KENDRICK LAMAR // ANMELDELSE – Den amerikanske rapper Kendrick Lamar laver plader, man skal arbejde med. Men hvis man arbejder med dem, kan man finde helt unikke musikalske oplevelser. På godt og ondt. På hans nye album, Mr. Morale and the Big Steppers, er kontrasten mellem det geniale og det stupide blevet ekstrem. Hvad mener Frederik Bojer Bové med det?
Der er ingen, der laver musik på samme niveau som Kendrick Lamar længere. Hans plader er altid konceptuelle, altid anderledes og altid med en detaljerigdom, man kan undersøge i månedsvis, og så er de selvfølgelig med tekster på et absurd højt niveau, rappet med en teknisk kunnen, hvor der simpelthen ikke er andre, der blot forsøger at følge med. Han er i en liga for sig.
Det betyder dog ikke, at han på alle måder er bedre end andre. På nogle måder er han bare unik. F.eks. har han en forkærlighed for twists og overraskelser – en helt særlig dramaturgisk måde at skrive tekster på. Der findes simpelthen en ‘Kendrick’sk’ dramaturgi, ligesom man kan sige det samme om de største forfattere. Det er crazy for en rapper.
Men som det også er tilfældet med en instruktør som M Night Shyamalan, er den forkærlighed for overraskende slutninger bare ikke altid af det gode.
På Mr. Morale and the Big Steppers tipper det over for mange lyttere. For mig er det blandet. Jeg er flere gange tidligere blevet skuffet over Kendrick, hvorimod det er, som om Mr. Morale and the Big Steppers – i al sin utrolig gennemførte Kendrick Lamar’sk-hed – i høj grad gjorde mit forhold til den store amerikanske kunstner mere afklaret.
Første skridt med Big Steppers
De første lyt af Mr. Morale and the Big Steppers var som at synke ned i et stormfuldt hav af ord og loops. Hele pladen hænger tydeligvis sammen, men sangene skifter lyd undervejs, der er introer og outtroer, så sådan noget helt simpelt, som hvornår en sang slutter, og en anden begynder, var svært at afkode.
Med pladen i ørerne under en togtur var det også umuligt at koncentrere sig hele tiden om den imposante ordstrøm, så jeg fik kun fat i enkelte sætninger, nogle af dem dybsindige og imponerende leveret, andre gange råber Kendrick bare “Bitch! You ugly as fuck!”
Langsomt arbejder man sig ind på det, finder ud af hvad de enkelte sange handler om, lærer hvad der hører sammen. Og en gang imellem rammer man et gennembrud.
En gang imellem er Kendricks idéer så ringe, at man ikke helt kan regne ud, om han mener det eller ej
Men ikke alle gennembrud gør pladen bedre. Igennem første del af pladen høres gentagne gange lyden af stepdans, “Big steppers”, I get it, men så pludselig udbryder en kvindestemme: “Stop tap-dancing around the conversation”. Og det går op for mig:
Er det her helt seriøst et konceptalbum baseret på et dårligt ordspil om stepdans? Har Kendrick Lamar brugt fem år på en plade, og blandt hans bedste idéer var et dårligt ordspil om stepdans? Hvordan har han lov til at gøre det her? Er han seriøs?
Det er endnu et element i den Kendrick’ske dramaturgi: En gang imellem er hans idéer så ringe, at man ikke helt kan regne ud, om han mener det eller ej. Og mange andre gange er de geniale, så han må vel vide når han laver noget pivringe, det må vel være en joke.
Og så graver man videre, i håb om at ramme et endnu dybere lag, der får det til at give mening. Men det gør det bare ikke altid.
Dårlige konklusioner
Måden, den særlige Kendrick’ske dramaturgi kan fejle på, kan måske bedst illustreres med ny-klassikeren “The Blacker the Berry” fra storværket To Pimp a Butterfly fra 2015. Det er en rasende sang om racisme og undertrykkelse, men Kendrick indleder hvert vers med at rappe “I’m the biggest hypocrite of 2015 / Once I finish this, witnesses will convey just what I mean” og skaber dermed forventning om, at der vil komme en pointe til sidst.
Og hvad er så pointen? “Why did I weep when Trayvon Martin was in the street / When gang-banging make me kill a n***a blacker than me? / Hypocrite!” Jep, en af årtiets bedste anti-racisme sange ender med en røvsyg og fortærsket pointe om ‘black-on-black’ crime.
Men det unikke ved Kendrick er ikke, at han til tider har dårlige pointer. Det unikke er opbygningen. Smag lige igen på den der tidligere linje: “Once I finish this, witnesses will convey just what I mean”. Fuldstændig vidunderligt rent lydligt.
