EP24 & DEMOKRATI // KRONIK – EU’s demokratiske værdier angribes indefra. I nogle europæiske lande er det regeringerne, der tager autoritære former, andre steder er det bevægelser med autoritært snit, der vinder frem. Det spørgsmål, som vil blive en skygge over europaparlamentsvalget, er, skriver Peter Schjødt, om demokratiet overhovedet er i stand til at forsvare sig selv og hvordan? Skal man tage den aktuelle situation i fx Tyskland som et forvarsel?
Det kan blive konsekvenserne af en fejltagelse, som kommer til at dominere europaparlamentsvalget om et par uger. Fejltagelsen ligger i den blinde politiske overbevisning om, at det liberale demokrati er den mest stabile værdi i de 27 medlemslande; at det fortsat er demokrati og menneskerettigheder, som de omkring 448 millioner borgere i EU entydigt ønsker sig og altid vil bakke op.
Fejltagelsens konsekvenser viser sig bl.a. i den rådvildhed, som EU møder de ”nytilkomne” lande med, når fx Ungarns premierminister taler om at indføre et illiberalt demokrati, og Europa-Parlamentet fordømmer landet, fordi det ikke længere er ”et fuldgyldigt demokrati”. Eller når EU’s institutioner står uden mulighed for at gribe ind ved bl.a. Ungarns og Sloveniens krænkelse af basale demokratiske rettigheder, som ytrings- og pressefrihed.
Midt i denne diskussion om demokratiets metoder til at forsvare sig selv fejres det tyske demokratis 75-års jubilæum i morgen d. 23. maj
Helt aktuelt og yderst brandfarligt op til valget, viser konsekvenserne af fejlen sig i form af den konflikt om demokratiets fremtid, som er blusset op i Tyskland. For omkring en uge siden besluttede en tysk domstol, at det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) officielt kan anses for at være så ekstremistisk, at det er en trussel mod demokratiet. Det betyder bl.a., at efterretningstjenesten kan fortsætte en tidligere praksis med at overvåge partiet og dets medlemmer.
Det er imidlertid ikke et helt ubetydeligt parti, som det handler om. Faktisk står AfD flere steder i Tyskland til at få hver tredje stemme ved europaparlamentsvalget. Det højeksplosive spørgsmål bliver derfor, om man så også skal prøve at få gjort AfD ulovligt for at beskytte demokratiet, eller om et forbud vil udgøre en langt større trussel mod demokratiet end AfD’s fortsatte eksistens?
Demokratiets jubilæum i Tyskland
Midt i denne diskussion om demokratiets metoder til at forsvare sig selv, fejres det tyske demokratis 75-års jubilæum i morgen d. 23. maj. Når det er muligt at blive 75 år, er det naturligvis tegn på, at demokratiet har klaret sig godt, selv i den turbulens, som opstod efter murens fald i 1989. Men meget tyder på, at det tyske demokrati er på vej ud af sin komfortzone, hvilket også er et forvarsel til EU’s samlede og alt for selvtilfredse forståelse af demokratiet.
På den ene side er det nødvendigt at diskutere de demokratiske konsekvenser, når en domstol blåstempler, at landets efterretningstjeneste kan overvåge et parti og dets medlemmer, fordi det repræsenterer en mulig trussel mod demokratiet.
På den anden side er det imidlertid også et problem, hvis demokratiet ikke har de institutionelle muligheder for at kunne forsvare sig imod udviklingen af ekstremistiske partier eller grupper, som forsøger at bruge de demokratiske processer til at vinde opbakning til senere at indskrænke demokratiet.
Den socialdemokratiske tyske indenrigsminister Nancy Faeser bød domstolens beslutning velkommen og fortolkede den som et bevis for, at Tyskland er ”et defensivt demokrati,” som hun formulerede det. Dette begreb betyder noget i retning af, at demokratiet hermed har vist sig i stand til at forsvare sig selv, når røgalarmen for en mulig brand – i form af voksende ekstremisme – går i gang.
Selv mange af AfD’s modstandere mener imidlertid, at i et demokrati bekæmper man modstandere i det politiske rum gennem afstemninger og valg – og ikke ved at lade domstole forbyde visse partier ved lov.
Spørgsmålet, som ikke kun gælder Tyskland, men hele Europa, er derfor, hvornår et demokratis såkaldte defensive selvforsvarsstrategi forvandler sig til selv at blive en trussel mod demokratiet, og hvornår det er nødvendigt for demokratiet at tage udemokratiske metoder i brug for at forsvare sig?
Et demokratiskjold?
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har talt om EU’s muligheder for at forsvare demokratiet mod de kræfter, som truer med ”at splitte vores samfund indefra”. Hun har luftet forestillingen om et ”europæisk demokratiskjold”, som skal forhindre denne splittelse i at få næring fra fjendtlige magter, som puster ”til ekstremismens flammer” i EU-landene.
Den danske statsminister slutter op bag Ursula von der Leyens trusselsanalyse: ”Et demokrati, der ikke har viljen til at forsvare sig selv, vil på et tidspunkt dø.”
Et demokratiskjold lyder nogenlunde lige så fantastisk, som da den amerikanske præsident Ronald Reagan i 1983 foreslog oprettelsen af et missilskjold, som skulle beskytte mod et atomangreb fra det daværende Sovjetunionen. Blot skal demokratiskjoldet beskytte mod angreb med misinformation o.l. fra fjendtlige lande.
