NYHED // POV OVERBLIK – Oliepriserne steg torsdag kraftigt og passerede kortvarigt 100 dollar pr. tønde. Nye angreb på skibsfarten i Den Persiske Golf forstærker løbende frygten for en langvarig energikrise som følge af krigen i Mellemøsten.
Ifølge blandt andre Al Jazeera har markederne reageret kraftigt på udsigten til at transporten gennem Hormuzstrædet kan gå helt i stå. Tre nye angreb på skibsfarten i nat har skubbet til frygten for ustabilitet.
Ifølge den britiske søfartsmyndighed United Kingdom Maritime Trade Operations, blev et containerskib ramt ud for De Forenede Arabiske Emiraters kyst tæt på Hormuzstrædet, mens to olietankskibe blev skudt på med “ukendte projektiler”.
Et af dem lå ud for den irakiske kyst, det andet inde i den irakiske havneby, Basra. Det er uklart om droner eller missiler kom fra et skib eller et fly, oplyser chefen for de irakiske havnemyndigheder, skriver AP.
Begge tankskibe brød i brand efter angrebene, og besætningerne blev evakueret. Ifølge irakiske myndigheder blev 38 søfolk reddet, mens én person omkom. Angrebene førte til, at alle Iraks olieterminaler blev lukket, mens myndighederne vurderer sikkerhedssituationen, skriver blandt andre The New York Times. Med de seneste angreb er i alt seks olieskibe nu blevet ramt, skriver Reuters.
32 lande forsøgte i går at stabilisere de stigende oliepriser ved at love at frigive omkring 400 millioner tønder råolie fra deres strategiske reserver. Men det løfte kunne ikke umiddelbart holde priserne i ro, skriver BBC.
USA’s præsident Donald Trump har flere gange lovet at beskytte olieskibe i Hormuz-strædet, og har opfordret olietankerne til ”bare at sejle igennem”, fordi den iranske flåde er ødelagt, skriver Reuters.
Den iranske revolutionsgarde svarer, at den ikke vil tillade, at blot en dråbe olie når USA, Israel og dets allierede. Ifølge Al Jazeera advarer de iranske myndigheder om, at verden må være forberedt på oliepriser på helt op til 200 dollar pr. tønde, hvis konflikten eskalerer yderligere.
Den iranske præsident Masoud Pezeshkian har samtidig opstillet tre betingelser for at afslutte krigen: international anerkendelse af Irans “legitime rettigheder”, erstatning for ødelæggelser de israelsk-amerikanske angreb har forvoldt samt stærke internationale garantier mod fremtidige angreb.
Foreløbig fortsætter kampene i Mellemøsten. Flere Golf-lande oplyser, at de onsdag tilintetgjorde iranske missiler og droner, som var rettet mod mål i regionen, skriver Al Jazeera. Det gælder blandt andet Bahrain, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien.
I den libanesiske hovedstad Beirut er mindst otte mennesker blevet dræbt i nye, omfattende israelske bombardementer, skriver BBC. Den israelske hær har udsendt nye evakueringsadvarsler til beboere i byen Qasr Naba i den østlige Baalbek-region.
Israelerne planlægger at angribe infrastruktur, som tilhører den shiamuslimske bevægelse Hizbollah, som får støtte fra Iran. Ifølge Al Jazeera har Iran og Hizbollah samtidig iværksat koordinerede angreb mod mål i Israel.
Konflikten har store humanitære konsekvenser. Libanesiske myndigheder siger, at mere end 600 mennesker er blevet dræbt i israelske angreb i landet de seneste dage, og at over 800.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem, skriver The New York Times.
Middle East Eye skriver, at ifølge lokale medier er 1.300 blevet dræbt og mange flere såret. FN vurderer, at 100.000 personer er sendt på flugt i Iran.
Analytikere vurderer ifølge BBC, at energimarkederne vil forblive ekstremt følsomme over for udviklingen i konflikten. Investorer forventer, at krigen kan blive langvarig, og at frigivelsen af olie fra reserver kun vil fungere som en midlertidig buffer mod yderligere prisstigninger.
AP skriver, at en kilde i det amerikanske forsvarsministerium har oplyst, at krigen mod Iran foreløbig har kostet 11,3 milliarder dollars. Det er lidt over 73 milliarder danske kroner og svarer nogenlunde til det danske bidrag til Ukraine siden krigens start for fire år siden.
Læs New York Times, Reuters, BBC, AP, Middle East Eye og Tasnim
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.