Holgersen og Skov: Et specielt nærvær, ja, en usædvanlig autenticitet

Tjek udgivelsesdatoen. Nej, dette album er ikke dagsaktuelt. Det er tidløst. I øvrigt kom vinylerne først i august.

Som Leonora Christina Skov måske har været en underkendt forfatter, indtil hun for tre år siden brød massivt igennem med sin selvbiografiske roman Den, der lever stille, synes Kristina Holgersen at være en underkendt musiker. Men skulle nogen spørge mig, har hun de senere år frembragt noget af den mest befriende, originale, altomfavnende og vedkommende musik herhjemme.

Kristina Holgersen og Leonora Christina Skov er begge fra mindre byer, men bor i dag i København. De mødte hinanden i maj 2019 ved Spot Festival i Aarhus til en snak på scenen om mødet mellem musik og litteratur. Derfra udviklede samarbejdet sig. En overgang var det meningen, at mødet skulle gentages ved denne uges Spot Festival, men den optræden er aflyst.

Da de mødtes for godt to år siden, havde Leonora Christina Skov ikke tidligere arbejdet sammen med musikere. Kristina Holgersen havde til gengæld arbejdet sammen med – og især bearbejdet – forfattere: Thorstein Thomsen, Ursula Andkjær Olsen, Anya Mathilde Poulsen (som i det konkrete tilfælde havde oversat digte og sange af Patti Smith) og Helle Helle.

Det giver en særlig dimension og et specielt nærvær, ja, en usædvanlig autenticitet, at Leonora Christina Skov i slutningen af nogle numre med øm stemme læser romanpassager op, som handler om hendes egen opvækst

Hvis der findes noget, som ligner Holgersen-Skov-samarbejdet, vil jeg gerne høre om det. Nok tillod forfatteren, at musikeren plukkede og klippede i Den, der lever stille og den dengang endnu ikke udkomne fortsættelse Hvis vi ikke taler om det, men det udviklede sig til et omfattende pingpong-spil mellem de to. Leonora Christina Skov involverede sig aktivt i musikken både på plade og ved koncerter. Og Kristina Holgersen inspirerede forfatteren til valget af bogtitel.

Mest grænseoverskridende (og spændende) må det have været, ikke mindst for Kristina Holgersen, at forfatteren skrev musikeren ind i sin roman – lige fra mødet på scenen i Aarhus frem til tilblivelsen af den musik, der endte med at udkomme to uger efter bogen.

Det giver en særlig dimension og et specielt nærvær, ja, en usædvanlig autenticitet, at Leonora Christina Skov i slutningen af nogle numre med øm stemme læser romanpassager op, som handler om hendes egen opvækst. Sammen med den sarte og alvorsklingende musik medfører det en endnu større troværdighed end i de underholdende og farverige beskrivelser i bøgerne.

Men musikken, den bærende stemme og tonekulørerne er og bliver Kristina Holgersens. Hun har mange evner og kvaliteter. Hér stritter de i flere retninger end på Ny start fra 2019, som havde en fantastisk sammenhængskraft og i øvrigt også var selvbiografisk (får hermed den mest velmente anbefaling).

I sangene ”Kapow Goodbye” og ”En knytnæve gennem en mur” er hun mørk, bidsk, skarp og metallisk. Kære afbræk fra den ellers ret så blide pop – f.eks. i ”Helt normalt” med Line Feldings cello langt fremme i lydbilledet, ”Der er intet sted i verden jeg hellere ville være end her” med forstemt klaver, ”Ukendte gader” med længselsfulde guitarklange … og så videre. Der er 10 sange – meget forskellige sange.

Kristina Holgersen optræder alt for sjældent. Det udtales af én, som trods alt har oplevet hende live to gange. Der har været en lille række koncerter i sommerens løb, mest på biblioteker, og der er enkelte tilbage med hende og Line Felding – på Hedensted Bibliotek 19. september, på Sæby Søbad 28. september og ved Struer Litteraturfestival 9. oktober. Kun i Sæby er Leonora Christina Skov med på scenen.

LÆS MERE FRA SIDE 33 HER:

Kristina Holgersen og Leonora Christina Skov: Kapow goodbye (tak og undskyld), album

Topfoto: pressefoto