Juleprædiken 2025: Hold håbet for den anden

Kirsten Jørgensen 24.12.2025

HÅB // JULEPRÆDIKEN – “I år er det håb, der er udgangspunktet i min juleprædiken,” skriver provst Kirsten Jørgensen. “Selvfølgelig er det håb. For når mange ting i verden ser håbløse ud, så er der netop brug for at håbe. Og den, der skal håbe, er dig og mig. Men hvad er håbet? Giver det mening at bede nogen om at håbe uden at tale om, hvad det er, vi håber på, og hvad håbet skal gøre?”

For nogle uger siden tilbragte jeg en aften med en stor flok syngeglade mennesker. Vi sang julen ind med advents- og julesange og skyllede selvfølgelig efter med gløgg.

Undervejs spurgte jeg forsamlingen, hvad de gerne ville høre om i årets juleprædiken. Svaret kom hurtigt og simultant fra flere; de sagde håb. Det er selvfølgelig ikke et voldsomt overraskende svar. I kristendommen har vi triaden TRO – HÅB – KÆRLIGHED, som både sætter en ramme om livet og et fundament at stå på. Livet handler om at tro, håbe og elske.

Når et menneske taber håbet, skal en anden samle det op og holde det for det menneske, indtil hun selv kan tage det tilbage

Det lyder enkelt, og det er det både-og. For det burde være enkelt, men vi mennesker har en veludviklet evne til at komplicere det enkle. Gøre det sværere for os selv, end det skulle være. Hvis vi turde være enkle og tro på kraften i det enkle, ville meget gå bedre.

Det er ikke første gang, jeg op til jul spørger mennesker omkring mig, hvad de gerne vil høre om juleaften i kirken. Andre år har folk svaret fred eller kærlighed eller noget tredje. Men det har altid været de store ord, mennesker har ønsket at høre om. Storordene; dem, der virkelig betyder noget. Dem, vi godt tør sige, når det er jul. Dem, vi ved, at vi ikke kan undvære, selvom de kan være svære at tale om i hverdagen.

Kirken og julegudstjenesten har vi for at have et sted, hvor storordene kan være. Her har vi ikke en demokratisk samtale om værdien af ordene. Eller et skænderi om deres betydning. Eller en kamp om deres konsekvenser. Vi har bare et rum med højt til loftet, vidt til væggene og livets lys på træerne. Her er mennesker sammen om, at TRO – HÅB – KÆRLIGHED er grundstene i vores liv med hinanden.

Håb – en længsel i mørke hjerter

I år er det så HÅB. Selvfølgelig er det håb. For når mange ting i verden ser håbløse ud, så er der netop brug for at håbe. Og den, der skal håbe, er dig og mig.

Men hvad er håbet? Giver det mening at bede nogen om at håbe uden at tale om, hvad det er, vi håber på, og hvad håbet skal gøre? Hvordan bliver håb til andet end en tom floskel? Forfatteren og salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en sang med titlen ”Du spør mig om håbet”:

”Du spør mig om håbet – hvad er det? En længsel, en stemning, en storm?”

I sin sang svarer digteren, at håbet både er noget, du skal; noget, du skal gøre, håbet er handling. Og håbet er også noget, der bare er der. Som pludselig viser sig dér, hvor vi tror, at der ingenting er. En af landets bedste avisredaktører, Rune Lykkeberg, har sagt om verdenssituationen, at historien viser os, at lyset uventet kan dukke frem, helt af sig, fra ukendte steder. Lyset kommer ud af det politiske og historiske mørke, sagde han. Håbet melder sig selv. Samtidig sagde han, at vi skal gøre os fortjente til lyset. Ikke bare læne os tilbage og passivt håbe på det bedste. Vi skal handle. Bane vejen for håbet. Bane vejen for lyset. Håbe og handle.

Håbet bliver til handling i sangen, når digteren fortæller, hvordan det at håbe for andre, leder til handling:

så mættes de sultne, så rejses
der huse, så bygges der bro,
så grønnes de stenede marker
og skove begynder at gro
og bedst som du tænker der ingenting er
så lever det
håbet
så lever det der.

Hvad har du bedrevet?

Jeg har lige læst bogen ”Kør din plov over de dødes knogler” af den polske nobelpristager Olga Tokarczuk. I romanen er der en samtale mellem en flok venner, som alle er lidt skæve og krøllede. Midt under samtalen stiller en af dem et spørgsmål, der alligevel overrasker de andre: han spørger dem, hvad de så har bedrevet i livet. Der bliver spurgt på en måde, så det er tydeligt, at det ikke handler om, hvorvidt de har købt et rødt eller et grønt hus, eller om de kører i BMW eller Fiat, eller om de er bagere eller professorer. Det handler på et dybere og langt mere betydningsfuldt plan om, hvad de har bedrevet.

Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvad jeg ville have svaret, hvis jeg havde siddet i flokken i den natlige samtale. Hvad vil jeg svare nu og her? Mit svar vil være et håb om, at jeg sommetider har kunnet holde håbet for nogen.

Når mennesker omkring mig bliver grebet af håbløshed, nedlagt af mangel på tro på sig selv, på andre eller på fremtiden, så håber jeg, at jeg har været med til og stadig kan blive ved med at holde det håb op for dem, som de ikke selv kan se og gribe lige nu.

Når et menneske taber håbet, skal en anden samle det op og holde det for det menneske, indtil hun selv kan tage det tilbage. Det gælder i vores egen lille verden, hver især. Det gælder også i den store verden. Der er steder, hvor menneskers sidste håb er, at nogen vil håbe for dem, og det er dig og mig, der skal håbe. Og selv der, hvor håbet synes helt smadret og trådt ned i sølet, kan håbet vokse og blive til handling. Håbe og handle.

Et sted i Det Nye Testamente (Matthæusevangeliet, kap. 18) er der en både barsk og smuk tekst om at holde håbet for andre, især for børnene. Hvis man tager håbet fra et barn, var man bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og sænket i havets dyb. Voldsomme ord en juleaften, men voldsomheden fortæller os, at det er alvor, det med håbet. Sluk ikke lyset for andre. Hold håbet for dem. Hold håbet op, stjernen viser vej, skriver digteren Dy Plambeck i en ny salme. Håbet er handling og tale og sang, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen:

”bedst som du tænker der ingenting er
så synger det
håbet
så synger det her”

Glædelig jul.

Følg Kirsten Jørgensen her.

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker. Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.