En mineralaftale mellem Ukraine og USA røg på gulvet under et heftigt møde mellem præsidenterne Trump og Zelenskyj i Det Hvide Hus i februar. Nu forsøger Ukraine at genoplive en aftale.
I denne uge rejser en ukrainsk delegation til USA i håb om at få afsluttet en aftale om mineraler og sjældne jordarter. Det fortæller Ukraines vicepremierminister, Julija Svyrydenko, på den sociale platform X, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Julija Svyrydenko fortæller videre, at dialogen med USA afspejler begge landes strategiske interesser og fælles ønske om at bygge et stærkt, gensidigt partnerskab. ”Vi sigter efter at blive enige om udvælgelse af projekter, juridiske rammer og langsigtede investeringsmekanismer”, skriver Julija Svyrydenko.
Mineralaftalen gik i vasken, da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump endte i et skænderi i Det Hvide Hus. I slutningen af marts blev et nyt amerikansk forslag til en mineralaftale lækket. Ifølge udkastet handler en ny aftale ikke bare om mineraler og sjældne jordarter, men også om udvinding af olie og gas i Ukraine. Udkastet indebærer blandt andet, at Ukraine og USA opretter en fælles fond til at administrere indtægterne fra ressourcerne i Ukraines undergrund, og i fonden skal USA have vetoret over beslutningerne. Ukraine har været tilbageholdende med at kommentere det nyeste amerikanske forslag.
USA skal ifølge udkastet have alle fondens indtægter samt fire procent i rente årligt, indtil den støtte, som USA har givet Ukraine i forbindelse med krigen mod Rusland, er tilbagebetalt. Ukraines præsident Zelensky vil dog ikke godtage, at den hjælp Ukraine har fået af USA under præsident Joe Biden, er lån, der skal tilbagebetales.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.