POLITIK // INTERVIEW – For Mette Nielsen er beslutningen om at sejle med til Gaza med nødhjælp drevet af kærlighed og håb. Hun sejler, fordi palæstinensere dér direkte har bedt om hjælp, og fordi hun tror på, at almindelige mennesker kan flytte noget, når verdenssamfundet svigter. Fra kajen på Sicilien fortalte hun om, hvor vigtigt det er, at vi ikke mister håbet og bliver ved at presse på.
Forleden kom jeg til at afbryde en samtale, fordi jeg efter et sug i maven kom med et udbrud: ”Mette sejler til Gaza!”
Jeg kender egentlig ikke Mette vildt godt, hun er en veninde af en veninde, og jeg har kun mødt hende sporadisk. Men det er, som om den krig, jeg hver dag konfronteres med online, pludselig er blevet lidt mere håndgribelig.
Mette sejler til Gaza … og jeg vil prøve at forstå og forklare hvorfor.
Mette Nielsen selv er stifter og forkvinde i NGO’en Act for Life, der blandt andet rejser til Athen og hjælper flygtningefamilier med dagligvareindkøb, tøj og medicin. Hendes online platform har i skrivende stund næsten 29.000 følgere
Det er en af grundene til, at det lige præcis er hende, der er én ud af otte danske frivillige, der sejler afsted med nødhjælp og for at protestere mod det angivelige folkemord.
Vi bør også fortælle historierne om dem, der går forrest, og det her er sådan en historie
Det fortæller hun mig netop som noget af det første, da jeg ringer hende op torsdag aften via appen Signal for at høre hendes perspektiv: ”Der er nogen, der skal tage denne her risiko. Jeg føler mig forpligtet, når jeg har en platform og en stemme til at bruge den. Jeg har privilegierne. Jeg er hvid kvinde, og jeg har et rødbedefarvet pas.”
For at lægge alle kort på bordet skal det siges, at Mette gentagne gange under interviewet påpegede, at hendes historie er uvigtig i det store billede. At vi skal holde fokus på Gaza og de grusomheder, der foregår der. Jeg er delvist uenig, for vi bør også fortælle historierne om dem, der går forrest, og det her er sådan en historie.
Briefings og civile både
Bag Mette høres stemmer, der taler forskellige sprog: dansk, engelsk, arabisk. Det har været nogle hektiske dage, fortæller Mette, som i øvrigt er ramt af forkølelse og altså oveni gennemgår forberedende træning og modtager briefings i døgndrift. Før jeg taler med hende, har hun for første gang haft lidt fritid til at gå ud og handle småting til turen – intimservietter blandt andet, for hun ser frem til to uger på en lille båd uden bad.
”Jeg ved jo heller ikke, om jeg kommer til at ligge og kaste op i to uger, jeg har jo ikke sejlet før,” siger hun, og vi griner sammen lidt halvhjertet. Det er nemmere at forholde sig til end indholdet af den træning, hun har modtaget, som blandt andet skal forberede hende og de andre civile frivillige besætningsmedlemmer på, hvad de skal gøre i tilfælde af tortur og seksuelle overgreb.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, da Mette fortæller det. Hvis man har en algoritme på de sociale medier, der ligner min, så ved man godt, at det ikke er, fordi IDF er kendt for at holde igen.
Men som Mette understreger: ”Selvom vi måske bliver udsat for tortur, er det ikke lige så voldsomt som det, palæstinenserne bliver udsat for dagligt”, hvorefter hun henviser til de flere tusind palæstinensere, der lige nu sidder fængslet i israelske fængsler. Ifølge Amnesty er det over 9.500.
Kaldet til missionen
Hun svarer langsomt, næsten som om hun leder efter de rigtige ord: ”Min regering er så sovset ind i det her. De leverer våben til Israel og vælger ikke at gøre noget – ikke sanktionere. Som dansker føler jeg et ansvar. Jeg ønsker alle mennesker de rettigheder, jeg selv har.”
For Mette handler det ikke kun om politik, men også om noget større. En slags kald. ”Jeg tror på, at der er en mening med tingene, og at jeg skal afsted på denne mission”, siger hun, da jeg spørger ind til, om hun er spirituelt motiveret.
”Jeg tror, vi hver især har forskellige opgaver, og alle opgaver er vigtige, men det her er min opgave.” Hun indrømmer, at hun er bange. ”Jeg har lige siddet og snakket om, hvor bange jeg er. Men man er jo ikke modig, hvis man ikke gør noget, man er bange for. Og her kommer missionen altså bare over frygten, selvom jeg godt ved, det er med livet som indsats.”
Med livet som indsats
Igen mærker jeg det der sug. Med livet som indsats. Hvordan føles det? Mette tænker sig om. ”Hvis det ikke var så vigtigt, havde jeg ikke gjort det. Jeg vil jo vildt gerne leve – og blive ved med at kæmpe for retfærdighed og menneskers rettigheder. Men der er nødt til at være nogen, der går forrest og tager nogle risici.”
Hun nævner Nelson Mandelas barnebarn, der også er med i flotillen. ”Jeg vil ikke sammenligne mig selv med store personligheder, men historien viser os, at forandring kræver, at nogen tager chancer. Det er jo et step imod en ændring af palæstinensernes rettigheder.”
Hun trækker vejret dybt, før hun fortsætter.
”Hvis jeg havde vidst med sikkerhed, at jeg ville blive slået ihjel, så havde jeg jo ikke gjort det. Men alt i livet indebærer risiko. Jeg kan også gå ud ad min dør og få en tagsten i hovedet. Selvfølgelig er det her at gå direkte ind i verdens farligste krigszone, midt i et kæmpestort folkemord. Der er ingen tvivl om, at det er sindssygt risikabelt. Men missionen er større end mig selv. Og mit liv er ikke mere værd end andres.”
