JOURNALISTIK // KOMMENTAR – Den verdensberømte danske fotograf Jan Grarup er under anklage for at have overdrevet, løjet eller været upræcis i sit arbejde. Journalist Philip Sampson reflekterer over en oplevelse, han havde med Grarup. da de begge var udsendt i Afrika for danske medier i 1994.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sidst, jeg så stjernefotografen Jan Grarup, var på kanten af en massegrav i Goma i DR Congo tilbage i 1994.
Ja, altså, jeg har også lige set ham i TV 2’s Presselogen, hvor han beredvilligt – og al respekt for det – var mødt op for at tage sine tæsk for de løgne, usandheder og erindringsforskydninger, Politiken havde fanget ham i i forbindelse med en række reportager, han har lavet under den igangværende krig i Ukraine.
Men sidste gang, jeg så Grarup sådan i levende live, var dengang for nu 29 år siden, da Goma pludselig var blevet et af verdens brændpunkter.
Da jeg stod dér på gravens rand, opdagede jeg pludselig en fotograf lige i nærheden. Det var Jan Grarup. Han genkendte også mig. ”Tak for sidst,” sagde han. ”Det var hyggeligt.”
Jeg var der på reportagerejse i min egenskab af journalist på Ritzau og rapporterede om flygtningekrisen på stedet som følge af masseflugten af mennesker fra blodsudgydelserne i nabolandet Rwanda. Og mens jeg var der, udbrød der pludselig kolera blandt de mange flygtninge, som begyndte at dø som fluer. Så mange døde var der, at de franske styrker, der var indsat i Goma, begyndte at grave massegrave. Samtidig med at verdenspressen begyndte at strømme til denne grænseby mellem DR Congo og Rwanda.
På gravens rand
Den 21. juli 1994 var jeg ved at lave en reportage fra en af Gomas massegrave, og jeg havde netop interviewet Babahe Samson, en 32-årig rwandisk flygtning, der havde mistet sin lillebror, Jean Pierre, til koleraen. Og minutter forinden havde smidt hans indhyllede lig ned i massegraven, som de franske soldater nu hældte læsket kalk ned i.
Da jeg stod dér på gravens rand, opdagede jeg pludselig en fotograf lige i nærheden. Det var Jan Grarup. Han genkendte også mig. ”Tak for sidst”, sagde han. ”Det var hyggeligt.”
Skæbnen ville, at vi begge var blandt de første pressefolk på scenen, da en bilbombe den 24. april eksploderede i Johannesburg og dræbte ni personer
Jeg husker det så tydeligt. For denne den klassiske gensynsmelding var så surrealistisk her ved en grav, hvor der lå snesevis af døde.
Men sådan var livet i verdens brændpunkter. Det, Grarup hentydede til, var Sydafrika tre måneder tidligere. De historiske valg i landet, der skulle bringe den sorte ANC-leder Nelson Mandela til magten. Vi havde begge været dernede og dækket begivenhederne. Og skæbnen ville, at vi begge var blandt de første pressefolk på scenen, da en bilbombe den 24. april eksploderede i Johannesburg og dræbte ni personer.
Bilbomben
Jeg boede på The Johannesburger – et populært hotel for verdenspressen. Stod på mit værelse oppe på sjette-syvende sal, da jeg pludselig hørte et voldsomt brag. Der havde i dage op til valget været rygter om, at hvide højre-ekstremister ville lave terror i forbindelse med det valg, Mandela stod til at vinde. Så jeg tænke straks ”bombe” og styrtede ud til hotellets elevator.
Da jeg landede nede i vestibulen, nåede jeg lige at se røven af en pressefotograf spæne ud af hotellets hovedindgang. ”Det var sgu da Grarup,” tænkte jeg. Og satte i løb efter ham.
Stjernefotografen løb ned ad gaden mod eksplosionsstedet – måske en halv til en hel kilometer væk. Med kameraerne hængende om halsen. Han havde så meget fart på, at han på vejen tabte sin tegnebog ud af baglommen. En sort fyr, der stod på gaden, så det og samlede den op. Hvorefter jeg få sekunder efter passerede i fuldt firspring, snuppede pungen ud af fyrens hænder, og løb videre.
Med lidt forundring læste jeg den ledsagende tekst
Nede ved bombestedet indhentede jeg Grarup. Og gav ham den pung, han ikke anede, han havde tabt. Han havde da også vildt travlt med at fotografere. Der var tale om en bilbombe. Den var eksploderet lige uden for en bar. Og omtumlede mennesker med blod over det hele søgte væk fra stedet.
Jeg havde selvklart også travlt med mit arbejde. Fik fat i en af de sårede. En 32-årig hvid mand ved navn Peter Smith.
”Folk er sårede. Folk er døde. Min bil er totalt ødelagt,” sagde han til mig.
Jeg måtte kort efter spæne tilbage til The Johannesburger for at sende min historie hjem til Ritzau i København. Vi var jo trods alt et nyhedsbureau.
Og derfor nåede jeg ikke at se mere til Grarup ved den lejlighed. Altså ikke før tre måneder senere i DR Congo.
En Jan Grarupsk erindringsforskydning
Jeg kiggede i dag nysgerrigt på pressedækningen af bomben dengang i Johannesburg. Blandt andet Politiken. Den 25. april 1994 havde avisen bombeattentatet på forsiden. Med et foto taget af Jan Grarup.
Med lidt forundring læste jeg den ledsagende tekst, hvor der bl.a. står:
”Politikens fotograf Jan Grarup var 200 meter væk, da bomben sprang, og han var den første fotograf på stedet: ’Det var fuldstændig vanvittigt. Den første reaktion var, at vi alle kastede os ned på jorden og ventede på, om der kom flere bomber. Derefter prøvede alle bare at komme væk.’”
Jeg forstår ikke denne trang til åbenbart kontinuerligt at bøffe sin egen indsats op. Til at gøre sig mere macho end nødvendigt
Åh altså, Grarup. Du befandt det på et hotel betydeligt længere væk, da bomben sprang. Der var sgu ikke nogen dér, der ”kastede sig ned på jorden.”
Jeg forstår ikke denne trang til åbenbart kontinuerligt at bøffe sin egen indsats op. Til at gøre sig mere macho end nødvendigt. Men okay, det er lidt sådan et gammelt krigsreporter-syndrom. Det er jo bare ikke nødvendigt. Som i overhovedet ikke nødvendigt.
Den indsats, Jan Grarup med sine fotografier i en menneskealder har gjort for at vise os verden, som den er, også hvad angår krig og elendighed, bærer hæderen i sig selv.
Og ja: Tak for sidst. Det var hyggeligt.
OPDATERING 21.09.2023: Fra hotellet The Johannesburger på 60 Twist Street og ned til bombestedet er der 900 meter. Bilbomben eksploderede på den daværende Bree Street (i dag Lilian Ngoyi Street), lige vest for, hvor denne krydser Von Wielligh Street.
Læs mere af Philip Sampson i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
