Syditalienske vidundere – da hulemanden så sin første urokse

af

Fra Rom og sydpå åbner sig en helt anden side af det Italien, som de fleste mest kender i nord. De syditalienske regioner, tilsammen kaldet Il Mezzogiorno, rummer uforglemmelige, kulturelle oplevelser. Syditalienskender Cecilie Marie Meyer giver et kig ind i den oversete landsdels storhed i en ny serie på POV International. Hun lægger ud med at se på en urokse og en stenaldermand.

Ud over mad er der intet, der tager én så vidt rundt i Syditalien som kunst, og det var netop i et fjernt hjørne af Calabrien, at jeg for to år siden stod ansigt til ansigt med det nok smukkeste hulemotiv, jeg nogensinde har set, nemlig uroksen i Romito-grotten.

For cirka 14.000 år siden blev dyret ridset ind i en stor klippeblok i hjertet af regionens Pollino-park af en formentlig bevæget stenaldermand.

Man mener, at motivet har fastfrosset det øjeblik, hvor han så dyret for første gang, for uroksens tilstedeværelse i det dramatiske bjerglandskab var et resultat af klimaændringerne efter istiden, hvor vejret blev lunere og ændrede hele Syditaliens fauna.

To stenaldermennesker, der omfavner hinanden, ligger i en grav lige udenfor Romito-grotten.

Motivationen til kunstværket menes derfor at være emotionel og en slags bearbejdning af den undren og frygt, som stenaldermennesket uden tvivl har følt ved at se det fremmede, gigantiske dyr.

Jeg blev især slået af motivets umiddelbare skønhed.

Det viser en forbløffende æstetisk kunnen hos fortidsmennesket, der med et rent og uforurenet blik har formået at nedfælde dyrets linjer med en sådan livagtighed, at man næsten fornemmer det bevæge sig henover stenen.

Da en hyrde søgte tilflugt

Romito-grotten blev på grund af sin placering dybt inde i bjergkæden først opdaget i 1961, da en hyrde søgte tilflugt med sine dyr under en storm.

Han alarmerede de lokale arkæologer om sit fund, og snart strømmede eksperter til. De blev især slået af stedets velbevarenhed. Det viste sig, at grotten var fuld af spor fra stenaldermennesket, og endnu i dag kan man som gæst se syv grave, skeletter og rester fra bopladsen både i selve grotten og på det tilstødende, lille museum, der ligger i den samme hytte, hvor man køber sin billet.

Romito-grotten ligger under et klippeudhæng i et tætbevokset bjerglandskab.

Og grotten er oldgammel: fra cirka 24.000 år før vor tid til år 1000 brugte man aktivt hulen, først som bosted under istiden, og siden som refugium for eremitter.

Besøg gerne stedet udenfor højsæsonen i enten foråret eller efteråret, for det er magisk at trisse alene rundt om grotten, som ligger under et gigantisk klippeudhæng, og mærke historiens vingesus.

Alle fotos: Skribenten

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorar til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste indlæg fra

Gå til Top