Men hvad kan et demokratiskjold stille op, når EU’s demokratiske værdier angribes indefra? Hvad skal et demokratiskjold stille op, når Ungarns premierminister siger: ”We need to take over Brussels,” og kører EU i stilling som en syndebuk, der motiverer til et angreb på EU’s demokratiske værdier?
Billedet er broget. Nogle steder i EU – som fx i Ungarn, Slovakiet og Italien – er det regeringerne, som har taget autoritære former. Andre steder som fx i Tyskland og Frankrig er det bevægelser med autoritært snit, som kan blive kritiske for demokratiets fremtidige udformning.
Det spørgsmål, som vil blive en skygge over europaparlamentsvalget, er, om demokratiet overhovedet er i stand til at forsvare sig selv og hvordan? Hvis stadig flere lande og befolkningsgrupper ikke støtter denne politiske styreform i dens hidtidige udgave, så er det nok noget andet end et demokratiskjold, der skal til. Det er er den aktuelle situation i Tyskland op til EU-valget blot et eksempel på.
Befolkningen vil have demokrati, men er utilfredse med demokratiet
EU-traktatens artikel 2 forudsætter, at medlemslandene organiserer deres politiske system ud fra grundprincipperne om ”respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal”.
Undersøgelser viser, at der i befolkningerne er en tilbøjelighed til at opfatte disse værdier som muligheder for individuel frihed til at vælge sit eget liv på mere private områder, som fx arbejde, familieliv og religion. Det er imidlertid ikke overraskende, at to tredjedele af EU’s borgere alligevel også ønsker at bo i et demokratisk land, men dog bemærkelsesværdigt, at kun en tredjedel af befolkningen oplever, at deres respektive lande er styret efter demokratiske principper.
Måske har de demokratiske institutioner i for lang tid gjort sig immune over for kritik og forandringsbehov
I stedet for et ”demokratiskjold” kunne det måske være en mere fremtidssikret plan for sikring af demokratiet, hvis man kigger nærmere på årsagen til, at borgere, som dokumenteret, ønsker at bo i et demokrati, men samtidig giver udtryk for stærk kritik af demokratiets aktuelle måde at fungere på.
Årsagen ser ud til at være, at det, som kaldes for ”de politiske eliter”, bliver kritiseret for korruption, for at være ude af kontakt med deres befolkningers krav og behov – og ude af stand til at fremkomme med en relevant og effektiv lovgivning. Det er naturligvis en kritik, som demokratiet altid har været udsat for, fordi et demokrati pr. definition må være åbent for kritik.
Men derfor bliver det også ekstraordinært vigtigt at rette opmærksomheden mod relationen mellem den stigende kritik af demokratiet og reaktionen på denne kritik fra de eksisterende demokratiske institutioner.
Raseribanker
Måske har de demokratiske institutioner i for lang tid gjort sig immune over for kritik og forandringsbehov. Det giver god mening at tolke de forskellige undersøgelsers resultater, ikke som stigende mistillid til det liberale demokratis værdier, men til de demokratiske institutioners reaktion på kritik og behov for forandring.
Hvis den demokratiske dialog ikke konstant varetages gennem de demokratiske institutioner, så giver det sig i sidste ende ikke udtryk i folkelige ønsker om mere demokrati, men i det, som den tyske filosof Peter Sloterdijk har kaldt for ”raseribanker”, og helt upolitiske angreb på de etablerede politiske institutioner.
For at vende tilbage til Tyskland: Da de første valgplakater til europaparlamentsvalget skulle sættes op i weekenden, blev flere kandidater mødt af voldelige overfald. Hvad der for blot få år siden ville være blevet opfattet som en nærmest utænkelig situation, er blevet en helt forventelig hændelse, ikke kun i Tyskland, men stort set i alle de europæiske demokratier. I den slags amokløb er konstruktive forestillinger om demokratiets fremtid ikke-eksisterende, og der skal ikke finde mange hundrede af den slags situationer sted, før demokratisk samtale bliver umulig.
Demokratiets store udfordring i dag er ikke at give efter eller forsøge at efterligne de krav og det fjendskabspotentiale, som kommer fra disse ”raseribanker”
Vi kan finde et nært eksempel på dette i USA, hvor demokrater og republikanere i stigende grad betragter hinanden ikke som politiske modstandere, men som regulære og uforsonlige fjender. I Europa vokser tilslutningen til populistiske partier, som på det nærmeste ikke har noget politisk program eller kan deltage med politiske alternativer til det, de er utilfredse med.
Og så er det, at Sloterdijks tolkning giver mening; de kommer til at udgøre ”raseribanker”, hvor vælgerne kan deponere deres vrede og harme over i en lang periode ikke at have mærket interesse fra de etablerede partier og politiske institutioner.
Demokratiets store udfordring i dag er ikke at give efter eller forsøge at efterligne de krav og det fjendskabspotentiale, som kommer fra disse ”raseribanker”. Det handler om at finde troværdige metoder til at genskabe balancen mellem mulighederne for konstruktiv kritik af demokratiet og varetagelse af demokratiets selvforsvar mod kræfter, som vil ødelægge det.
Diskussionerne op til det kommende europaparlamentsvalg kunne være en anledning til at tematisere dilemmaet, at det store flertal gerne vil leve i et demokrati, men på den anden side er meget utilfredse med den måde, som de aktuelle demokratier fungerer på.
Læs også denne kronik af Peter Schjødt: “Det største valgår: Demokratiets stresstest”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og