Sumy – Det er ikke meget viden, der kommer ud fra Kherson, så det bliver kort i dag. Men godt. Jeg er kommet til Sumy, og nu begynder min rigtige indsats, da alle formalia er i orden.
Dagens kampe
Der ser ud til at være ganske kraftig artilleriaktivitet. For i går, hvor ukrainerne indledte offensiven mod Kherson, var den russiske kraftigst på fronten mellem Siversk og Bakhmut og den ukrainske langs med Khersonfronten. Igen overraskelse der.
Uden angivelse af intensiteten, fordeler det sig som følger i dag: Der er en lille smule russisk beskydning mod Sumyregionen. Nok mest for at vise, at de stadig er der, og holde flest muligt ukrainske tropper beskæftiget i området.
Ud for Kharkiv lidt længere mod syd er der ganske kraftig russisk beskydning, herunder mod selve Kharkiv bys østligste forstæder, hvor de russiske granater kan nå. Også i dag ser det ud til, at russerne koncentrerer deres artilleribeskydning mod linjen fra Siversk til Bakhmut og så i et mindre omfang stik nord for Kherson by, hvor de næppe har meget ammunition tilbage.
Ukrainerne har koncentreret det mest af deres ildkraft i Khersonområdet. Der skal være ramt russiske pontonfærger, endda før de var klar til brug, flere ammunitionsdepoter og flere kommandoposter.
Det er også kommet frem, at flere af de ”HIMARS” som russerne har ramt, er træmodeller, som skød nogle primitive missiler af, så russerne brugte kostbare missiler imod dem. Officielt er ikke en eneste ukrainsk HIMARS blevet ramt. Det betyder, at ukrainerne ustraffede har kunnet afskære hele den vestlige del af Kherson og fastholde den ved hjælp af primært HIMARS. Her en video, der viser at Antonovskijbroen rammes igen i dag.
I går blev det oplyst i ukrainske medier i Kyiv, at russerne havde iværksat en infanterioffensiv fra alle sider mod Kharkiv til afledning for den ukrainske offensiv i syd. I dag viser det sig, at det var et eneste sted, og ukrainerne formåede at afvise det. Det var en ganske atypisk overdrivelse, men jeg tilskriver det, at ukrainerne er meget nervøse for, hvad russerne kan finde på, nu hvor krigslykken ser ud til at vende for alvor for dem og overgå til ukrainernes favør.
Også syd for Izium og syd for Bakhmut har russerne forsøgt sig med et infanteriangreb. De blev slået tilbage. Sidst, men ikke mindst har russerne prøvet med et mindre infanteriangreb nord for Kherson by. Det lykkedes heller ikke.
Hvordan det ser ud med de ukrainske angreb over land i Kherson, er vanskeligt at sige, da de har lukket effektivt af for informationer. Det lidt jeg har kunnet opsnappe, er optimistisk. De har antageligt kunnet holde de vundne områder, og der meldes om flere store russiske tab, og tidligere oplysninger om russiske tab i går ser ud til at blive yderligere bekræftet i dag.
Reportagerejsen
Jeg er nu i Sumy, nordøst i Ukraine, tæt på den russiske grænse. Det var en uventet hård rejse, da jeg for første gang oplevede, at en stomipose sprang, mens jeg kørte på motorcykel. Jeg skal undlade detaljer, men det var ikke rart.
Der midt i det hele i en lille by, bag ved en lille kiosk for ikke at blive overdøvet af lastbiler, traktorer og andet, gav jeg interview til Radio4 ”Frontlinjen”. Det gik godt, men med 30 grader og totalt ildelugtende var jeg derefter opsat på bare at komme til Sumy og få mig et bad og tøjvask hurtigst muligt.
Lyt med på Radio 4 “Frontlinjen” her.
Køreturen burde have fået mig til at stoppe for at tage billeder. Der var mange landsbyer, der var totalt smadrede som følge af krigen. Andre var helt urørte, og andre havde bare fået sprængt et enkelt hus i to i stumper og stykker. Flere broer var sprængt i luften. Der bliver meget at genopbygge. Sumy er russisktalende, klart russisktalende, men aldrig har jeg set så mange slogans mod Rusland og Putins regime. End ikke i Lviv. Jeg er ked af, at jeg ikke fik taget billeder. Overskuddet var der simpelthen ikke i situationen.
Jeg bor nu på et hotel med 4 værelser, hvoraf receptionisten bor fast i det ene. Han er søn af ejeren. Det er virkeligt fine rum, altså meget basale, men rene, rummelige og billige. Og et bad og tøjvask. Jeg siger jer, at efter 3 timer i eget … i 30 grader, så var jeg som en nyfødt baby, da jeg kom ud af badet og fik rent tøj på!
Og klar til live video på POV International, et onlinemøde i mit parti og så en ny opdatering og en snak med DR P1. Nu trænger jeg også til at sove! Jeg har gode interviewaftaler de kommende dage, og jeg håber, I bliver glade for de artikler, der er på vej.
Live video på POV International.
Breaking
Mikhail Gorbatjov døde i dag, 92 år gammel. Han var i øvrigt medejer af Novaja Gazeta, som jeg skriver for på denne rejse. Tro ikke, at han bare var elsket. I mange lande var og er han en meget kontroversiel person, ikke mindst i Rusland, men også her i Ukraine og andre steder. Men han var med til at afskaffe Den Kolde Krig, og han var i høj grad også med til at sikre, at Sovjetunionens opløsning, i det mindste for en tid, ikke endte i et blodbad. Æret være hans minde!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her