Corona - jeg ofrer mig selv for samfundets skyld • POV International

Ulrik Frost 11.12.2020

COVID-19 // KOMMENTAR – Kontrol, overvågning og tvang er vejen ud af dette helvede, vi befinder os i, for der findes åbenbart stadig folk, der ikke fatter, at de skal indordne sig og tilsidesætte deres frie vilje og umiddelbare lyst til at indtage verden, og så må staten jo træde til for det fælles bedste. Tænk på andre end dig selv, er princippet, og det skal forstås lige så radikalt, som det lyder, skriver Ulrik Frost.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er bange for corona. Og selvom jeg intet ved om virusset, for jeg har ingen personlig erfaring med det, er jeg pissehamrende angst for at stå ud af sengen og begynde min dag af frygt for at blive smittet. Jeg ville ønske, jeg kunne blive liggende under dynen og drømme mig til at sted, hvor jeg har endnu mindre ansvar for mit eget helbred, end jeg har i dette samfund lige nu.

Jeg er ikke ked af at indrømme, at jeg er et kæmpestort offer, men så længe det er mig påbudt at lægge ansvaret for mit eget ve og vel over i hænderne på myndighedernes retningslinjer, ser jeg ingen grund til at træde ud af offerrollen.

Jeg påskønner tværtimod tidens fascistiske tendenser. Jo flere corona-restriktioner, der bliver gennemtvunget ud i hver en krog af mit livs sfærer, desto nemmere bliver det for mig at acceptere min egen angst og modløshed.

Statslig kontrol, indskrænket personlig frihed og regler for enhver form for samvær med andre er fundamentalt nødvendigt for, at jeg overhovedet får et ben ud af sengen i disse tider. Det er staten, der har givet mig angst, og det er også staten, der kan helbrede den.

Men nu holder vi lige vejret, indtil vi kan blive massevaccineret af de multinationale farmaceutiske virksomheder, og så kan vi begynde at lege demokrati igen

Kontrol, overvågning og tvang er vejen ud af dette helvede, vi befinder os i, for der findes åbenbart stadig folk, der ikke fatter, at de skal indordne sig og tilsidesætte deres frie vilje og umiddelbare lyst til at indtage verden, og så må staten jo træde til for det fælles bedste. Tænk på andre end dig selv, er princippet, og det skal forstås lige så radikalt, som det lyder:

Det, du føler, er forkert. Det, du mærker, er løgn. Det, du ikke forstår, forstår staten.

Faren ved corona er jo netop usynlig for det menneskelige øje, og derfor må vi lægge hele vores tillid til, at sagen bliver behandlet på den bedst mulige måde, over i hænderne på vores autoriteter. Og bare lige for at slå det fast, er vores autoriteter dem, der hævder sig selv gennem indforståethed og tradition – altså dem, der taler til os som børn, fordi de selv er voksne.

Det er selvfølgelig ærgerligt for alle os, der har brugt vores liv på at opøve en evne til at mærke efter i os selv, sætte personlige grænser og alt det andet, der følger med i menneskerettighedernes slipstrøm. Men nu holder vi lige vejret, indtil vi kan blive massevaccineret af de multinationale farmaceutiske virksomheder, og så kan vi begynde at lege demokrati igen.

Selvom vaccinen ifølge eksperterne ikke virker 100 pct. mod corona, og at vi derfor kan se frem til afspritning, afstand og mundbind som en fast integreret del af vores kultur, skal den tid nok komme, hvor heksejagten på den lillebitte minoritet, der tænker anderledes end os andre, får en ende, men det sker først, når de bliver uskadeliggjort.

Jeg er flertallet. Jeg er en lydig tjener. Min corona-skræk gør, at jeg kan kontrolleres af restriktioner. Jeg har tillid til autoriteter

Lige nu er det ganske enkelt for farligt at føre en pluralistisk samfundsdebat, stille kritiske spørgsmål og afprøve andre teorier end den gængse, for situationen er så pissealvorlig. Husk på, at folk dør derude. De kan ikke få vejret. De mangler ilt. De mangler grundindholdet i det, der skaber liv.

Det er selve ånden i vores samfund, der er truet, og for at redde den, må vi forsage os selv, men som en nation, der gennem flere hundrede år har praktiseret protestantismes selvopofrelse, kan der kun være håb. Vi har før vist, at vi kan lystre en almægtig Gud, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det endnu engang?

For mig er det helt simpelt at forstå: Jeg er flertallet. Jeg er en lydig tjener. Min corona-skræk gør, at jeg kan kontrolleres af restriktioner. Jeg har tillid til autoriteter. Min personlige grænse er statsstyret. Jeg ved ikke længere, hvor jeg selv slutter, og hvor staten starter, for vi er ét, og selvom jeg ikke forstår det samfund, jeg er en del af, ofrer jeg hellere end gerne mig selv i dets tjeneste.

Min samvittighed er ren.

Amen.

LÆS FLERE INDLÆG AF ULRIK FROST HER

Fotos: skribentens egne