I en ny rapport langer Amnesty International ud efter Danmarks brug af kunstig intelligens (AI) i masseovervågningen af de mennesker, der får penge fra Udbetaling Danmark.
Den måde velfærden administreres og kontrolleres, udsætter særligt sårbare grupper for diskrimination. Det gælder for eksempel mennesker, der lever med handicap, migranter og flygtninge, folk med lave indkomster og andre marginaliserede grupper.
I rapporten “Denmark: Coded Injustice: Surveillance and Discrimination in Denmark’s automated welfare state” fremgår det, at der bruges algoritmer til at opdage snyd sammen med automatiseret masseovervågning, og at det skaber frygt blandt modtagere af ydelser.
”Masseovervågningen har skabt et ydelsessystem, som risikerer at gå efter de mennesker, der har brug for hjælp, i stedet for at støtte dem”, siger Hellen Mukiri-Smith, som leder Amnesty Internationals undersøgelser af kunstig intelligens og menneskerettigheder.
Ifølge rapporten bruger Udbetaling Danmark, som har ansat ATP til at udføre overvågningen, omkring 60 algoritmer, som skal opspore snyd med sociale ydelser og identificere individer, som skal undersøges nøjere.
Af samme grund er lovgivningen indrettet, så systemet kan sammenkøre data om blandt andet statsborgerskab, adresse, flytninger, fødested og familiemedlemmer, hvilket i sidste ende også kan bruges til at identificere race, etnicitet og seksuel orientering.
I en undersøgelse fra oktober 2023 advarede forskere fra Københavns Universitet, Rigshospitalet og DTU om brugen af AI i sundhedsvæsenet. Et par måneder forinden havde sundhedsminister Sophie Løhde sagt, at AI skulle bruges til at udvælge områder, der skal have flere penge. Forskerne konkluderede, at selvom AI kan hjælpe systemet med at fordele begrænsede bevillinger, kan de også forvrænge systemerne og føre til øget ulighed.
Find hele Amnesty Internationals rapport her. Læs også om undersøgelsen af brug af AI i det danske sundhedsvæsen fra sidste år her.
Lidt i samme boldgade: Læs også Lisbeth Riisager Henriksens indlæg om, hvordan ansvarlige politikere håndterer den kritik, FN har rettet mod Danmarks efterlevelse af handicapkonventionen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her