Dannelse og sproget: Jeg stiller lige spørgsmålstegnet her

af

Vi har et Sprognævn, et Modersmålsselskab og en sprogredaktør i DR, men hvad hjælper det, når alle svarer med et ‘Jamen, det…” og meteorologerne siger ‘Vædedsigt’, når de mener ‘Vejrudsigt’ spørger Monica Krog-Meyer, der også har erfaring for, at hvis man ønsker reaktioner fra læseren, så skal man blot skrive noget om sproget. Det kan få aggressionerne frem i de fleste. Alle har holdninger til vores sprog. Og der vrisses igennem: ”Ku’ de ikke lære forskellen på ‘hans’ og ‘sin’?” ”Hvad med ‘ligge’ og ‘lægge’, ‘springe’ eller ‘sprænge’?” eller ”Det hedder ikke ‘fordi at’!”

Det er tydeligt, at der mangler dannelse i sproget. For der findes jo regler, men de bruges ikke. Vi kender dem ikke ordentligt. Ingen uddanner os i dem. Reglerne holdes ved lige af Dansk Sprognævn. Det kan godt bølge lidt frem og tilbage, så det kan være svært at holde styr på. Man må f. eks. gerne sige ”Der kører ingen toge!”, den flertalsform er i orden i dag.

Man må også gerne sige f. eks. ”Jeg anerkender, at jeg har tabt.” Før i tiden var det utænkeligt, fordi der i ‘anerkender’ ligger noget positivt. Og den, der har tabt, kan formentlig ikke se noget positivt i det. Derfor var det mere neutrale ord ‘erkender’ på sin plads, men i dag må man begge dele. Et tab af sproglig nuancering, hvis I spørger mig.

Og alle roder rundt i at man ‘sætter spørgsmålstegn’ ved, ‘stiller spørgsmål’ til noget eller blander de to udtryk sammen; derfor titlen øverst.

Dansk Sprognævn tager sig af retskrivningen. Hvis bare sprogrevsere som mig gjorde sig den ulejlighed at slå op i Dansk Sprognævns guldgrube af sproglig indsigt, eller i en opdateret Retskrivningsordbog, så ville vi undgå at forstyrre avisernes læserredaktører, når vi emsigt ønsker at påpege, at her er altså en fejl. Vi ville også slippe for frustrationerne over at finde ud af, hvem der tager sig af den slags i radio og tv.

For her kommer afsløringen, og det anede dig nok: Det er der ingen, der tager sig af! Selvfølgelig er der en ansvarlig, det skal der være, men sproget har ikke førsteprioritet. Sproget er noget vi har, og det klarer sig nok, er devisen.

Da mine døtre lagde an til læspen var det kort proces: ”Bid tænderne sammen og sig S!” Hvis du læsper, er tungen sløvt lagt ud mellem tænderne. Hvis tænderne er bidt sammen, kan man ikke læspe, for så må tungen blive inde bag tandrækken. Prøv selv og mærk forskellen! Det er musklerne i tungen, der får lov at være slappe. Bider man tænderne sammen og vil sige S, er man nødt til at stramme tungemusklerne. Og voilà, når det er trænet lidt, er s’erne nydelige og langt fra de læspe-s’er, der har sneget sig ind i dansk talesprog.

Det tætteste vi kommer på at finde ud af, hvem der har ansvaret for det talte sprog, er DR. For mig at se et oplagt eksempel på public service, og derfor logisk, at det er DR, snarere end TV2 eller Radio 24/7, som har ansvaret.

Fra min tid i DR ved jeg imidlertid, at der ikke findes sprogtests mere. Det er ikke et ansættelseskrav, at man har et korrekt sprog. Nej, det er vi godt klar over.
En medarbejder, der skal tale i radio eller TV kommer ikke til mikrofonprøve længere og ingen kommer efter dig, hvis du som vært siger noget sprogligt ukorrekt (medmindre der kommer mange klager). Der er kun en venlig orientering fra tid til anden i et sprogbrev, som man ikke bliver hørt i og derfor sjældent får læst, medmindre man har uventet god tid en dag eller bare er meget interesseret.

Sprogredaktøren

DR har faktisk en Sprogredaktør. Han hedder Martin Kristiansen, og han har sprogambassadører spredt ud i afdelingerne i DR. Min lokale sprogambassadør sendte indimellem mails rundt med korrekt udtale af mærkelige byer og navne eller korrekt betegnelse for et erhverv eller en funktion. Men aldrig i sjusket sprog. Kolleger kritiserer ikke hinanden. Desværre.

Så meget desto mere ærgerligt, når nu sprogredaktøren pointerer, at troværdighed er vigtig. For den vært, der udtaler et ord forkert eller laver graverende sproglige fejl, taber i troværdighed. Heldigvis skal der være plads til dialekter, og det talte sprog er mangfoldigt.

“I vores public service-kontrakt står der, at brugerne skal opleve et korrekt og forståeligt dansk. Der lægges altså ikke vægt på, hvordan fagfolk, men hvordan vores seere og lyttere oplever sproget. Så det er vores primære succeskriterium“.

