Et stigende antal danskere har ikke tilstrækkeligt fokus på trafikken, når de færdes i den, og det koster liv, viser rapport fra Vejdirektoratet.
En telefon der bipper, eller et barn som græder – der er meget, som kan forstyrre i trafikken. Uopmærksomhed og manglende orientering var sidste år årsag til otte ud af ti dødsulykker. De to faktorer har fået større betydning end de foregående ti år, viser Vejdirektoratets rapport ’Dødsulykker 2023’.
Afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen siger i en pressemeddelelse, at ”Vi ikke må forveksle bilen med dagligstuen derhjemme og tro, at vi også kan spise, drikke og lave alt muligt andet end at køre bil, når vi færdes ude i trafikken.”
Administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, Jakob Bøving Arendt, advarer desuden bilister mod at stole for meget på bilens sikkerhedsudstyr. ”Man har stadigvæk ansvaret for sin egen og andres sikkerhed, når man kører ud ad indkørslen.”
Netop alle de nye funktioner kan paradoksalt nok være med til at fjerne fokus fra trafikken. Undersøgelser tyder på, at bilister risikerer at blive uopmærksomme af de store, interaktive skærme, der findes i nye biler, hedder det i pressemeddelelsen.
I 2023 mistede 162 livet i trafikulykker herhjemme. Tre ud af fire af de dræbte var mænd. De fleste dræbte kørte i personbil, mens 62 var fodgængere eller cyklister. Lidt under hver sjette dødsulykke skete i en landzone.
Læs pressemeddelelsen fra Vejdirektoratet eller hele rapporten her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her