FILM // FESTIVAL – Det er imponerende, at Cinemateket kan klare at finde så mange seværdige og yderst forskellige film fra Latinamerika, men det er synd kun at spille dem to gange hver. Der var næsten udsolgt til samtlige forestillinger, skriver Karen Hammer.
Cinemateket indbød i år for syvende gang til Latinamerikansk Filmfestival med debatter, foredrag, musik og et væld af receptioner med mad og vin fra samarbejdsvillige ambassader. Der blev vist film fra 11 forskellige lande; interessen var så stor, at de fleste af de 35 forestillinger var udsolgt. Der er 12 lande i Sydamerika, heraf var 6 repræsenteret med spillefilm. Af Caribien og Mellemamerikas andre 11 lande deltog kun Cuba, Mexico, Guatemala, Costa Rica og Den Dominikanske Republik. På trods af mine mange år som underviser i geografi kan også jeg føle mig usikker her, for hvor ligger f.eks. Puerto Rico?
Det er altid en stor oplevelse at fordybe sig i fremmede landes kultur, og det kan godt give sved på panden at skulle udtale sig om så mange forskellige instruktørers valg af temaer. De fleste af filmene har gjort sig bemærket ved festivaler ude i verden; de er blevet bedømt og prist af mennesker fra en anden kultur end deres egen. Mange er utvivlsomt tilpasset den stil, man må formode vil kunne imponere eventuelle dommere. Alt for jævne film får sjældent en chance, hvis de da ikke mirakuløst kan charmere sig til Publikumsprisen, som den brasilianske gangsterfilm Pacified af Paxton Winters gjorde det i 2019 ved Sao Paolos Internationale Filmfestival.
Den på en gang smukke og voldelige film fascinerede også dommerne på San Sebastian-festivalen, hvor den i en helt fremmed verden vandt prisen for bedste film. Pacified er en coming-of-age-film og fortæller om 14-årige Tati, der lever som tyv: Hun stjæler kun fra turister – ikke inde i favellaen, hvor hun hører hjemme…
Da hendes far efter 14 år i fængsel løslades, skal hun pludselig ændre sit liv og lystre ham, som hun ikke kender. I forbindelse med Olympiaden i Rio i 2008 var han som konge af favellaens gangstere blevet arresteret; pacificeret for at sikre ro og orden. Alle forventer nu, at han snart vil tage magten tilbage, og mange forbereder sig på kampen. Men han orker ikke. Han trænger til at leve fredeligt med familien, hvilket ingen af de konkurrerende gangstere forstår eller kan acceptere.
Miljøet i den kæmpestore favella med den utroligt høje trappe er så imponerende skildret, at man aldrig vil kunne glemme det.
En anden brasiliansk film er den underlige Bacurau, der foregår i en nær fremtid, hvor alle ude i en næsten forladt landsby bekriger hinanden. Filmen hjemtog Cannes-Juryens Specialpris 2019. Udover brasilianske spillefilm bød programmet på en urpremiere på Niels Boels dokumentarfilm Guld eller grønne skove, hvori instruktøren interviewer regnskovsindianerne om dilemmaerne forbundet med regnskovsbesklyttelse og forretningstilbud fra store firmaer i Amazonas. Instruktøren og adskillige NGO’er deltog i den efterfølgende debat med publikum til den totalt udsolgte forestilling.
Argentina
Argentina var repræsenteret med tre spillefilm: Debutanten Sebastian Schjaers The Omission (2018) foregår i Sydamerikas sydligste region, kaldet Ildlandet. En ung kvinde forsøger uden held at skaffe penge til et noget uspecifikt formål. Jeg har rejst Ildlandet og blev enormt skuffet over i hendes kedelige industrialiserede verden kun i glimt at kunne ane regionens prægtige natur og de sneklædte bjerge.