En glimrende skelnen, og et udmærket succeskriterium. En undersøgelse viser, at brugerne stort set er tilfredse. Undersøgelsen er foretaget af DR’s sprogredaktør, Martin Kristiansen og Jacob Thøgersen, der er lektor ved Københavns Universitet.

Sproget.dk skriver: ”Rapporten viser bl.a. at danskerne vægter den indholdsmæssige forståelighed højest, og at de ser positivt på brugen af dialekter i sendefladen. Endvidere ønsker lytterne og seerne at sproget er korrekt, men at det samtidig afspejler sprogets udvikling og befolkningens sproglige mangfoldighed.

MERE POV
Litt. #1 // Territoriet //

Ved en sammenligning med sproget hos TV 2 blev DR’s sproglige image vurderet som “korrekt, intelligent og gammeldags”, mens de ord der knyttede sig til TV 2’s sprogbrug, var “poppet”, “storbysmart” og “moderne”.

Heraf kan jeg altså konkludere, at det er et mindretal, der ligesom jeg bliver irriteret, når der sjuskes med sproget. Og vi må så få lært, at sprog udvikler sig, udtale ændrer sig og hvad der var ukorrekt i går er the shit i dag.
Som foredragsholder om ”DR, medierne og mig” er sprogdiskussioner fast inventar. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Kritikken er hård, her finder jeg sjældent den tilfredshed, rapporten taler om. Loyal over DR, og fordi jeg faktisk er enig, er jeg den første til at minde om, at sprog er levende og elastisk. Det danske sprog dør, hvis ikke det bruges og udvikler sig. Og ingen kan stoppe udviklingen i udtalen af ‘æ’, når det forlader ‘e’-lyden og bliver til et ‘a’. Det er en udvikling, og derfor siger unge i dag ‘Kraftens Bekæmpelse‘.

Det er lidt trist og paradoksalt, eftersom det netop er kraft, man har brug for, for at bekæmpe kræft. Men udviklingen kan ikke stoppes.

Det er dog med en vis frygt i stemmen, jeg støtter det med at sproget udvikler sig og derfor ændres, for kan jeg virkelig læne mig trygt op af det, der oftest siges fra Dansk Sprognævn og DRs sprogredaktør: ”Sproget skal nok klare sig!” med sådan et lidt nedladende ‘Herregud da’ i øjnene og ‘Tag det nu ikke så tungt’ i stemmen?

Nej, det tror jeg ikke. For der er ingen, der tager sig af, hvad vi siger.

Og jeg ved det, for jeg har undervist nogle af P4s trafikværter. Der blev faktisk brugt penge på at lytte til, korrigere og rådgive de unge assistenter. Og de var vilde med det. De kunne godt høre forskellen og de blev bedre til deres arbejde. I dag hedder det, at de fik nogle kompetencer.

Sløvhed og slaphed

Hvad er problemet? Jo, imens vi taler om det sprogligt korrekte, så taler vi ikke om hvordan sproget tales. Ingen tager sig af sløvheden, der tales med. Eller slapheden, den manglende spændstighed i talemusklerne. Vi kunne godt lære vores efterkommere at tale bedre, at være bevidste om, hvordan ordene bliver sagt.

Jeg er nødt til at slukke, hvis en radio- eller tv-vært læsper. Det er irriterende at høre på og dødbringende for autoriteten. Men desværre er det en tiltagende tendens blandt især unge piger, at de læsper. Alle s’er bliver til z’er. Hvordan er det dog gået til? Ja nogen har da glemt at sige til dem, at de skal holde op med det.

Da mine døtre lagde an til læspen var det kort proces: ”Bid tænderne sammen og sig S!” Hvis du læsper, er tungen sløvt lagt ud mellem tænderne. Hvis tænderne er bidt sammen, kan man ikke læspe, for så må tungen blive inde bag tandrækken. Prøv selv – og mærk forskellen! Det er musklerne i tungen, der får lov at være slappe. Bider man tænderne sammen og vil sige S, er man nødt til at stramme tungemusklerne. Og voilà, når det er trænet lidt, er s’erne nydelige og langt fra de læspe-s’er, der har sneget sig ind i dansk talesprog.

Det er samme tendens, der frembringer det meget uskønne ord ‘vededsigt’. Tungen ligger sløvt i hele munden, så u’et ikke har en chance for at blive udtalt. Hvorfor er der ikke en eneste kollega, der lige siger: ”Prøv lige at sige ‘vejr-udsigt’” Det er igen en stramning af talemusklerne, der skaber miraklet. Ikke for at gøre en gammel sprognørd som mig glad, men fordi den der vil formidle må ærgre sig, hvis vi ikke forstår, hvad der siges. Her forstår vi det, fordi vejrværten står foran et kort med sol og regn-symboler. Så er det nok vejret, der tales om.

Men der kan nemt komme situationer, hvor vi ikke fatter, hvad der tales om. Hvis jeg siger ”Sduik?” forstår du nok, at jeg spørger: ”Synes du ikke?”, men mon en udenlænding, der vil lære dansk kan forstå det? Nej. Og der skal jo ikke være for meget af den slags, før indholdet er uklart. Tilsæt selv stemte ‘z’er, lynhurtig tale og slappe talemuskler. Så har vi balladen!
”Hva sir damen?”

