KULTUR // REPORTAGE – Hvem formidler vi for og hvordan? På Artbeat-konferencen blev kulturformidlingens fremtid kastet op i luften med alt fra AI-genereret musik og unge formidleres vilde idéer til den gamle anmeldergenres overlevelseskamp. En dag fuld af provokationer, inspiration og erkendelser, skriver Isabella Miehe-Renard.
Jeg blev forleden inspireret og klogere og fik som ansat kulturformidler nye overvejelser. Dette sagt af en decideret ikke-influencer, som er født før nogen overhovedet kunne stave til begrebet. De nye danske af slagsen med mange, mange følgere, der følger dem og læser deres indirekte reklamer for alskens ting, foretrækker nu at blive benævnt som influenter! Hvilken forskel dette gør, må I ikke spørge mig om. Selv er jeg enten beyond eller helt off.
Men én, der var i sit es, og som sædvanlig on, ment som en kompliment, var Clement Kjersgaard, der var inviteret ind til at indlede heldagskonferencen om fremtidens kulturformidling, arrangeret af henholdsvis Dansk Kulturliv (som er landets største brancheorganisation for dansk kulturlivs interesser, ikke helt uvæsentligt) og af RUC (ja, diverse forskere fra Roskilde Universitet, her kommer klogskaben ind) samt HAVE Kommunikation (kulturagenter i den absolut mere kommercielle del af Danmarks kulturbegivenheder).
Men samme dag kom hans 13-årige datter hjem og præsenterede ham for sit nye nummer, som hun stolt fortalte, hun havde skabt på 10 minutter
Lad mig understrege: Ingen af os var betalt for at komme og lytte. Derfor helt op til den enkelte deltager om at tage input ind til fremtidig brug eller bruge dagen på netværke. Konferencers kaffepauser er sjældent unyttige!
Tilbage til altid energiske veloplagte Clement. Han havde fået tildelt sølle 10 minutter, men hey, alle ved, at den mand kan få århundreder ud af blot 10 minutter. Med udsagn som f.eks.: “der findes vel nok kun to sole, jer her i salen drages mod. Den elitære sol, hvor parnasset og de toneangivende skinner. Alle søger den nu. Og så den anden anden sol; den kommercielle og mere magtfulde. Alle søger den nu.”
Men husk nu de andre, blev hans pointe, de tusindvis af danskere rundt i landet, der risikerer at stå “i skyggen af al jeres formidling.” Dem, der trives i menighedsrådene, spiller håndbold i den lokale idrætshal eller jammer musik med vennerne i små øvelokaler. Jeg tillader mig, bifaldende hans ord, at omskrive pointen til: hvem vil og skal vi gerne nå ud til? Og formidler vi rigtigt?
Kultur og kunstig intelligens
Kan kunstig intelligens, som jo allerede benyttes i stort set alle kunstgenrer, også ligefrem bruges til at kuratere eller skærpe vores formidling fremover? Der var flere ekspertoplæg, men især gjorde den visuelle artist Cecilie Wagner Falkenstrøm, der siden 2016 bevidst har kombineret sine kunstværker med hjælp fra sit eget hold af AI-nørder (no offence), stort indtryk. Hun delte sin oplevelse af teknikkens kreative fordele:
“Slap af, venner, don’t be worried. AI og chatgpt kan kun søge, opsummere og optimere research i selve arbejdsprocessen til kommende værker. Men AI er blot robotdrevne maskiner, vi selv fodrer. AI truer ikke med at overtage kunsten. Den har ingen vilje eller forstand på form.” Derfor vil en kreativ brug af den nye teknik stadig mangle en kunstners hånd og ånd.
AI og det musik vi hører nu. Ægte eller uægte?
Musiker og komponist Andreas Hemmeth kom på scenen og gav eksempler på sin seneste komposition genereret via AI’s musiktjeneste SUNO. Alt kan lade sig gøre på kortere tid, hvis – og kun hvis han formår at prompte den korrekt med sit ønske og kreative vision.