Til gengæld var jeg begejstret over Garcia Blayas smukke og varme skildring af en skilsmissefamilie i Buenos Aires The Good Intentions. Forretningskvinden Cecilia har tre vidunderlige børn med musikeren og festaben Gustave, der er medejer af en økonomisk skrantende pladebutik og lærer sine børn alt om rock, Metallica og David Bowie. Ungerne elsker deres far på trods af hans noget ustabile forhold til aftaler og tid. Cecilia er bekymret for sine børns helbred og uddannelse og vælger at tage imod et job i Paraguay og flytte med hele familien. Gustave er forfærdet; den ældste datter Amanda beslutter at blive hos sin far, der nu må skaffe en bedre lejlighed med rigtige møbler. Alle venner hjælper til; Cecilia lader Amanda bestemme.
Fiktionsfilmen suppleres hist og her af gamle 8mm optagelser fra Garcias barndom, hvor hendes far konstant filmede familiens liv; hun har skabt ham et varmt og smukt minde med The Good Intentions.
Begejstret fulgte jeg med i den argentinske, drøncharmerende kupkomedie Heroic Loosers af Sebastian Borensztein, der efter mængder af reklamefilm og succesfulde TV-serier pludselig i 2005 begyndte at lave spillefilm. Han fik stor succes i 2011 med Chinese Take-away.
Heroic Loosers er hans tredje spillefilm. En sammenslutning af bønder og arbejdsløse beslutter at starte et cooperativ i en forladt fabrik. Deres sammenskrabede fælles sparepenge sættes i banken få timer før det nationale bankkrak i 2001, og de mister alt. Den korrupte bankdirektør har forudset krakket og garderet sig. Nogen på hospitalet hører en døendes snak om bankdirektørens køb af et lille landbrug uden for byen. Hvorfor har han ansatte til at grave et hul derude? På bedste Olsen Banden-maner planlægger de ruinerede arbejdere at stjæle pengene tilbage inspireret af en gammel amerikansk film med Audrey Hepburn.
Chile
Den amerikansk-uddannede filminstruktør Andrés Wood har med thrilleren Spider skabt et stærkt politisk billede af tiden i årene før Pinochets militærkup i Chile i 1973. Filmen følger tre unge mennesker: Overklasseægteparret Ines og Antonio og aktivisten Gerardo. De starter en sabotagegruppe Arogua for at komme af med marxisten Salvador Allende. ”We have to invent a war”, siger Ines og overbeviser Gerardo, der belejligt også er hendes elsker, om, at man i fremtiden vil se dem som frihedshelte. Ved hjælp af sex, intriger og mord får de sat gang i revolutionen, hvor tusinder arresteres, dræbes eller går i landflygtighed; kun Gerardo fængsles.
40 år senere lever Ines og Antonio fortsat det gode liv; Ines representerer en international fredsgruppe og bliver dybt bekymret, da Gerardo, der har været forsvundet i årevis, pludselig vender tilbage, indstillet på politisk at gøre en forskel. Korrupte politikere findes fortsat i det nye, rige men ikke alt for civiliserede Chile. Andrés Wood er født i Santiago. Spider er hans sjette spillefilm.
Efter Pinochet-tidens dystre æra flyttede mange borgere væk fra byerne, op i bjergene, hvor de etablerede sig i en slags demokratiske utopier. Too Late To Die Young af Dominga Solomayor Castillo virker som en selvbiografisk skildring af hendes barndom og ungdom i en fjern tidsboble uden moderne hjælpemidler. Atter har vi en teenager i hovedrollen, atter ser vi en coming-of-age-film: 16-årige Sofia bor i et politisk anderledes samfund uden megen kontakt med omverden. Hun har en jævnaldrende beundrer, men sværmer temmelig åbent for en voksen mand; hun kører meget rundt i sin fars firehjulstrækker for at gøre sig bemærket.
Filmen har modtaget adskillige priser bl.a. bedste instruktør ved Locarno Filmfestivalen.
