KONCERT // ANMELDELSE – Med kort varsel svingede 80’er-ikonet Dave Stewart fra The Eurythmics forbi Tivoli. På papiret var det en virkelig god idé. POV’s Kasper Simonsen drønede ind til et regnvådt Tivoli for at genopleve et af 80´ernes helt store navne. Det var mildest talt en blandet oplevelse.
Fotos: Eddie Michel.
Dave Stewart behøver nærmest ikke nogen introduktion, men lad mig lige alligevel kort opsummere hans store aftryk i populærmusikken, specielt i 80’erne: Han dannede i 1976 kvartetten The Tourists med sin skotske partner Annie Lennox og to andre musikere.
The Tourists havde moderat succes, men da Dave og Annie i 1980 grundlagde duoen Eurythmics, skete der noget eksplosivt. Deres første single ’Sweet Dreams (are made of this)’ grundlagde succesen, og inden længe lå Eurythmics fast på hitlisterne.
Begge havde et godt øre for hits, og de fortalte ofte i interviews, at de kunne skrive en sang på 20 minutter. Det er i sig selv en imponerende bedrift.
Det var ikke Hr. Hvem-som-helst Tivoli med kort varsel bookede til Plænen
Dave Stewarts lækre guitarkunnen og Annie Lennox’ overjordiske vokal gave Eurythmics en flot karriere, der reelt varede fra 1983-1989. I de år nåede duoen at sælge næsten 75 millioner plader. Med hits som ‘Sweet Dreams’, ’Here Comes the Rain Again’, ’Thorn in My Side’, ’When Tomorrow Comes’, ’Missionary Man’ og ’There Must Be an Angel (Playing with My Heart)’ var de blandt mastodonterne i en frugtbar og livlig 80-erperiode, hvor der udkom kolossalt meget original popmusik.
Derudover producerede Dave Stewart også for store rock, pop og soulnavne som Tom Petty, Mick Jagger, Bob Dylan, Stewie Nicks, Hall & Oats og Aretha Franklin.
Det var derfor ikke Hr. Hvem-som-helst Tivoli med kort varsel bookede til Plænen.
Den nu 71-årige guitarist virkede også en smule forbløffet over det ringe fremmøde under lydprøverne i Tivoli, der formentlig havde at gøre med de timelange regnkaskader forinden. Lige inden koncerten gik i gang havde ca. 1800-2000 mennesker fundet vej, og man stod med håbet om, at vi så sammen kunne have denne eksklusive hemmelighed helt for os selv. Men vi var ret alene og fremmødet føltes tomt.
Før denne turné var Dave Stewart ikke én, der havde turneret synderligt meget efter, at Eurythmics blev opløst. Men i slutningen af 2023 gik han på landevejen med ’Sweet Dreams 40th Anniversary Tour’, der senere blev til denne turné, hvor Danmark var det 33. stop på turen. Nærmest på klokkeslæt dukkede en sølvklædt Dave Stewart op på scenen med.
Da bandet gik på scenen, var de tydeligvis en smule befippede over det sølle fremmøde i Tivoli. Man kunne se, at de skævede til hinanden under de første par numre, ’Missionary Man’ og ’Thorn in My Side. Man fik desværre hurtigt en snigende oplevelse af at se Dave Stewart stå i spidsen af et coverband, der imiterede at være Eurythmics. Han havde beklageligvis også valgt den musikalsk skrabede model til sit flotte bagkatalog. Så det, der skulle have været en hyldestaften til en stor musikalsk kunstner, blev til lidt fesen omgang med et gennemsnitligt band.
Som antydet virkede bandet specielt i starten af koncerten en anelse famlende, og deres udsendte måtte undervejs tjekke op på, om det mon var blandt de første gange, musikerne spillede sammen, hvilket så ikke var tilfældet.
Det skal retfærdighedsvis tilføjes, at bandet spillede sig en smule op i takt med, at mørket faldt på i Tivolis smukke omgivelser, og at det primært modne publikum fra start reagerede meget varmt overfor hovedpersonens småmumlende og underholdende anekdoter.
Forsangeren Vanessa Amorisi fra Australien mindede mest af alt om Beth Hart – en stemme, der ikke var optimal til det flotte Eurythmics-katalog.
Naturligvis kan stort set ingen matche selveste Annie Lennox, men valget af en hæs rockvokal virkede en smule fejlcastet. Og selv saxofonisten, Yasmin Ogilvie, virkede, som om hun manglede luft til det skønne hit ’Lily Was Here’.
Hun havde ellers virkelig haft en fantastisk optræden for et par uger siden med Jessie Ware på Glastonbury Festival i England. Så naturligvis er hun en dygtig musiker. Bare ikke helt på Plænen i Tivoli.
Danske Iris Gold kom senere på scenen og leverede en power-indskiftning. Hun gjorde vitterlig, hvad hun kunne for at få koncerten op i gear, men … det var ikke nok.
På ’There Must Be an Angel’ glimrede Indiara Sfair også på mundharmonika, men alt i alt føltes den aften i selskab med Dave Stewart og hans syvpersoners kvindelige band en smule pauvert.
Man så glimt af hans virtuositet og ekvilibrisme … og så desværre også det jævne og middelmådige, der fyldte mest på en smule skuffende aften.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her