Kendrick Lamars dårlige pointer er unikke fordi han er så eminent stor en tekstskriver og rapper, at opbygningen til pointen kan blive helt hysterisk overvældende
Og tjek linjerne, der leder op til den lousy pointe:
“Don’t matter how much I say I like to preach with the Panthers / Or tell Georgia State “Marcus Garvey got all the answers” / Or try to celebrate February like it’s my B-Day / Or eat watermelon, chicken, and Kool-Aid on weekdays / Or jump high enough to get Michael Jordan endorsements / Or watch BET ’cause urban support is important”
Kendrick Lamars dårlige pointer er unikke, fordi han er så eminent stor en tekstskriver og rapper, at opbygningen til pointen kan blive helt hysterisk overvældende, og den derefter kommende skuffelse bliver derfor så meget desto større.
Det største twist
For at være helt ærlig er Mr. Morale and the Big Steppers ekstremt fyldt med den slags lousy twists. Det første lange stræk føles alt som ét skridt fremad og to tilbage. Der er den ekstremt rå “We Cry Together”, hvor Kendrick og Taylour Paige rapper et parforholds-skænderi som var det et teaterstykke, og det bliver grimmere og grimmere, indtil det nærmest er en episk kamp mellem kønnene, indtil de i en lousy slutning i stedet har sex igen, og titlens ringe ordspil bliver åbenlyst.
Der er “Auntie Diaries”, hvor Kendrick fortæller om to transkønnede familiemedlemmer, konstant fejlkønner og deadnamer dem og bruger homofobiske skældsord, men gør det som led i en rå og ærlig fortælling om at blive mere åben og accepterende, indtil en elendig slutning i stedet kommer til at handle, om hvide mennesker må bruge N-ordet.
Kendrick har en skuespillers dramaturgiske talent, der gør al den tekniske kunnen til emotionelt eksplosiv
Men det leder op til den største og vildeste twist, Kendrick nogensinde har leveret. På næstsidste nummer, “Mother I Sober”, går alt virkelig op i en højere enhed. Kendrick hvisker om hans barndom, om seksuelt misbrug i familien, og derefter om hans utroskab i det årelange forhold, som han indtil da havde holdt hemmeligt, og så stiger hans stemme i intensitet, mens han fortæller om, hvor ekstremt udbredt overgreb er i de af århundreders racisme ødelagte afrikansk-amerikanske familier:
“They raped our mothers, then they raped our sisters / Then they made us watch, then made us rape each other / Psychotic torture between our lives we ain’t recovered“
Post-traumatisk kalder han den ekstremt udbredte misogyni i hiphoppen og råber op om, at det er på tide at tale om den. Det er ekstremt kraftfuldt. Han tager ikke bare billigt afstand og vasker hænder, han udbreder sig om sin egen misogyni og forsøger derefter at igangsætte et ekstremt tabubelagt opgør.
Det er modigt tænkt, og det er overvældende genialt udført. Lyt efter øjeblikket, hvor hans stemme efter fire et halvt minut stiger i intensitet. Lamar er ikke bare en god tekstforfatter eller en teknisk god rapper. Han har også en skuespillers dramaturgiske talent, der gør al den tekniske kunnen til emotionelt eksplosiv.
Jeg er ikke sikker på, at Kendrick Lamar nogensinde har lavet noget så stærkt. På sin vis er det det payoff, jeg har gravet efter, siden han rappede “God damn I got bitches” på sit gennembrudshit for ni år siden, og jeg ikke var helt tryg ved, at det var det mest catchy omkvæd på en plade, alle kaldte for et mesterværk.
Transcenderende godt og dårligt
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en musikalsk oplevelse, som da jeg første gang virkelig koncentreret hørte Mother I Sober, og alting faldt på plads. Men omvendt kan jeg heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været så frustreret, som da pointen med stepdansen gik op for mig. Og den irritation er faktisk stadig ikke gået væk.
Og selvom de to oplevelser er helt unikke, i modsætning til de tusindvis af gange jeg har danset rundt til “King Kunta”, så var det også en kvalitet at en plade som To Pimp a Butterfly var spraglet, ja nærmest usammenhængende, og havde sange til nærmest ethvert humør. Mr. Morale and the Big Steppers er én ting, og det er den bedste udgave af den ting nogensinde, men er den ting vigtig nok?
Mr. Morale and the Big Steppers fik de første dage nærmest fuld plade i anmeldelserne, men efterhånden kom nogle mere lunkne reaktioner med, og jeg tror, det er hans dårligst anmeldte plade nogensinde. Men det er også den slags plade, som ikke rigtig kan sættes ind på en skala. Den er fuldstændig unik.
Men objektivt set, efter jeg føler, jeg har fået mere hånd om det, kommer jeg ikke til at udsætte mig selv for de 73 ret hårde musikalske minutter ret ofte igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
