
KULTUR – Kasper Holten blev fredag udnævnt som ny teaterchef for Det Kongelige Teater. Med det valg får nationalscenen en chef, som både forstår sig på kunsten og på moderne kulturledelse – om måske vigtigst af alt for os der elsker scenekunst, en chef der vil kæmpe for skuespillet, balletten og operaen i en tid, hvor kunstarterne og nationalarven ofte bliver tilsidesat i forhold til ligegyldige eventarrangementer.
Hans hjerteblod er scenekunsten med en forkærlighed for operaen. Hans hjerne er tal og ledelse. Kombinationen af hjerte og hjerne gør den 45-årige Kasper Holten til den oplagte øverste chef for Det Kongelige Teater og de fire kunstarter: balletten, skuespillet, operaen og Det Kongelige Kapel. Udover sine evner ud i kunsten og ledelse, så besidder Kasper Holten også et ubeskriveligt kommunikationstalent, hvor han med en blanding af indsigt og entusiasme begejstret fortæller om sine hensigter og ideer.
Kasper Holten var operachef på Det Kongelige Teater fra 2000 til 2011 under indkøringen af det dengang nye operahus. Han skiftede derefter til Royal Opera House Covent Garden som operachef i 2011 og forlod stillingen sidste år for at vende hjem til Danmark og til en ny tilværelse som meget travl freelanceiscenesætter.
Kasper Holten bevæger sig med udnævnelsen fra at være kunstner og leder af en specifik kunstart ind på scenen, hvor de store kulturpolitiske slag kæmpes
Siden debuten i 1993 har Kasper Holten iscenesat mere end 70 operaer, dramaer, musicals og operetter på operahuse og teatre i Danmark, i det øvrige Europa og rundt omkring i hele verden fra Rusland, Kina og Australien til Argentina.
Erfaring fra London
Netop erfaringen fra sin tid som operachef på Det Kongelige Teater og for Englands største operascene har været afgørende for bestyrelsens valg af Kasper Holten. Bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen siger i en pressemeddelelse om valget:
”Vi er rigtigt glade for, at Det Kongelige Teater får en meget stærk, faglig profil og en stærk personlighed som ny leder. Han skal sætte teatrets betydning og relevans ind i en meget anden virkelighed end den, der var gældende, da han selv var en af de tre kunstneriske chefer på teatret i nullerne. At drive teater i det 21. århundrede og på de økonomiske præmisser, vi har nu, kræver en helt anden tilgang. Men det er en opgave vi har fuld tiltro til, at Kasper Holten kan navigere i og løfte til fulde.”
Kasper Holten bevæger sig med udnævnelsen fra at være kunstner og leder af en specifik kunstart ind på scenen, hvor de store kulturpolitiske slag kæmpes. Her kan Kasper Holtens retoriske evner og smittende begejstring for kunstens betydning for en nation forhåbentlig være med til at rykke den ny-liberalistiske holdning, som præger tidens kulturdebat.
Han kender præmissen. Han ved, at Det Kongelige Teater skal blive mere synligt i større og bredere kredse af befolkningen. Han ved, at teatret skal være bedre til at gå publikum i møde, og han ved, at egenindtægterne til teatret skal vokse. Han ved også, at især de økonomiske udfordringer hvor, der i den nuværende politiske kontekst skal spares to procent årligt på kulturinstitutionernes budgetterne, skal efterleves.
“Kunsten skal ikke være bange for forandringer – vi lever af dem”
Selv siger han i pressemeddelelsen:
”Vores tid byder på mange udfordringer for alle store, kulturbærende institutioner i samfundet. Et ændret kulturforbrug og medielandskab, demokratiseringen af kunsten og den offentlige samtale, og ændrede økonomiske forudsætninger er alt sammen ting, der sætter de store institutioner under pres og til debat. Men kunsten skal ikke være bange for forandringer – vi lever af dem.
Vi må forsøge at vende udfordringer til muligheder, vi skal påvirke og endog skabe vores egen fremtid. Det er svært, men vi skal være et generøst, modigt, involverende teater, der sammen tænker intenst over vores retning i alt, hvad vi gør: At vise hvor relevant – mere relevant end nogensinde? – vores kunst kan være for hele Danmark.
Det Kgl. Teater skal turde se fremtiden i øjnene – på trods af alle udfordringer – og møde verden med selvværd: I en tid, hvor alt bliver globalt og digitalt, og hvor vi forbruger kultur on demand og hver for sig, bliver der mere behov end nogensinde før for at mødes med andre mennesker, slukke vores mobiltelefoner og opleve levende kunst engagere os, kræve vores opmærksomhed og rive os med.”
Baggrund og forventninger
Som søn af tidligere Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen lå det måske ikke umiddelbart i kortene, at sønnen Kasper skulle debutere som iscenesætter 20 år gammel. Broren Johan havde gået på balletskolen på Det Kongelige Teater, så Kasper var ofte gæst på Gamle Scene på Kongens Nytorv, dog mere til opera end til ballet. Broren Johan Holten har danset på Hamburgische Staatsoper, har læst kunsthistorie på Humboldt-universitetet i Berlin og har siden 2011 været direktør for Staatlichen Kunsthalle i den tyske by Baden-Baden.
Hvorfor nu pludselig sådan et kig ind i Kasper Holtens familiealbum? Jo, for det er hele pakken, Det Kongelige Teater har købt. Kasper Holtens hjerte, hjerne og dna.
For alle os, der elsker scenekunst, så er der lige nu en uendelig tillid til, at Kasper Holten kan rykke Det Kongelige Teater og hele den danske kulturdebat ind på midterlinjen, så scenekunsten igen får en vigtig betydning i Danmark
Baggrunden er klassisk dannelse, og det vil man komme til at mærke. Men det bliver forhåbentlig et dannelsesideal på en måde, som man altid ser i Kasper Holtens iscenesættelser, hvor han lader fortid møde nutid, og hvor man altid går ud af scenerummet med en fornemmelse af, at scenekunsten selv i 2018 kan gøre en forskel på det enkelte menneske og på vores samfundssyn.
For alle os, der elsker scenekunst, så er der lige nu en uendelig tillid til, at Kasper Holten kan rykke Det Kongelige Teater og hele den danske kulturdebat ind på midterlinjen, så scenekunsten igen får en vigtig betydning i Danmark. Og lad det endelig ske gennem kunsten og med Kasper Holtens smittende kærlighed til netop scenekunsten og ikke gennem markedsføringsstunts.
I sin nye rolle kan Kasper Holten være den mand, som inspirerer os og forklarer os, hvorfor kunst og kultur er så vigtigt for et samfund. Og vel at mærke kan han argumentere for det på kunstens og værkernes præmisser, fremfor at forklare os, at kunst er vigtigt, fordi vi kan drikke en kop kaffe i den tilstødende cafe eller købe en plakat fra forestillingen i en teatrets tilstødende butik.
Vi har brug for et “overhoved” der – med indsigt i markedskræfternes rolle – alligevel tør tale om vigtigheden af dannelse og sammenhængskraft.
Kasper Holten tiltræder som teaterchef den 1. september. Han afløser Morten Hesseldahl, der stopper med udgangen af april, for at blive direktør på Gyldendal.
Foto: Clive Barda.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.