Gensyn med cameo
Den Latinamerikanske Filmfestival åbnede med en lille meget charmerende film fra Costa Rica, Land of Ashes, af Sofia Quiros Ubeda. I modsætning til næsten alle de øvrige film foregår denne film langt ude på landet i en landsby i junglen, men også tæt ved stranden og havet. 13-årige Selva lever sammen med sin kloge bedstefar spillet af Humberto Samuels. Der tales meget om døden dem imellem: ”Dying is like sleeping”, trøster han hende, da han på et tidspunkt er alvorligt syg. Hans sære veninde Selene fanger slanger og prøver at sælge dem til lastbilchaufførerne ude ved asfaltvejen. Selva er med til fiskeri i floden og fodring af hønsene. Hun spilles yderst troværdigt af Smachleen Gutierrez, der ligesom næsten alle de medvirkende, der er hentet i de omgivende junglelandsbyer, er amatør. Livet er enkelt herude i junglen – her sker der meget lidt. Filmen deltog i Cannes-festivalen 2019, en stor begivenhed for Costa Rica, der for første gang var udtaget til at deltage.
Engang i 90’erne besøgte Rigoberta Menchu Tum, der i 1992 modtog Nobels Fredspris, København. Mellemfolkeligt Samvirke inviterede mig til at møde denne søde lille mayakvinde, som havde kæmpet for sit folk imod 1980’ernes diktatur, der havde kostet tusindvis af mayaer livet.
Nu genså jeg hende i korte glimt i begyndelsen af filmen La Llorona, The Weeping Woman, af Jayro Bustamente fra Guatemala. Filmen starter med en retssag mod general Enrigue Monteverde, der findes skyldig i etnisk udrensning af titusinder af mayaer: På første række sidder Menchu Tum som en cameo i filmen. Den store folkemængde er begejstret for hans domfældelse, men en eller anden juridisk fejl sender ham kort efter hjem fri! Alle husets tjenestefolk forlader hans store palæ; ingen ønsker at arbejde for en massemorder. Familien modtager derfor med åbne arme en smuk ukendt kvinde, der tilbyder sin hjælp. Hun er Llorona, et hævnede genfærd, der lidt efter lidt skaber en uhyggelig stemning i huset: Hun bringer sort magi ind. Folk udefra angriber huset, og sagnet om hende og to druknede småbørn fortælles i sort/hvid. Det er en flot film, som noget kompliceret fortalt skildrer en vigtig historie fra Guatemalas blodige fortid.
Uruguay og Colombia
Uruguay præsenterede en moderne thriller, In the Quarry, et velfortalt drama, der emmer af sex og jalousi, skrevet, fotograferet, produceret og instrueret af brødrene Rafael og Bernardo Antonaccio.
Dejlige Paula Silva spiller Alicia, der er på besøg i sin barndomsby og har taget sin storbykæreste Bruno med. Sammen med barndomsvennen Martin er de taget på picnic ud til en lille sø i et nedlagt stenbrud langt fra Montevideo. Der fiskes efter kødædende skildpadder, medbragt fisk og kød grilles, og der drikkes meget øl. Bruno kommer med adskillige nedladende bemærkninger til Martin, der måske ser lidt for forelsket på Alicia. Jalousien bryder ud i rent vanvid, for Alicia har jo været hjemme adskillige gange uden Bruno, hvad har den ”tøjte” mon lavet med Martin? Hernan Gonzalez’ musik øger den voksende uhygge., og de mange droneoptagelser skaber en form for lurende uhyggestemning, der hjælper os med at følge udviklingen. Jeg håber snart at høre mere til dette knalddygtige instruktørpar.
Den colombianske film Monos af Aleandro Landes foregår højt oppe i Andesbjergene, hvor en guerillagruppe bestående af store børn skal hjælpe den rigtige guerilla med at passe på/skjule et amerikansk gidsel. De otte børnesoldater vil gerne vise sig effektive og modne, men magter ikke at styre hverken hormoner eller indbyrdes magtkampe. De modtager kommandoordrer via walkie talkier fra de kæmpende krigere nede i dalen, der slet ikke fatter, hvad der sker deroppe i ødemarken, og hvorfor flere af de unge dør. Man kommer undervejs uvilkårligt til at tænke på Fluernes herre i denne meget velspillede og spændende film.
