NYHED // POV OVERBLIK – Valgkampen er som bekendt i fuld gang, og partierne falder over hinanden for at fremlægge politik, der skiller sig ud. Men det længst ventede udspil kommer formentlig fra Socialdemokratiet, som i august 2024 smed en politisk bombe, da det varslede ændringer i pensionssystemet. Regeringspartiet har lige siden afvist at svare på, hvad det konkret mener, der skal ændres.
Men nu kommer det. I eftermiddag kl. 13.15 fremlægger partiet detaljerne om et nyt pensionssystem, oplyser Socialdemokratiets pressetjeneste.
Ifølge et interview, som Berlingske offentliggjorde i går, vil S-formanden ændre den brede velfærdsaftale, som blev indgået for tyve år siden. Pensionsalderen skal ikke blive ved med at følge med den stigende levealder op. Der skal være en øvre grænse eller i hvert fald skal det gå langsommere.
“Tiden er nu kommet til, at vi gør den mere socialt retfærdig og realistisk, så vi får et bedre bud på fremtidens pensionsalder”, udtalte Mette Frederiksen.
I dag stiger pensionsalderen hvert femte år. DR skriver, at Socialdemokratiet i stedet, fra 2045, vil lade pensionsalderen stige med et halvt år ad gangen og ikke som nu et år af gangen. Det vil fortsat ske hvert femte år. Den model blev i 2022 anbefalet af Pensionskommissionen, efter den havde set på tilbagetrækning og nedslidning på det danske arbejdsmarked.
Hvis det vedtages, vil folkepensionsalderen i 2045 hæves til 70,5 år i stedet for de 71 år, som der er lagt op til i dag. I 2060 bliver den tilsvarende halvandet år lavere, og i 2100 vil den ifølge Berlingskes beregninger være 74 år frem for 77 år med de nuværende regler.
Kan socialdemokraterne finde flertal efter valget, skal det også være mere attraktivt at gå på tidlig pension, skriver DR. Den såkaldte Arne-pension skal have et løft og hæves med 3.000 kroner om måneden. I dag er det kun omkring 12.000 borgere, der har benyttet sig af muligheden, som giver 15.650 kroner om måneden. Med de ekstra penge, svarer den nogenlunde til, hvad folk får, hvis de får tilkendt Seniorpension.
”Ordningen har behov for at blive styrket. Satsen er for lav, og derfor vil vi hæve den med 3.000 kroner om måneden”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Der skal også ændres på kravene for at forlade arbejdsmarkedet tidligere, hvis man har behov for det. Det skal for eksempel være muligt at stoppe blot et halvt år før, hvis man ikke har været længe nok på arbejdsmarkedet, til at gå fra et helt år før folkepensionen.
Mattias Tesfaye mener, at der er folk, som er kommet ”lidt i klemme” i de nuværende regler. Socialdemokratiet vil desuden gøre det muligt at arbejde mere ved siden af Arne-pensionen uden at blive modregnet.
I dag er det sådan, at man tidligst kan få Arne-pension tre år, før man bliver folkepensionist og da man lige nu skal være 67 år for at få folkepension kan man gå som 64-årig. Men også den aldersgrænse stiger løbende, og med udspillet vil Socialdemokratiet fastfryse alderen for Arne-pension på 66 år, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV2.
Det vil ifølge TV2 betyde, at selv en 20-årig, som bliver folkepensionist som 72-årig, vil kunne gå på tidlig pension som 66-årig.
Følg med på DR og TV2. Begge medier indsamler reaktioner fra de andre partier og giver overblik over andre politiske udspil.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.