Skibet er lastet med …
Missionen, som Mette er en del af, er med i det globale initiativ Thousand Madleens. Bevægelsen opstod, da den civile nødhjælpsbåd Madleen blev beslaglagt på vej til Gaza med nødhjælp og besætning i internationalt farvand. Altså den båd, der i mainstream-medier nærmest blev mere verdensberømt for at have Greta Thunberg ombord end for sin mission for at bryde Israels intensiverede nødhjælpsblokade af Gazastriben.
Målet er at skabe en humanitær korridor, så der over en længere periode kan komme nødhjælp ind
Madleen var en del af The Freedom Flotilla Coalition, der løbende har sendt enkeltbåde afsted med nødhjælp de sidste 15 år. Det er aldrig lykkedes dem at komme i havn. Denne gang sejler en hel civil flåde under navnet Global Sumud Flotilla, og det er dem, Mette og hendes crew slutter sig til.
Skibet, Mette sejler med, er blandt andet lastet med medicin. Og selvom de er omtrent 50 større og mindre civile skibe, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mængden, de sejler med, er af mere symbolsk karakter.
Dette afviser Mette. Hun har en ukuelig tro på, at det kan lykkes, og at det, de har med, kan gøre en forskel, selvom det ikke er tilnærmelsesvist nok til at møde det nuværende behov i Gaza. Målet er at skabe en humanitær korridor, så der over en længere periode kan komme nødhjælp ind.
Det ER ekstremt
Jeg spørger lidt ind til, hvad Mettes familie og venner siger til hendes valg. Jeg ved fra min nære veninde, at hun har svært ved at sove, fordi hun er bekymret for Mettes rejse, men Mette svarer med et lille smil: ”Jamen de har været enormt støttende.” Men efter lidt tid: ”Men de ved jo også, at de ikke ville kunne stoppe mig alligevel.”
Samtalen kunne, hvis ikke vi talte om grusomme omstændigheder, næsten lyde, som om vi talte om en 20-årig på sabbatårs-rejse, der ville springe faldskærm. Jeg spørger, om hendes deltagelse i missionen ikke er lidt ekstrem. ”Jo, det er ekstremt”, siger hun, med en smule aggression i stemmen. ”Men det er jo også ekstremt, at det her overhovedet skal til!”
Vi taler noget mere om frygten, der melder sig. Mette sidder nu lænet op ad et træ, og man kan se, at de sidste par dage har taget hårdt på hende. ”Jeg har sagt til andre frivillige, at de er velkomne til at tage min plads …” De frivillige på Sicilien har lavet mad til de delegerede og vist interesse, men bakker ud, når det kommer til stykket.
Hvem bliver de næste?
”Vi skal gøre noget”, sukker Mette, der er gået på gaden hver eneste uge i to år. ”Hvis ikke vi gør det her nu, hvem er så de næste, de kommer efter? Handicappede? Queer personer? Hvis en person falder om på gaden med hjertestop, har vi pligt til at gøre noget. Det samme gælder her.”
Jeg sidder i mit nyrenoverede køkken og tænker på, om jeg opfylder min pligt. Hvad med de mennesker, der er blevet apatiske, dem, der siger, det alligevel ikke nytter noget at råbe op? ”Det er ikke mit job at dømme”, svarer Mette. ”Der kan være mange årsager til det. Men vi kan se, det rykker noget.”
Jeg gør det her, fordi jeg elsker mennesker, siger hun igen og igen. Vi sejler, fordi folkene i Gaza har bedt os om at komme
Mette henviser til, hvordan flere og flere lande anerkender Palæstina som stat, og nævner også, hvordan Grækenland, Spanien og Italien har sendt militærbåde for at dække den første bølge af nødhjælpsskibe efter gentagne droneangreb.
I Italien er der markante protester med opfordring til generalstrejke, og Mette nævner desuden vores egen statsminister Mette Frederiksen, som er blødt op i sin retorik omkring pro-palæstinensiske aktivister, selvom der er langt til de sanktioner, hun mener, der skal til.
Skibet er lastet med håb og kærlighed
Jeg undrer mig over, med behovet for disse civile aktioner, om man overhovedet kan stole på international ret længere. Men det er netop derfor, Mette og de andre delegerede sejler. Det er med et kæmpe håb om at styre verden på ret kurs til at overholde international lov og ret.
Og netop håbet er det, der fylder mest i min snak med Mette. Jeg tror, det er nødvendigt, når man begiver sig ud på en mission som denne. Hun nævner også gentagne gange sin ydmyghed og sin kærlighed til sine medmennesker.
”Jeg gør det her, fordi jeg elsker mennesker”, siger hun igen og igen. ”Vi sejler, fordi folkene i Gaza har bedt os om at komme.”
”Hvad tænker du på, når du forlader havnen på lørdag?” spørger jeg som det sidste.
”Så tænker jeg på Gaza. Jeg tænker på menneskerne, der venter på stranden, og på vores fælles solidaritetskamp.” Jeg kan se på Mette, at hun ser det for sig, og jeg drømmer med. Vi skal til at lægge på, Mette skal skynde sig til endnu et møde, denne gang om nye kahytskammerater. ”Vi ses snart, søde,” siger hun.
Mette Nielsen er forperson i NGO’en Act for Life.
Om deres organisation skriver de: ”I Act for Life yder vi medmenneskelig nødhjælp til mennesker, der er flygtet og opholder sig ved EU’s grænser.”
Man kan desuden følge Act for Life’s arbejde og Mettes rejse på Instagram. Ligeledes kan man følge @globalsumudflotilla for opdateringer om den første bølge af både og @thousandmadleens.denmark for opdateringer om den danske delegation.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og