Cuba
Cuba bragte en film, man ikke sådan lige glemmer: Innocense instrueret af Alejandro Gil, der efter studier i journalistik ved Havanas Universitet i 1982 gik i gang med at instruere kortfilm, dokumentarfilm, TV-serier og syv spillefilm. Han har modtaget mange priser især for den hjerteskærende realistiske Innocense, der er inspireret af en virkelig begivenhed, hvor det spanske kolonistyre i 1971 henrettede otte unge medicinstuderende, som alle vidste var uskyldige. Man ønskede at statuere et eksempel for at dæmpe cubanernes gryende kamp for uafhængighed, og den spanske guvernør, der kort efter skulle forflyttes, ønskede at skrabe en mindre formue til sig ved at love de unge mænds rige forældre hjælp til frifindelse.
Det hele startede som en leg: Tre teenagestuderende huggede en trækvogn på kirkegården og kørte jublende af grin hinanden rundt på stierne mellem gravene. På et tidspunkt gjorde de holdt ved en berømt, spansk generals grav. En gnaven kirkegårdsbetjent meldte dem for hærværk på graven; en ung mand plukkede en rød rose fra en grav for at give den til sin elskede mor.
De blev alle fire meldt. Deres mediciprofessor nægtede overfor millitæret at tro på, at nogen af hans førsteårsstuderende kunne have vanæret en grav og nægtede at udlevere dem. Fordi han ikke samarbejdede, blev han og samtlige studenter i auditoriet arresteret. Guvernøren modtog bestikkelse fra forfærdede forældre. For ham var det bare business, men han kunne ikke styre de vrede spanske soldater, der krævede hævn for en imaginær forbrydelse og truede med at myrde civilbefolkningen, hvis de ikke fik deres vilje.
En lynret dømte de fire unge drenge til døden; millitæret krævede en ordentlig henrettelse af mindst otte, og man måtte trække lod mellem de mange arresterede studente uden hensyn til, at nogle end ikke havde været i Havanna den dag!
Parallelt med denne grufulde historie fortæller filmen om en af de tilbageholdte studenter, Fermin Valdes’, 16 år lange kamp for at finde sine kammeraters godt skjulte lig. Denne film om sammenhold, moderkærlighed og dårende uskyldig forelskelse sat op mod grådighed og millitær dumhed burde vises i en stor biograf eller i det mindste være måndens film i Cinemateket. Innocence er et rystende mesterværk.
Engang eksisterede der i Den Dominikanske Republik en instruktør, Jean-Louis Jorge (1947-2000). Han efterlod sig et flamboyant musikalsk krævende manuskript . To udenlandske filmmagere, Geraldine Chaplin og Udo Kier, beslutter sig til at filmatisere det meget besynderlige projekt. Vi følger i filmen Holy Beasts af Israel Cardenas og Laura Amelia Guzman arbejdet med at genskabe de spektakulære dansescener og de farvestrålende røgshows. Det er flot, men da primadonnaen dør, og noget tyder på, at overnaturlige kræfter har blandet sig for at stoppe filmatiseringen, må den aldrende instruktør, Chaplin, begynde at planlægge sin død. Det er muligt, at jeg undervejs gennem filmen har misset et eller andet, for letforståelig er denne film sandelig ikke.
Det er imponerende, at Cinemateket kan klare at finde så mange seværdige og yderst forskellige film fra Latinamerika, og så mangler jeg endda at omtale en musikdokumentarfilm fra Peru, Siego Siendo og et hverdagsdrama, Midnight Family, fra Mexico. Men det er synd kun at spille dem to gange hver. Der var næsten udsolgt til samtlige forestillinger, mange kan være gået forgæves især i disse tider, hvor hvert andet sæde ikke må bruges. Rasmus Brendstrups imponerende indsats var en så stor succes, at de udsolgte forestillinger for mange trofaste medlemmer skabte frustrationer og en noget opgivende holdning; for det nyttede jo alligevel ikke noget at tage ind til Cinemateket. Tak for mesterværkerne.
Topfoto: Holy Beasts. PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
