Valget er slut og nu skal der handles – hjælpen til samfundets mest sårbare er truet

DAGENS POV // FRIVLLIGHED – For hver dag der går, vokser usikkerheden blandt medarbejdere og frivillige i de sociale foreninger og organisationer. I sidste ende rammer det de mennesker i vores samfund, der har allermest brug for støtte, hjælp og rådgivning, skriver formanden for Frivilligrådet, Mads Roke Clausen. Han opfordrer til handling med det samme.

I det frivillige sociale Danmark breder der sig en enorm usikkerhed for fremtiden. Satspuljen blev lukket uden en plan for, hvad der skulle erstatte den. Og vi kender stadigvæk ikke strategien for, hvordan vi i fremtiden skal hjælpe de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund. Civilsamfundet yder en uundværlig støtte til tusindvis af mennesker.

Den støtte er kastet op i luften. Og endnu har ingen politiske partier givet et bud på, hvordan den skal se ud i fremtiden.

For hver dag der går, vokser usikkerheden blandt medarbejdere og frivillige i de sociale foreninger og organisationer.

I sidste ende rammer det de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe: Forælderen til et barn, der har begået selvmord, kvinden der bliver slået af sin mand eller barnet, der lever uden tætte venner og kæmper med de negative tanker, som opstår, når man er overladt til ensomhed.

De mennesker i vores samfund er dem, der har allermest brug for støtte, hjælp og rådgivning.

Derfor skal der handles nu.

Rådgiverne i børnetelefonen, mentorerne i Dansk Røde Kors, frivillige psykologer på Livslinien og frivillige læger på værestederne kan tilbyde en hjælp, som ikke findes kommunalt. Det danske velfærdssamfund er stærkest og hjælper flest, når stat, kommune og civilsamfund samarbejder

Hjulene ruller. Velstanden har aldrig været højere. Men der er stadigvæk tusindvis af mennesker i vores samfund, der kæmper med livet. Nogle af dem har den kommunale indsats en helt særlig evne til at hjælpe.

Men der er også mennesker, som kommunen har svært ved at nå.

Rådgiverne i børnetelefonen, mentorerne i Dansk Røde Kors, frivillige psykologer på Livslinien og frivillige læger på værestederne kan tilbyde en hjælp, som ikke findes i den kommunale indsats.

Det danske velfærdssamfund er derfor stærkest og hjælper flest, når stat, kommune og civilsamfund samarbejder. Vi har brug for en stærk velfærdsstat og et stærkt civilsamfund. Den ene kan ikke klare sig uden den anden.

Men hvordan skal det frivillige sociale Danmark fremover drives og finansieres? Hvor lang tid kan vi vente på, at Christiansborg formulerer en fremtid for det frivillige sociale Danmark? Jeg mener ikke, at vi har råd til at vente længere.

Siden Satspuljens endeligt er der gået et halvt år og en valgkamp, uden at et politisk parti har fremlagt deres vision for fremtidens civilsamfund. Medarbejdere og frivillige i sociale organisationer og foreninger ved ikke, om den indsats de kæmper for, har en fremtid.

Jeg håber inderligt, at en plan for finansiering af fremtidens frivillige og det sociale Danmark står allerøverst på dagsordenen, når en ny regering er etableret

Men vi har ikke råd til, at de søger væk, fordi Christiansborg ikke kan fortælle dem, om deres arbejde skal fortsætte. Hjælpearbejdet bygger på tætte og tillidsfulde relationer. Menneske til menneske. Hver gang vi mister en medarbejder eller en frivillig, mister vi kontakt til de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe.

Det handler ikke om at styrke den frivillige sociale sektor for sektorens egen skyld. Det handler om barnet, der mangler en forælder, der kan yde støtte i livet. Familier der kæmper med sygdom. Hjemløse, sørgende og ensomme. De tusindvis af mennesker, som civilsamfundet hver dag arbejder for og gør en forskel for.

Jeg håber inderligt, at en plan for finansiering af fremtidens frivillige og sociale Danmark står allerøverst på dagsordenen, når en ny regering er etableret.

Frivilligrådet har udarbejdet et konkret forslag til statslig støtte til den frivillige sociale sektor.

Vi har brug for en gennemsigtig, robust finansiering. Det er tid til handling. Det fortjener de mennesker i vores samfund, der har det sværest.