Kollegialt ansvar

Det er ikke pinligt at holde hinanden i ørerne for at fremme forståeligheden. Især ikke fra kollega til kollega. Drop nu den fintfølenhed, der er så udbredt, at det kan man ikke tillade sig. Man kan ikke rette på en kollega! Jo det kan man, og det bør man, så det fælles produkt bliver bedst muligt og budskabet går rent ind, og så de sproglige kompetencer hos medarbejderne er i topform. Jeg mener, at man har en forpligtelse, når nu der ikke er anden sproglig kompetenceudvikling stillet til rådighed.
(Bonusinfo om sprogudvikling: Det hedder ‘forpligtelse’. Hvis du siger ‘forpligtigelse’, så er det fordi ordet ‘berigtigelse’ har smittet af. Desværre så meget, så man godt må sige og skrive ‘forpligtigelse‘)

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Hvis der er interesse for kollegial sprog-nudging, så kan man også lave en bødekasse, hvor alle skal betale 20 kr, hver gang de svarer med et ‘Jamen, det…’. Der bliver rigeligt råd til kage til alle, for det sker tit. Det var oprindelig Brian Laudrup, der i sportsinterviews af en eller anden grund svarede med et ‘Jamen…’. Hver gang. Måske som en måde at få tid til at tænke sig om, før han svarede.

”Hvordan synes du kampen gik?” ”Jamen, vi havde overtaget i første halvleg, og så…”

Totalt vrøvl, for der er ingen modsigelse. Lav selv sådan en bødekasse og se, hvor hurtigt du får samlet ind til en god middag i byen.

Det faldt åbenbart i så god jord, at det bredte sig til både det politiske liv, underholdningsbranchen og hvem der ellers udtaler sig. I dag gør alle det, men det er noget vrøvl og kan kun bruges, hvis nogen anklager én for noget, man ikke har gjort. Så er det sprogligt korrekt at svare:

”Jamen, det er ikke mig, der har…”. Her er der en ægte modsætning, som ligger i ordene ‘ja’ og ‘men’. Hvis man spørger sin udsendte kollega, hvad ministeren havde at sige til sit forsvar, så er det noget vrøvl at svare: ”Jamen hun forsvarede sig med at….”

Eller man spørger derhjemme: ”Hvor har du lagt nøglerne?”, så er det helt enkelt dårligt dansk at svare: ”Jamen, de ligger ude ved spejlet!”

Bevidsthed om sproget

”Ved du, hvor ‘r’et i ‘vudere’ er blevet af?” ”Det er røget over i ‘martrialer’.”

Den kan man grine af, fordi det jo er sandt. Men der er ikke meget grin ved at sprogmusklerne slappes. Hverken de fysiske eller de mentale. Det lyder ikke godt og forståeligheden daler. Vi skal ikke tale som Poul Reumert mere, og lad os endelig lege med sproget og se, hvor det bevæger sig hen. Men vi kunne godt stramme lidt op, ved fælles hjælp.

”Sproglaboratoriet” på P1 tager hver fredag fat i sproget, vi taler. For tiden er det ‘Årets ord’, man leder efter. Det afsløres fredag 16. december kl 11:03 på P1

”Ved du, hvor ‘r’et i ‘vudere’ er blevet af?” Det er røget over i ‘martrialer’.”

Men hvorfor er der ikke nogen, der for alvor sørger for dannelse hos radio- og tv-værter? Sørger for at holde sprogkompetencerne i live, så de der taler til os er forståelige og vidunderlige at høre på?

PS: Hjemme hos os hører man fra tid til anden, at vi råber i kor: ”SIN!”, når radio- eller TV-værter roder rundt og siger:

”Her spiller hun et nummer fra hendes nye plade” eller ”Ministeren udtalte sig om hans nye plan”.

Vi kan råbe ”SIN!” ligeså tosset vi vil, og det bliver vi ved med. Men fordi ingen – jeg mener ingen – har påpeget, at det bliver sagt forkert, og fordi det midtjyske Danmark altid har sagt det på den måde ‘Han tog hans hat og gik hans vej’, så er den kamp ved at være tabt. Eftersom unge ikke bliver rettet, så gør de ligesom når de taler engelsk:
”He took his hat and went away”. De mangler sproglig dannelse.

Topfoto: Wikipedia og illustration Michaël Dorbec

Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Jeg bliver glad for store og små beløb på Mobile pay på 2424 6242

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Jeg har været inde i radioen siden ruder konge var knægt. Født 1950, i mesterlære i DR som speaker, freelancer, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5 . Undervejs har der været afstikkere til Radio 2, DR 2, Langelandsfestivalen, Guld FM - og klummeskrivning i Det fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Vores Villa.
Jeg skrev i 2002 debatbog om pornoficeringen af vores liv: "Patter, Pik og Penge", og i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark. Jeg har aldrig sluppet det franske, der blev til et hovedfag.

Seneste indlæg fra

Gå til Top