Men samme dag kom hans 13-årige datter hjem og præsenterede ham for sit nye nummer, som hun stolt fortalte, hun havde skabt på 10 minutter. Vi blev i salen også præsenteret for dette. Og ja, der var absolut kvalitetsforskel selv for det utrænede øre. Men Andreas’ pointe? At hans elskede datter benyttede tjenesten frejdigt uden den mindste baggrundsviden, erfaring eller længere proces i et musikstudie. Måske et skrækscenarie for fremtidens musikproduktion.
Professor i kommunikation ved Københavns Universitet, Anders Søgaard, blev spurgt, hvorvidt den kunstige intelligens’ fremmarch lover godt eller skidt. Han nægtede, adspurgt flere gange, at svare ja eller nej. “Som i al debat i denne tid bliver tvivl nærmest ikke accepteret. Man skal bare mene noget. Jeg tror vitterligt på, at vi skal lære os selv at rumme en “for-og-imod-følelse.” Med andre ord; en sort-hvid-holdning fører os ingen vegne.
Uddør anmeldelser som genre på netaviser og printmedier?
I rollen som POVs litteraturredaktør lyder mit mantra ofte:
“Tvivl gerne på værket, som I skal anmelde, men tvivl ikke mindst på jeres egen læsning og vurdering”. Anmelderen har ikke altid ret. Og som Berlingskes teateranmelder på scenen understregede: “Genren bæres oftest mere af lidenskab end videnskab”. En anmelders objektivitet kan altid stå til diskussion. Men personen bag må godt kunne mærkes. Eller skal måske kunne mærkes af læserne.
Min redaktion var paf. Ikke mindst fordi vores udsendelse var forproduceret hver uge, så ingen af os, som i ingen, ville kunne svare dem eller se pointen i idéen
Næste paneldebat på Artbeat-konferencen var med de to kvindelige kulturredaktører fra Berlingske og Politiken. Sidstnævnte avis har faktisk flest læsere af deres massive satsning på allround kulturstof. Ingen af de to ser anmeldelser forsvinde i journalistikken. Det er stadig godt stof.
Langt vigtigere end ren omtale eller servicerende plakatsøjler for kommende begivenhed. (Læs: old hat). Holdninger, bedømmelser og debat engagerer læserne i højere grad nu, lød det. Empowerment er det nye buzzword. Like it or not.
Da jeg engang var vært og tilrettelægger på et fast bogprogram på DR2, kom en ung studerende ind, der skulle “gøre vores seere mere aktive”. Det var vistnok i 2005. Han forestillede sig en gul tekstlinje i bunden af skærmen, live selvfølgelig, hvor seerne kunne kommentere eller spørge løbende.
Min redaktion var paf. Ikke mindst fordi vores udsendelse var forproduceret hver uge, så ingen af os, som i ingen, ville kunne svare dem eller se pointen i idéen. Et forproduceret og færdigredigeret interview med Erica Jong i New York eller Kerstin Ekman i Stockholm eller Nordbrandt på Amager var jo blot vores redaktionelle tilbud til seerne.
Den innovative studerende lærte af protesten, bilder jeg mig ind. I dag er “seer-inddragelse” et fast element, men i liveudsendelser, selvfølgelig. I nyhederne, shows, morgen-tv and you name it. Såkaldt passive sofa-seere blev til umoderne seere.
Mange nævnt og nogle glemt. Men hey, lyt til de unge nye kræfter
Nu spoler jeg frem til de sidste optrædende på konferencen. Det allermest inspirerende, måske. Et speedpanel, som det blev betegnet, hvilket betyder fire minutters projektpræsentation. Seks yngre kulturformidlere trådte op på scenen med tydelige greb om ny approach til formidlingsformer. Hver især med vildt underholdende formater, ja nærmest savnede formater, efterlyste formater! Mange af deres ideer var overrumplende og ret mærkelige.
Sundt at lære om for en type som mig begravet i de bløde sæder på Aveny- T. Opløftende og derfor thumbs up. Men de rider jo på al den erfaring fra dagens øvrige ældre bidragsydere.
Kulturlivet, med og uden brug af AI, fungerer fint og stolt pt. Men tech-oligarkernes nye tjenester truer det eksplicitte og lange traditioner. Kunstnerne står hver især overfor ny oprustning. Køb, køb, køb andet end våben. Hvis vi andre formidler klogt og ordentligt, har de masser af nye skyts.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og