Kvinder i fertilitetsbehandling kan ånde lettet op. Ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at de hormoner, der oftest bliver brugt, ikke øger risikoen for æggestokkræft.
I fyrre år har kvinder haft mulighed for hormonbehandling i Danmark, hvis det var svært at blive gravid. I dag kommer hvert ottende barn til verden, efter moderen har modtaget en form for behandling. Det skriver forskerne på Center for Kræftforskning i en pressemeddelelse.
I alle årene har der været bekymring for, om behandlingen kunne øge risikoen for kræft, men undersøgelsen viser, at den er ubegrundet:
”Kun for hormonet progesteron ser vi en lille øget risiko for en undertype af æggestokkræft. Så generelt er resultaterne et betryggende budskab til de kvinder, der er i fertilitetsbehandling,” siger seniorforsker Allan Jensen, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Sammenhæng mellem hormonbehandling og kræft er blevet undersøgt før, men resultaterne har været modstridende. Men i dette studie har man kun set på kvinder, som har fertilitetsproblemer, og derfor er resultaterne mere entydige.
Blandt alle kvinder er der omkring 1 procents risiko for at udvikle æggestokkræft gennem livet. Over 150.000 patientjournaler fra kvinder, som har haft problemer med at blive gravide fra starten af 1970’erne og frem til i dag, er indgået i undersøgelsen.
Ifølge sundhed.dk er der næsten 600 tilfælde af æggestokkræft i Danmark om året. Sygdommen kan være svær at diagnosticere, men behandling er vigtig, da kræften kan være aggressiv.
Forskningsartiklen på engelsk er udgivet torsdag, og du finder den her. Læs også om undersøgelsen på Center for Kræftforsknings hjemmeside her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her