Trods tre års krig i Ukraine og Forsvarets Efterretningstjenestes advarsler om, at Rusland kan gøre klar til angreb i løbet af få år, nedlægges der beskyttelsesrum.
Det er Jyllands-Posten, der har lavet en rundspørge til beredskaberne rundt omkring i landet, og har fået svar, der får politikere på Christiansborg til at rejse kritik.
I Københavns Kommune er man fx gået fra at have 6000 beskyttelsesrum under Den Kolde Krig til i dag at have omtrent 1000 beskyttelsesrum. Beredskab og Sikkerhed i Kronjylland oplyser, at det siden januar 2022 har nedlagt 22 beskyttelsesrum. Det seneste blev nedlagt i maj 2024. Gennem årene er der i alt nedlagt 44 beskyttelsesrum i Kronjylland.
Sidste år lavede Beredskabsstyrelsen en opgørelse over landets beskyttelsesrum. I alt var der 3,6 mio. pladser til næsten 6 mio. danskere. Avisen skriver, at de fleste kommuner har baseret deres optælling på historiske oplysninger og registreringer i Bygnings- og Boligregisteret (BBR), og at det derfor var en ”skrivebordsoptælling,” hvor tilstanden ikke nødvendigvis blev kontrolleret – eller om rummene fandtes i virkeligheden.
Flere politikere på Christiansborg kritiserer, at der bliver færre og færre beskyttelsesrum. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti siger, at ”ministeren må få fingeren ud, jeg forstår ikke, hvad der foregår,” mens Søren Søndergaard fra Enhedslisten siger: ”Jeg forstår ikke, hvad den overordnede tænkning fra regeringen er. Det stikker i alle retninger. Der mangler en overordnet plan for det.”
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack (V) afviser, at han sidder på hænderne og peger på at et analysearbejde er sat i gang, et arbejde der skal afdække hvilke udfordringer beredskabet står med og om beskyttelsesrum er en af dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.