Sundhedsreformen skal føre til færre regioner og flere læger. Og flere penge, hvor der er flest syge, skal bringe behandlingen tættere på patienterne.
Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale om sundhedsreform, som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) fredag formiddag har præsenteret sammen med repræsentanter for de øvrige regeringspartier S og M samt aftalepartnerne DD, SF, K og R.
Løhde kalder det ”en historisk reform”, der generelt skal flytte sundhedsvæsnet tættere på borgerne.
Strukturelt skal det blandt andet ske ved, at Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen, så man får gjort op med skævheden, der har givet dårligere sundhedstilbud til sjællændere uden for København.
I hele landet oprettes 17 nye sundhedsråd med folkevalgte fra kommuner og regioner. Deres rolle bliver især at sikre bedre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene og uden for sygehusene.
Der er også et mål om at øge antallet af både praktiserende læger – fra 3500 til 5000 i 2035 – og flere speciallæger. Der skal også være hjemmebehandlingsteams i hele landet. For at nå de mål, skal der blandt andet oprettes flere studiepladser på medicinstudierne i Aalborg, Esbjerg og Køge.
Der er desuden blevet plads til en radikal mærkesag, nemlig indførelsen af en ny folkesundhedslov, der sætter fokus på forebyggelse og på at bekæmpe ulighed i sundhed.
Nogle af de konkrete patientgrupper, der er særligt fremhævet i aftalen, er børn og unge, der skal have kortere ventetid i psykiatrien, demente, der skal udredes hurtigere, og patienter med sygdomme som KOL, lænderygsmerter og type 2-diabetes, som skal omfattes af nye kronikerpakker.
Læs hele aftalen og kommentarer fra aftalepartiernes ordførere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her