Den franske skuespiller Gérard Depardieu skal i dag møde i retten i Paris, tiltalt for seksuelle overgreb mod to kvinder under en filmoptagelse i 2021. Depardieu, 76, er en af Frankrigs mest kendte kunstnere. Han har medvirket i mere end 200 film og TV-serier.
Ifølge Le Monde fandt de påståede overgreb sted under optagelserne til filmen Les Volets Verts i 2021. De to kvinder – en 54-årig rekvisitør og en 34-årig assisterende instruktør – arbejdede begge på settet og har anklaget Depardieu for seksuel vold. Skuespilleren Anouk Grinberg, som også medvirkede i filmen, har offentligt bakket op om de to kvinder. Hun har udtalt til AFP, at Depardieu under optagelserne fremsatte “konstante, sjofle bemærkninger”, og at producenterne, som hyrede ham, vidste, at de “ansatte en overgrebsmand”.
Anklagemyndigheden kræver op til fem års fængsel og en bøde på 75.000 euro, hvis Depardieu dømmes. Han er ikke varetægtsfængslet, men har siden efterforskningens begyndelse været underlagt retsligt tilsyn.
Sagen føjer sig til en række anklager, som har rejst bred offentlig debat i Frankrig. Ifølge Mediapart har mere end 20 kvinder siden 2023 offentligt beskyldt Depardieu for seksuel chikane og krænkende adfærd. Den nuværende sag er den første, der føres ved en strafferetlig domstol.
Depardieus forsvarer kalder anklagerne “usande” og siger, at skuespilleren ser frem til at blive renset. Depardieu har i et åbent brev til den konservative avis Le Figaro skrevet: “Aldrig, aldrig har jeg misbrugt en kvinde.” Han er dog ikke ubekendt med skandaler og har tidligere været i overskrifterne for slagsmål, spirituskørsel og for at have urineret i midtergangen på et fly.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.