
NYHED // OVERBLIK – Klokken fire torsdag morgen meddelte det amerikanske militær i et opslag på X, at det havde afsluttet en omfattende bølge af luftangreb mod mål i Iran som gengældelse for iranske missilangreb mod amerikanske styrker og skibe i regionen.
Angrebene begyndte onsdag aften amerikansk tid, og ifølge CENTCOM ramte USA snesevis af mål tilhørende Irans Revolutionsgarde (IRGC), herunder kommandocentre, missil- og droneanlæg, luftforsvar og kystovervågning. Militæret beskrev ifølge BBC operationen som et “kraftfuldt svar” på Irans angreb dagen før mod amerikanske styrker i Mellemøsten.
Angrebene kom, efter at USA’s præsident Donald Trump i går lovede at gengælde Irans angreb: “Nu er det vores tur,” sagde Trump til journalister i Det Hvide Hus og ifølge The Times også på Fox News.
Han sagde, at USA ville ramme Iran “meget hårdt”, samtidig med at han fastholdt, at Washington ønsker en aftale med Teheran. Baggrunden er, at Iran tirsdag sendte missiler mod en base i Jordan og angreb skibe i Hormuzstrædet. Revolutionsgardens flådeenhed har ifølge det statskontrollerede iranske nyhedsbureau IRNA bekræftet angrebene på de tre skibe.
Ifølge Reuters har Teheran afvist et omansk forslag om fælles administration af Hormuzstrædet, og i en udtalelse, som IRNA bringer, skriver IRGC, at kontrollen med Hormuzstrædet aldrig bliver som før, USA og Israel indledte krigen i februar.
IRGC’s flådeenhed tilføjer, at “den ulovlige indblanding og de ordrer, der bliver udstedt af det børnedræbende amerikanske militær, aldrig vil forblive ubesvarede”. Iranske statsmedier oplyser, at et toårigt barn og dets forældre har mistet livet på øen Qeshm i Hormuzstrædet. To børn blev ifølge nyhedsbureauet Fars såret i samme angreb.
Konflikten breder sig samtidig til flere lande i regionen. Ved den egyptiske havn Damietta udbrød der i går brand om bord på to skibe, herunder et amerikansk ejet fartøj, som bliver brugt til at lagre flydende naturgas. Flere maritime overvågningsfirmaer registrerede hændelsen, og et af dem vurderede, at en drone havde udløst eksplosionen.
De egyptiske myndigheder har dog kun bekræftet en brand på havnen, men ikke at der skulle være tale om et droneangreb. Reuters oplyser, at et amerikansk ejet gastankskib blev ramt, mens The New York Times skriver, at to skibe brød i brand, hvilket understreger usikkerheden om hændelsesforløbet.
Samtidig gennemførte USA og Saudi-Arabien i går et fælles angreb mod iransk-støttede militser i det østlige Irak. Det er første gang, at Saudi-Arabien offentligt har deltaget i militære operationer sammen med USA i krigen mod Iran. Reuters skriver, at mindst 20 medlemmer af den iransk-støttede Popular Mobilisation Forces (PMF) blev dræbt og 32 såret.
Angrebene har udløst en politisk krise i Irak. Præsidentkontoret har fordømt det som “et uacceptabelt angreb og en åbenlys krænkelse af Iraks suverænitet”. Premierminister Ali al-Zaidi har indkaldt til hastemøde om sikkerhedssituationen og aflyst et planlagt besøg i Saudi-Arabien, skriver Reuters. Ifølge The Times fastholder Trump, at operationen mod de iransk-støttede militser blev koordineret med den irakiske regering.
Ifølge mediet Axios betyder angrebet i Irak ikke, at Saudi-Arabien ønsker at optrappe eller inddrage flere lande i konflikten. Den besked afleverede den saudiske forsvarsminister i Washington i går, dagen efter at den saudiske kronprins og premierminister samt Israels premierminister hver især havde holdt et møde med præsident Trump.
Axios skriver, at forsvarsminister prins Khalid bin Salman forklarede vicepræsident JD Vance, at “Netanyahu presser på for at eskalere (konflikten, red.) med Iran, mens Saudi-Arabien ønsker deeskalation, fordi det er en mere frugtbar vej”. Han understregede dog, at iranerne med angreb på saudisk infrastruktur og energiinstallationer var gået over stregen.
Den forværrede sikkerhedssituation sendte i går oliepriserne i vejret. Brent-råolie steg med mere end otte procent til over 90 dollar pr. tønde, efter at investorer reagerede på risikoen for yderligere forstyrrelser af energiforsyningerne gennem Hormuzstrædet, skriver Reuters.
Læs BBC, Reuters, Axios, IRNA, The New York Times og The Times. De sidste to har betalingsmur
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og