rasende jalousi – selv om han blev frikendt? Eller var det egnens rige familie, som skaffede hende af vejen? Hvem slog Sisina ihjel?
Et sted i nutidens Schweiz ringer en telefon. En kvinde ved navn Filippa tager den og får at vide, at hendes mor, Magdalena, er død i Italien. Stemmen i den anden ende af røret siger, at dødsårsagen er angivet til ’skrumpelever’, men at den er falsk.
Filippa med kælenavnet Fila er jeg-fortælleren i den schweiziske forfatter Michelle Steinbecks nye roman, Favorita. Fila er vokset op hos sin bedstemor, mens mor Magdalena har flagret rundt i en udsat tilværelse med en overflod af mænd og alkohol og et underskud af stabilitet. Nu rejser Fila til Italien for at finde ud af, hvad der er sket med hendes mor. Slog nogen også hende ihjel?
Favorita er en frisk fornøjelse – i starten
Det lyder som opskriften på en moderne krimi: Et nutidigt mord væves ind i et fortidigt mord, tråde bindes, temaer gentages, og i sidste ende går det hele op. Men Favorita er så langt fra en ren krimi. Den blander rejseroman, dystopi, journalistiske passager og endda lidt komedie i en hæsblæsende stream of events blandet med historier fra Filas opvækst, som her:
Jeg tørstede efter disse historier, disse tragiske eventyr om adskilte søskende, moderløse børn, skinhellige hyklere og hekse på kosteskafter. Fattigdomsbillederne var skrækromantiske, syntes jeg: huleagtige værelser med ulmende kul i kakkelovnen, bare fødder på klippegrund. OG det bedste: Det var min egen familiehistorie, jeg var selv indblandet. Det fortalte mig noget om mig selv.
Netop dette gør Favorita til en frisk fornøjelse i starten, men i sidste ende også til en overstimulerende oplevelse. Mere om det senere. For bogens tema er jo fortvivlende aktuelt. Sagen er nemlig, at Sisina og Magdalena – med tilnavnet Favorita – blot er to ud af hundredetusindvis af kvinder, som er blevet slået ihjel af mænd til alle tider i hele verden.

Fordi mænd er blevet rasende på kvinder. Fordi mænd har villet undertrykke kvinder. Fordi mænd kan. Magdalenas mulige mord er dermed nært forbundet med Sisinas og i romanens optik med patriarkatets undertrykkelse:
Det, der skete med Sisina, er angstens rod, mareridtet. (…). Det er sådan, de holder os nede. De vil ikke have, at vi bliver uafhængige og frygtløse og fri. Det kunne vi ændre på, hvis vi ville. Men vi har glemt, at det kan være anderledes.
I 2021 trendede hashtagget #textmewhenyougethome, da 33-årige Sarah Everard blev slået ihjel af en politimand i London på vej hjem. Det farlige ved at være kvinde og gå alene på øde, mørke steder har ikke ændret sig stort, siden Sisina gik til brønden efter vand.
Bouillon har sin berettigelse, men næste gang indtager jeg selv hellere en suppe på nye friske urter
Så sent som i aftes gik jeg selv hjem fra stationen med min telefon fremme, klar til både at lyse, slå og ringe efter hjælp, hvis en mandeskikkelse skulle træde ud af skyggerne. Eller som Fila beskriver:
Hele mit liv er jeg blevet trænet i at undgå situationer som den her. Aldrig at tage imod noget fra fremmede. Altid at holde benene samlet. Aldrig hæve stemmen. Altid opføre mig som en dame. Klæde mig anstændigt på. Sko, jeg kan løbe i. Aldrig lade min drink ude af syne. Aldrig drikke mig fuld. Ikke stole på nogen. Kun gå af oplyste gader. Altid udstråle selvsikkerhed, aldrig angst.
På den måde går der en lige linje fra Sisina gennem Fila til denne kvindelige læser. Et vilkår, en grundangst. Derfor er jeg også helt med på romanens projekt om at sætte en stor fed projektør på problemet med vold mod kvinder og de voldsmænd, der går fri. Gennem Filas rejse i tid og sted lader forfatteren myrdede kvinder i fortid og nutid få oprejsning.

Præcis hvordan skal ikke røbes, for selv om Favorita ikke er en krimi i den forstand, er der stadig et plot, som kan spoiles. Jeg kan dog afsløre så meget som, at hun undervejs møder både spøgelser, krigeriske kvinder, fascistiske mænd, lokale landsbyboere, hekse, talende statuer og en mand, der kaldes coachen.
Fiktion og virkelighed, nutid og fortid, døde og levende fletter sig ind i hinanden på 442 sider, hvor der sker noget på hver eneste. Det er, i mangel af bedre ord, en vild bog, bygget på, fornemmer man, en vild og retfærdig vrede over kvinders voldelige endeligt.
Stilistisk interessant, men litterært uforløst
For mig er det Filas interesse for både hendes egen mors og Sisinas skæbne, der gør mest indtryk. Slægtsskabet, søsterskabet, om man vil, med kvinder i forrige generationer og viljen til at blive ved med at kæmpe for eksistensen. Hun har både fået en tung bagage og en chance for at gøre ret uret af sin mor, og kvindernes samarbejde bevæger mig.
Af den grund har jeg lyst til at kunne lide romanen. Men dens kvinders modsvar til mændenes vold lader mig underligt uforløst. Jeg forstår vreden og lysten til hævn, men jeg savner et bud på livet efter krigen. Det er ikke Steinbecks ærinde og fred (!) med det.
Stillistisk er romanen interessant, men bliver for mig dog også en lidt for koncentreret ret, hvor masser af spændende krydderier overdoseres. Forlaget kalder den selv en feministisk bouillonterning, og det er ikke en dårlig beskrivelse. Bouillon har sin berettigelse, men næste gang indtager jeg selv hellere en suppe på nye friske urter.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.