I aftes var demonstranter igen på gaden i Istanbul for at vise deres protest mod, at en oppositionspolitiker er anholdt og fængslet. Demonstranterne kalder det et ”kup”.
Ekrem Imamoglu er borgmester i Istanbul, men i forgårs blev han anholdt og beskyldt for blandt andet korruption, magtmisbrug og terrorstøtte. Omkring 100 andre blev også anholdt. Det skete få dage, før Ekrem Imamoglu stod til at blive valgt som præsidentkandidat for det største oppositionsparti Det Republikanske Folkeparti, CHP.
Tusindvis af tyrkere protesterede i aftes i Istanbul, Ankara og andre byer mod anholdelsen af Imamoglu, skriver Deutsche Welle. De krævede, at præsident Recep Tayyip Erdogan træder tilbage og beskylder ham for at forsøge at eliminere en rival ved det næste præsidentvalg. Efter anholdelsen i forgårs gjorde myndighederne det forbudt at demonstrere i fire dage i Istanbul og lavede samtidig begrænsninger på brug af sociale medier. Trods det er der blevet protesteret to dage i træk og politiet har brugt gummikugler og peberspray mod demonstranterne, skriver BBC, der også fortæller, at mindst 37 er anholdt for at skrive kritisk om regeringens politik på sociale medier.
Den tyrkiske regering afviser, at anholdelsen af Ekrem Imamoglu er politisk motiveret. Præsident Erdogan kalder oppositionens kritik ”teatralsk” og spild af tid.
Ifølge Reuters siger lederen af CHP, partiet som ønsker at gøre Imamoglu til præsidentkandidat, at Imamoglu stiller op uanset hvad. Og at forsøget på at fjerne Imamoglu fra præsidentvalgkampen bare vil give oppositionen endnu mere opbakning.
Der skal efter planen være præsidentvalg i Tyrkiet i 2028, men iagttagere siger, at valget kan udskrives før planlagt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.